Accept

Citat
”Sæt nu, at en infektion var en meddelelse, at en lysende klarhed var en slags symfoni? Som et forsvar? En særlig form for kommunikation? Hvis det var tilfældet, var meddelelsen ikke blevet modtaget, ville formentlig aldrig blive modtaget, for meddelelsen var indkapslet i selve forvandlingen. Mennesker blev nødt til at gribe efter den slags banale svar på grund af mangel på fantasi – for mennesker kunne ikke anbringe sig selv i bevidstheden hos en skarv eller en ugle eller en hval eller en humlebi.”

”Accept”, s. 204.

I Southern Reach-trilogiens tredje og sidste roman ”Acceptance”, 2014 (”Accept”, 2018) splintres fortælleperspektivet, og historiens kapitler springer mellem fortid, nutid og en helt tredje tidslighed, der opererer forskudt og i sit eget tempo. I første kapitel følger vi i 2. person den tidligere Southern Reach-direktør, psykologen fra tolvte ekspedition, der hedder Cynthia, men viser sig at være identisk med 9-årige Gloria, der voksede op på ”den glemte kyst”, inden ”Hændelsen”, hvor kyststrækningen blev til Område X. Her tilbragte hun meget af tiden med den gamle fyrmester, Saul Evans, som er hovedperson i andet kapitel, der springer tilbage til tiden før ”Hændelsen”. Derudover er der perspektivskift til den nye direktør John Rodriguez og karakteren ”Spøgelsesfugl”, der umiddelbart er identisk med biologen fra tidligere, men som viser sig at være en form for dobbeltgænger, der er opstået under ekspeditionen i Område X.

54532768

”Accept” udspiller sig både i og uden for grænserne af Område X, der gradvist åbenbarer sig som andet og mere end et farligt vildnis. I takt med, at der krydsklippes mellem tiden før og efter ”Hændelsen”, bliver det tydeligt, at de forskellige aktørers fortid er spundet hemmelighedsfuldt sammen med områdets opståen. Det, læseren hidtil har fået beskrevet som grænsen ind til området, er muligvis nærmere en portal til en ekstraterrestrisk parallelverden. Da John Rodriguez og Spøgelsesfugl i romanens sidste del ankommer til denne verden, oplever de, hvordan tidligere ekspeditionsdeltagere her er blevet indoptaget af naturen og nu optræder som ugler, sære vandmonstre og andre udefinerbare væsner.

Med ”Accept” tilfører VanderMeer sit syrede Southern-Reach univers et forsonende perspektiv, idet han lader flere af karaktererne udtrykke en gradvis accept eller ligefrem bifaldelse af menneskets gradvise opløsning i økosystemerne omkring dem. Det, der først lignede en offensiv fjende, er måske nærmere naturkræfter og økologiske bevidstheder, som mennesket ikke begriber eller kan afkode.