Sproget træder helt i forgrunden i Joakim Vilands debutbog ”Cassandra”. Det er ekspressivt: Et blødende vansprog, fordi den verden, det beskriver, er i opløsning. Og det er performativt. Som læser opleves det som en obskur tekst fra gamle dage, og når der så en sjælden gang pludselig optræder genkendelige elementer fra en nutidig københavnsk hverdag, f.eks. cykelstier, Fælledparken eller en metro, opstår et sammenstød, der kaster læseren ud af sin egen tid. Den syndflod med bål, brand, afrevne kropsdele og vrede ærkeengle, foregår nu, ikke i en gammeltestamentlig fortid, og her, i København.
I lange passager er teksten så uigennemtrængelig, at den bliver til musik eller larm. Forfatteren bliver til en DJ, der frit spoler op og ned i eksistensniveauerne, fra et ”jeg” til et ”vi”, til slet og ret et fravær af fortæller, og frem og tilbage i tid, som i TREDIE BOG, der gentager undergangen igen og igen. Bogen er næsten i lige så høj grad en komposition og en performance, som den er litteratur.
Tematisk spiller ”Cassandra” på en dobbelttydighed mellem sindssyge og samfundskritik. Kassandras højsang er en rablende vision, som indledes med en ung jegfortællers gang på en psykiatrisk klinik. Det, at fortællerpositionen er vanviddets, gør dog ikke samfundskritikken mindre, og bogen er også en reaktion på en samtid i krise, ikke mindst i klimakrise. Joakim Vilandt siger, at han med ”Cassandra” ønsker at omfavne det irrationelle. Omfavne, at virkeligheden er diffus og mangetydig, og fremmane den kompleksitet, som reduceres bort i en rationel verdensanskuelse. Bogen er et ”opgør med en vestlig fornuftstankegang og et opgør med et samfund, hvis logik leder lige lukt i undergangen” (Madeleine Saunte: Interview til Forfatterweb. Oktober 2018). Følger man argumentationen til ende, er det samfundet, der er sindssygt, og de, der bliver vanvittige af det, der har ret.
Endelig er religion, tro og overtro er tydeligt spor i ”Cassandra”, stærkt knyttet til hyldesten af det irrationelle. Teksterne er kalkeret over åndelige skrifter, og den gud, der skrives frem, er både skaberen og ødelæggeren, en mørk og hævngerrig figur.