Med gennembrudsværket ”Ind fra havet” (2011) markerede Rikke Villadsen sig som en poetisk billedfortæller med sans for at iscenesætte absurde optrin, der ofte involverer antropomorfe dyr. Det er en tostrenget tegneseriefortælling om en sømand i identitetskrise og en selvbefrugtende kvinde på en strand. Stilen er gnidret, cirklende og med synlige udviskninger og korrektioner i taleboblernes tekst. Den er tegnet udelukkende med blyant, og den skitseagtige tilblivelsesproces i billederne gør udtrykket søgende og skaber en langt større tvetydighed end i f.eks. klassiske superhelteserier.
Til at begynde med lægger den gamle sømand fra land i sin kutter. På trods af tæt tåge finder han sin bøje i havet og trækker rusen om bord. I den ligger en lille baby og en flad rødspætte. I Villadsens univers kan både spædbørn og fisk tale, og de to har en vellystig dialog om fiskerens ordforråd og når blandt andet frem til, at det ikke lyder særlig fiskeragtigt at sige ”fuck” og foreslår ham i stedet at bruge mere gammeldags ord som lurendrejer, hallunk og åndsamøbe. Herfra panorerer vi i følgeskab med en havmåge ud over det åbne hav, og scenen skifter til en strandkant, hvor en Anna Ancher-lignende skikkelse samler saltvand i en lille beholder.
28904029
Fortællingen om kvinden udspiller sig i stort set ordløs pantomime. Hun koger den indsamlede væske i et komfur midt på stranden og bevæger sig så ud til et fyrtårn for enden af en mole. Da hun hælder den nu tjærelignende væske i bølgerne sættes havet i oprør, og kvindens gådefulde ritual afsluttes med, at hun fælder en tåre i en gryden og spørger sig selv: ”måske er jeg kun en klovn?”. Hun klæder sig af, og nu følger en sekvens af nærbilleder af hendes nøgne krop, der kærtegner fyrtårnet, slikker på det og masturberer op ad det. Som ofte hos Rikke Villadsen er begæret og følsomheden ikke langt fra komikken, og den sanselige billedsekvens af kvindens nøgne hengivelse kulminerer i fyrtårnstoppens lampe, der tænder med et pling. Akten er fuldført.
Tilbage på fiskerbåden smiler fisken og siger ”sikke en smuk historie”, og sømanden istemmer med et ”Ja, meget rørende”, mens han klapper babyen på hovedet. Vi forstår, at det her var babyens tilblivelseshistorie. Den afsluttes dramatisk, da en storm bryder ud, båden kæntrer og en druknedød skipper skylles ind på land, hvor en kvinde sætter en gryde fra sig og forlader stranden, mens hun aer sin gravide mave.