v despentes
Foto: Sigrid Nygaard / Information / Ritzau Scanpix

Virginie Despentes

cand.mag. Johanne Luise Boesdal, Bureauet, december 2019.
Top image group
v despentes
Foto: Sigrid Nygaard / Information / Ritzau Scanpix

Indledning

Franske Virginie Despentes debuterede i 1993 med ”Baise-moi”, der som en roadmovie trækker læseren igennem et Frankrig præget af uretfærdighed, selvdestruktion og vold. Sporene fortsætter i trilogien om den hjemløse Vernon Subutex, tidligere pladebutiksejer, der er skrevet som en tv-serie med få gennemgående karakterer og bipersoner, der træder ind og ud af fortællingen. En fortælling, som ikke er præget af handling, men tilfældige sammenstød. Tematisk er Virginie Despentes optaget af køn og vestens betydningstab.

46835395

Blå bog

Født: 13. juni 1969 i Nancy, Frankrig.

Uddannelse: Selvlært forfatter, manuskriptforfatter og filminstruktør.

Debut: Baise-moi. Grasset, 1993.

Litteraturpriser: Prix de Flore, 1998. Prix Saint-Valentin, 1999. Prix Renaudot, 2010. The Man Booker International Prize, 2018.

Seneste udgivelse: Vernon Subutex 2. Gyldendal, 2019. Oversat af Victoria Westzynthius.

Inspiration: Forfatterne Nick Hornby, Léonora Miano, Faïza Guène, Rokhaya Diallo og dokumentaristen Amanda Gay.

 

 

 

 

Interview med Virginie Despentes, Broadly, 2015-08-08.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Olga sad i sin krog og græd. ’Vi er for helvede ikke mennesker, hvis vi ikke bekymrer os om, hvad der sker for hinanden.’ Men så lagde hun det bag sig. Hun havde næppe noget valg.”

”Vernon Subutex 2”, s. 187.

Franske Virginie Despentes (f. 1969) har ingen formel uddannelse og arbejdede i sine ungdomsår som sexarbejder, ekspedient i en pladebutik og som anmelder af pornofilm. Hun begyndte at skrive fiktion om sit liv og det miljø, hun var en del af, i begyndelsen af 20’erne og udgav sin første bog som 23-årig.

Debuten ”Baise-Moi” fra 1993 (”Blodsøstre”, 1998) har en tidligere sexarbejder og en pornoskuespiller som de altoverskyggende hovedpersoner, der kaster sig ud i et langsomt selvmord sammen, mens de tager andre med i faldet. Romanen blev filmatiseret i 2000 med Despentes selv som instruktør og ægte pornoskuespillere i hovedrollerne. Filmen blev både bandlyst og fik kultstatus i Frankrig.

Despentes er fra Nancy i det nordøstlige Frankrig, og hun beskriver sig selv som et arbejderklassebarn af to postbude. I et interview i den engelske avis The Guardian betegnes hun som ”en rock’n roll Zola” og andre steder sammenlignes hun med Michel Houellebecq, der ligeledes skriver om Frankrig ud fra et yderst samfundskritisk udgangspunkt i sine romaner.

Selv siger hun i samme interview i The Guardian, at hun skriver for alle de kvinder, der føler sig mere som King Kong end Kate Moss. De mangler en stemme, og den vil hun gerne give dem. De fleste mænd skriver om smukke kvinder, de gerne vil have sex med, og kvinder har brug for litterære stemmer, der skriver om dem som mennesker – ikke som objekter, der skal se ud og være på en bestemt måde, fortæller hun. (Angelique Chrisafis: Virginie Despentes: ‘What is going on in men’s heads when women’s pleasure has become a problem?’. The Guardian, 2018-08-31. Egen oversættelse).

Despentes fortæller også, at hendes fortællinger i høj grad bygger på egne erfaringer med voldtægt, prostitution og alkoholisme. Hun er erklæret feminist, optaget af #metoo-bevægelsen og fortaler for at legalisere prostitution for at forbedre sexarbejderes arbejdsforhold.

I forbindelse med sit valg som 35-årig om at være feminist – og homoseksuel – siger hun: ”Det er nemmere at være feminist, når du er lesbisk. Du er ikke bange for at sige visse ting eller støde personen, du bor med, fordi du er for radikal. Dit liv står ikke i modsætning til dine ideer.” (Angelique Chrisafis: Virginie Despentes: ‘What is going on in men’s heads when women’s pleasure has become a problem?’. The Guardian, 2018-08-31. Egen oversættelse).

Blodsøstre

”- Der er tre ting, der ligger godt i hånden: en gun, en flaske og en pik. Sprutten slører alle skarpe kanter, så man får lyst til at le. Behageligt bedøvet. Helt hvidt solskin, alt for meget lys, det skærer i øjnene.”

