Søster min

Citat
”Nu så Sofie undrende på hende. – […] Altså, man skal vel ikke bedøve folk med psykofarmaka, hvis der ikke er nogen grund til det? – Der er grund til det! Nu røg begge psykiaterarme i vejret på sydlandsk manér. – Der er den ene og simple grund, at folk gerne vil være raske! Depression er en sygdom, en medicinsk sygdom, og den skal kureres med medicin!”

”Søster min”, s. 219.

I Helle Vincentz’ andet bind om Sofie Munk, ”Søster min” (2019), er den årvågne antropolog netop blevet ansat som efterforsker i det private efterforskningsfirma CJ Consult, da hendes første opgave bliver at bistå i en intern undersøgelse af medarbejderne i en stor medicinalvirksomhed. En anonym medarbejder har nemlig angiveligt forsøgt at påvirke Lægemiddelstyrelsen til at rejse et offentligt tilskud med ulovlige dokumenter. Men hvad der ved første øjekast ligner en sag om ufine metoder, viser sig at dække over noget langt mere alvorligt. Ikke blot har nogen indsendt ulovlige dokumenter, nogen har også fiflet med forskningsresultater og afpresset en ansat ved Lægemiddelstyrelsen med fatale følger.

46124804

Sammen med en it-kyndig færing og den skarptskårne Rasmus Lange fra Afdelingen for Medicinvurdering kastes Sofie ind i en verden af lobbyisme, psykofarmaka, patenter og lægemiddelforsøg.

Som i Vincentz’ øvrige bøger byder ”Søster min” på mange veje og vildveje, godt hjulpet på vej af at både Sofie Munk og Rasmus Lange har fat i hver sin ende af mysteriet og uafhængigt af hinanden kommer i besiddelse af afgørende spor undervejs. Ligeledes fortsætter Vincentz sit samfundskritiske ærinde, idet hun forsøger at afdække en branche, der på mange måder synes præget af interessekonflikter og etiske dilemmaer.

For eksempel fremhæver plottet i ”Søster min” det paradoks, at medicinalvirksomhedernes eksistensberettigelse hviler på det nærmest altruistiske grundlag ”at gøre syge mennesker raske”, mens selvsamme virksomheders væsentligste ærinde er at pleje egne kommercielle interesser.