Genrer og tematikker

Tarjei Vesaas anses som en af Norges mest betydningsfulde modernister. Hans værker er skrevet på nynorsk. Temaer som skyldfølelse, kampen mellem de opbyggende og destruktive kræfter i menneskesindet, ensomhed og individets søgen efter fællesskab er gennemgående i forfatterskabet. 

De tidligste romaner kan stilistisk og genremæssigt defineres som realistiske bonde- og udviklingsromaner med eksperimentelle elementer. Det lå i kortene, at Tarjei Vesaas som den ældste søn i familien skulle have drevet slægtsgården videre. I hans debutroman ”Menneskebonn” (1923) og de følgende mellemkrigsromaner er den skyldfølelse, han selv bar rundt på, efter at han havde brudt med familietraditionen, og hvad der blev forventet af ham, et centralt tema. I ”Det store spelet” (1934) vælger familiens ældste søn, modsat Tarjei, at forblive trofast mod jorden og slægten.

Fra og med gennembrudsromanen ”Kimen” (1940) bliver Tarjei Vesaas’ modstand mod krigsførelse et centralt tema. Samtidig markerer denne roman også et skifte i hans forfatterskab rent stilistisk, hvor hans skrivestil bliver mere allegorisk og symbolsk. Det ses blandt andet også i romanen ”Huset i mørket” (1945), hvor krigen beskrives som et labyrintisk hus, hvori mennesket kæmper mod en undertrykkende magt. I begge romaner skildres menneskets indre styrke og svagheder, når det testes.

I romanen ”Vårnat” (1954) danner et hus i mørket, der invaderes af udefrakommende fremmede, også den centrale ramme for fortællingen. Krigen er også tilstede i karakteren Karl, der er psykisk skadet af, hvad han har oplevet.

Ifølge ”Store norske leksikon” bliver Tarjei Vesaas’ sene forfatterskab inddelt i to kategorier. De allegoriske romaner og de realistiske romaner med en centralt underliggende symbolik.  I den sidste kategori finder man forfatterens hovedværker ”Vårnat”, ”Fuglene” (1957) og ”Is-slottet” (1963).

I ”Vårnat” er døden symboliseret i bilen, der bryder sammen. Det er den, flere af karaktererne søger hen imod, når der opstår konflikter. Det kolliderer, da Hjalmar får startet bilen, og den som en anden krigsmaskine brager imod dem alle. ”Det var ikke som det skulle være at denne bil livede op og kom kørende, den blev stor og styg og uhyggelig, var død, men kom mod en.” (”Vårnat”, s. 170).

Modsat er naturen et symbol på lyset på den spirende og spændende forelskelse, som drengen Hallstein oplever.