Baggrund

Citat
”Olga sad i sin krog og græd. ’Vi er for helvede ikke mennesker, hvis vi ikke bekymrer os om, hvad der sker for hinanden.’ Men så lagde hun det bag sig. Hun havde næppe noget valg.”

”Vernon Subutex 2”, s. 187.

Franske Virginie Despentes (f. 1969) har ingen formel uddannelse og arbejdede i sine ungdomsår som sexarbejder, ekspedient i en pladebutik og som anmelder af pornofilm. Hun begyndte at skrive fiktion om sit liv og det miljø, hun var en del af, i begyndelsen af 20’erne og udgav sin første bog som 23-årig.

Debuten ”Baise-Moi” fra 1993 (”Blodsøstre”, 1998) har en tidligere sexarbejder og en pornoskuespiller som de altoverskyggende hovedpersoner, der kaster sig ud i et langsomt selvmord sammen, mens de tager andre med i faldet. Romanen blev filmatiseret i 2000 med Despentes selv som instruktør og ægte pornoskuespillere i hovedrollerne. Filmen blev både bandlyst og fik kultstatus i Frankrig.

Despentes er fra Nancy i det nordøstlige Frankrig, og hun beskriver sig selv som et arbejderklassebarn af to postbude. I et interview i den engelske avis The Guardian betegnes hun som ”en rock’n roll Zola” og andre steder sammenlignes hun med Michel Houellebecq, der ligeledes skriver om Frankrig ud fra et yderst samfundskritisk udgangspunkt i sine romaner.

Selv siger hun i samme interview i The Guardian, at hun skriver for alle de kvinder, der føler sig mere som King Kong end Kate Moss. De mangler en stemme, og den vil hun gerne give dem. De fleste mænd skriver om smukke kvinder, de gerne vil have sex med, og kvinder har brug for litterære stemmer, der skriver om dem som mennesker – ikke som objekter, der skal se ud og være på en bestemt måde, fortæller hun. (Angelique Chrisafis: Virginie Despentes: ‘What is going on in men’s heads when women’s pleasure has become a problem?’. The Guardian, 2018-08-31. Egen oversættelse).

Despentes fortæller også, at hendes fortællinger i høj grad bygger på egne erfaringer med voldtægt, prostitution og alkoholisme. Hun er erklæret feminist, optaget af #metoo-bevægelsen og fortaler for at legalisere prostitution for at forbedre sexarbejderes arbejdsforhold.

I forbindelse med sit valg som 35-årig om at være feminist – og homoseksuel – siger hun: ”Det er nemmere at være feminist, når du er lesbisk. Du er ikke bange for at sige visse ting eller støde personen, du bor med, fordi du er for radikal. Dit liv står ikke i modsætning til dine ideer.” (Angelique Chrisafis: Virginie Despentes: ‘What is going on in men’s heads when women’s pleasure has become a problem?’. The Guardian, 2018-08-31. Egen oversættelse).