Én egenskab karakteriserer ubetinget Joakim Vilandts debut ”Cassandra” fra 2017, og det er sproget. Hele bogen er skrevet i det, forlaget har valgt at kalde ”faux-kierkegaardsk”, et gammeltklingende og svært forståeligt særsprog ispækket engelske, tyske og svenske gloser, forvanskede stavemåder med dobbelt aa’er, ekstra konsonanter og navneord med stort begyndelsesbogstav. Derudover er teksten tæt vævet med et komplekst billedsprog. Disse to kvaliteter ved teksten: skriftsproget og den fortættede metaforik, giver læseren modstand, hvilket skaber en effekt af fremmedgørelse og afstand til det stof, der skrives om.
”Cassandra” består af fem ”bøger”: ERSTE BOG, ANDEN BOG, TREDIE BOG, VIERTE BOG og FEMTE BOG. De fem bøger har hver sin stil og formål, som tilsammen udgør en dommedagsbeskrivelse.
ERSTE BOG er ”Cassandra”s mest realistiske, hvor en ung jeg-person med selvbiografiske træk er på en psykiatrisk klinik, til fest, går i skole, møder jævnaldrende, studerer i København. Til sidst i ERSTE BOG trækker det op til den kommende katastrofe: Sprogets kompleksitet øges, vinteren nærmer sig, og jegfortælleren drikker, skriver, kryber ind i materien, ned i mørket, indtil han forvandles til den fordømte og synske Kassandra.
ANDEN BOG består af en række henvendelser eller bønner, der kredser om profeti og skrift, Kassandras udsigelsesposition, og om undergangsvisionerne, skrevet i et meget tæt og dunkelt sprog.
TREDIE BOG, ”Cassandra”s centrale del, er en vild og voldsom dommedagsvision af gammeltestamentlige dimensioner, hvori jeg’et, sproget, København og verden går under igen og igen, knust af en mørk og hadefuld gud. Det er syndflod fremsunget eller snarere skreget frem af Kassandra.
I VIERTE BOG vendes der tilbage til jeg’et og hans verden fra ERSTE BOG, og i FEMTE BOG er der kun fragmenter og stumper tilbage efter katastrofen, udtrykt i små og mere afdæmpede prosastykker på næsten tomme sider.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Cassandra"