Baggrund

Citat
”Ville det ikke være den endegyldige ydmygelse af menneskeheden? At træerne og fuglene, ræven og kaninen, ulven og hjorten … når til et punkt, hvor de ikke engang bemærker os, fordi vi er forvandlede.”

”Accept”, s. 85.

Den amerikanske forfatter, litteraturkritiker og redaktør Jeff VanderMeer blev født i den lille by Bellefonte i Pennsylvania i 1968 og voksede siden op på Fijiøerne i forbindelse med sine forældres arbejde for organisationen Peace Corps. Han studerede i tre år på universitetet i Florida, inden han i 1992 begyndte på Clarion Workshop, der er et skrivekursus for science fiction- og fantasyforfattere.

Siden slutningen af 1980’erne har Jeff VanderMeer været en meget aktiv skikkelse i det, der senere er blevet betegnet som ”the New Weird”-miljøet, og han har bidraget med horror- og fantasynoveller til en række undergrundstidsskrifter og publikationer. I 1989 udgav han 11 af sine egne noveller under titlen ”The Book of Frog”, og i 1996 fulgte ”The Book of Lost Places”. Han fik stor anerkendelse for novellesamlingen ”City of Saints and Madmen”, der udkom i 2001, og siden 2007 har han skrevet på fuldtid og kunnet leve af arbejdet som skønlitterær forfatter i kombination med skribentarbejde for aviser som New York Times, The Guardian og The Washington Post. I 2014 kom det massive internationale gennembrud med Southern Reach-trilogien, hvoraf første bind, ”Annihilation”, kom som film i 2018, skrevet og instrueret af Alex Garland (der også har skrevet og instrueret AI-thrilleren ”Ex Machina”) og med Natalie Portman i hovedrollen.

I et interview i Dagbladet Information beskriver Jeff VanderMeer fascinationen af naturen som drivkraften for sit forfatterskab: ”Jeg begyndte oprindeligt at skrive, fordi jeg var interesseret i den fantastiske natur omkring mig. Min familie flyttede meget rundt, så naturen blev mit anker i tilværelsen. Som barn førte jeg en liste over alle de fugle, jeg observerede. Da det kedede mig, begyndte jeg at skrive små fortællinger om fuglene. Det var sådan, det startede.” (Louise Drivsholm Schou: ”Som forfatter vil jeg normalisere den frie natur og det vilde dyreliv”. Information, 2019-06-14).

I 2003 blev Jeff VanderMeer gift med den anerkendte redaktør Ann VanderMeer, og sammen har parret redigeret flere vigtige antologier om og med spekulativ fiktion. Her i blandt ”The Weird: A Compendium of Strange and Dark Stories” (2012) og ”Sisters of the Revolution: A Feminist Speculative Fiction Anthology” (2015). Parret bor i Tallahassee i Florida med deres to katte.