Det siges, at otte ud af 10 danske krimier er skrevet af journalister. Faktisk er der så mange journalister, som skriver krimier og med en hel del indbyrdes fællestræk, at man kan tale om en genre i sig selv: ‘den journalistiske krimi’. Den journalistiske krimi opprioriterer det faktuelle, og tematikkerne er oftest hentet i aktuelle samfundsmæssige problemstillinger, mens forfatterene benytter sig af deres faglige ballast til at præsentere emnet.
Dette gælder også for Helle Vincentz, der blandt andet har udtalt, at hun bruger oceaner af tid på research, mens hendes bøger er dybt forankrede i virkeligheden: “Min drivkraft er indignation. Jeg elsker at tage læserne med ind bag facaden i et udvalgt univers og vise råheden bag den polerede overflade. Det kan i virkeligheden være et hvilket som helst univers, men ender for mit vedkommende ofte i boldgaden erhvervslivets mørke sider, korruption og storpolitik” (Helle Vincentz: Derfor skriver jeg. Forfatterviden.dk).
Et andet gennemgående tema i Helle Vincentz’ bøger er moderne kvindeliv, hvilket i kombinationen med spændingsgenren også indskriver hende i den bølge af kriminallitteratur, der går under betegnelsen ‘femikrimi’. I genremæssig forstand gælder det for femikrimien, at den i en eller anden udstrækning har en kønspolitisk dagsorden, og at opklaringsarbejdet uden undtagelse varetages af en kvindelig hovedperson.
I trilogien om Caroline Kayser kommer vi således helt ind under huden på en karrierekvinde, der har fravalgt familielivet til fordel for en kometkarriere i det private erhvervsliv, mens Sofie Munk-bøgerne portrætterer et moderne skilsmissehjem. Her må Sofie Munk nemlig på bedste beskub jonglere både eksmand, bonusmor, elskere og sønnen Valde med alt, hvad det indebærer af ambivalente følelser: “Sofie tvang sig selv til at ignorere den knugende følelse i maven. Det var kun godt at have flere voksne at knytte sig til, gentog hun for sig selv, og hun havde jo formået at skabe sine egne trygge rammer her på Gammel Kongevej, selvom det ikke var en helt traditionel kernefamilie”. (“Søster min”, s. 356).