Mario Vargas Llosa tilhører én ud af tre dominerende retninger inden for latinamerikansk prosa, nemlig den eksperimenterende realisme. Llosa skriver om virkeligheden, men giver den fiktionens udtryk og fremsætter den i et eksperimenterende, sanseligt og metafiktionelt sprog, som lader værkerne pege på sig selv som netop fiktion.
Ifølge Llosa er en sådan fiktionalisering af virkeligheden en måde, litteraturen kan ”lyve” om virkeligheden på for herved at nå frem til dybere sandheder om netop virkeligheden: ”Faktisk lyver romanerne – de kan ikke andet – men dét er kun en del af historien. Den anden del er, at de ved at lyve udtrykker en besynderlig sandhed, der kun kan udtrykkes skjult, forklædt som noget, den ikke er.” (Mario Vargas Llosa: La verdad de las mentiras (Løgnenes sandhed), 1989, i: Jens Lohmann: Portræt af en løgner. Information, 2010-12-10).
Om sin måde at vægte forholdet mellem virkelighed og fiktion siger Llosa: ”Jeg researcher altid meget, ikke som en historiker, men jeg gør det for at få baggrund og miljø ind under huden. Jeg har denne realistiske manér – jeg vil være præcis i beskrivelser af natur og miljøer, om man nu er i byer eller på landet eller i junglen. Farver og detaljer skal være realistiske. Men derudover opfinder jeg meget.” (Michael B. Henriksen: Sydamerikansk forfatter: Vi blev sårbare, da vi skiftede bogstaver ud med billeder. Kristeligt Dagblad, 2019-06-22).
Tematisk kredser Mario Vargas Llosas værker om den vold, uro og politiske undertrykkelse, som det latinamerikanske samfund er præget af – en tematik, der løber som en rød tråd gennem den latinamerikanske litteratur. Kritikken af politiske og sociale forhold sammenfletter han med følsomme persontegninger og et levende, detaljerigt sprog. Llosa har for sine værker opnået stor international anerkendelse, men samtidig har værkerne særligt i Latinamerika mødt en del modstand pga. deres skarpe samfundskritik.
Llosas romaner er med hans egen betegnelse ”totale romaner”, hvilket vil sige en slags roman, hvis handling er kompleks, som ikke bevæger sig ad et stringent spor, som via en slags filmisk klip mellem fortællerpositioner skaber en flerstemmighed, og som ved kun at fortælle ”toppen af isbjerget” inviterer læseren ind som medskaber af historien og dermed åbner for en merbetydning.