”Blodsøstre”, s. 16.

I Virginie Despentes’ debutroman ”Baise-Moi” fra 1993 (”Blodsøstre”, 1998) møder Manu og Nadine hinanden tilfældigt et sted i livet, hvor de begge har givet op i forhold til at skabe sig en god tilværelse og blot forsøger at overleve én dag ad gangen i en parisisk underverden af sex, vold og stoffer. Som Manu udtrykker det, ender hun ”altid med at affinde sig med den tanke, at der er en del af befolkningen, der må gå til spilde. Og så er det bare ærgerligt for hende, at den del hører hun til.” (s. 15).

Efter at været blevet voldtaget af en gruppe mænd under en bro, drikker Manu sig fuld og ”kommer til” at skyde en mand, der har kastet svovlsyre i hovedet på hendes ven. ”Hun troede ikke, hun ville skyde. Det var det, hun kom for, men hun troede et eller andet ville forhindre hende i at gøre det.” (s. 63).

Efter det første mord er det én lang deroute. Hun samler Nadine op, de myrder en kvinde sammen, og det bliver begyndelsen på enden for de to omsorgssvigtede kvinder, hvis fremtid aldrig har været lys.

22036521

Racisme er blandt de temaer, Despentes tager op i romanen. Ikke som en befolkningsgruppes had mod en anden, men mere som en splittelse og manglende forståelse: ”De venstreorienterede betragter araberne som en flok reaktionære idioter med religiøse tilbøjeligheder, og araberne betragter de venstreorienterede som en flok helt igennem homoseksuelle og fordrukne bumser.” (s. 16).

Kvindeundertrykkelse er et andet gennemgående tema i ”Blodsøstre”, hvor bogens ene hovedperson, Nadine, gør op med at være underkuet af mænd. En kamp, hun symbolsk vinder, da hun afviser sin brors seksuelle tilnærmelser og går alene mod byen og oplever ”en næsten fysisk følelse af forløsning” (s. 212).

Synet på den kvindelige seksualitet er også et tema, der optager Despentes i romanen, hvor de to hovedpersoner løsriver sig fra de gængse normer, der hersker i en mandsdomineret pornoindustri, og dyrker deres egen seksualitet frit.

”Blodsøstre” er skrevet filmisk og kronologisk som en roadmovie. Sproget er som handlingen: lige på og hårdt. Replikkerne er rappe, tempoet højt og afgrunden dyb. Vi befinder os i undergrundsmiljøer, hvor alle kæmper mod alle, ingen er blevet tildelt en tilværelse, hvor der er overskud til andet end at overleve – og pengene tjenes på prostitution, porno og stoffer.

Vernon Subutex 1

”Nogle situationer er så besynderlige, at man nægter at acceptere, at de finder sted i virkeligheden. Han pakker tasken. Hovedtelefonerne, iPod’en, et par jeans, Bukowskis breve, to trøjer, alle hans underbukser, et signeret foto af Lydia Lunch og hans pas. Rædslen blokerer for enhver fornuftig tanke.”


”Vernon Subutex 1”, s. 37.

Vernon Subutex havde engang pladebutikken Revolver i Paris, hvor musikere, filmfolk og alle andre med interesse for det parisiske kreative undergrundsmiljø hang ud. I Virginie Despentes’ roman ”Vernon Subutex 1” fra 2015 (”Vernon Subutex 1”, 2019) møder vi Subutex år efter, Revolver er lukket, og det sidste af værdi er solgt. Verden er for længst vokset fra Subutex, ”der sidder fast i det forrige århundrede – dengang man stadig gad lade, som om man mente, at det er vigtigere, hvem man er, end hvad man har.” (s. 96).

I en langsom, men uundgåelig bevægelse fra hip musikkender til hjemløs og forhutlet følger vi Subutex og de menneskeskæbner, der fletter sig ind og ud af hans historie. Sideløbende med den fortælling kører et krimispor. Subutex var ven med den kendte – og nu afdøde – musiker Alex Bleach, der optog en række selvportrætterende videobånd med Subutex’ kamera. Videobånd, som kvinden der kalder sig ”Hyænen”, gerne vil have fingrene i.

52778689

I sit forsøg på at overleve sårer Subutex en række kvinder, der ikke er hjemløse i fysisk forstand, men som er udsat for kulde på andre måder. Han bliver en eftersøgt person, og båndene strammes langsomt om Subutex.

”Vernon Subutex 1” er som ”Blodsøstre” et opråb fra en generation, der hverken fandt sin vej ind til hinanden eller ud i samfundet, ”hvor de pæne mennesker altid vinder til sidst.” (s. 172).

Den er også en refleksion over vold – og hvad der udløser den. Igennem karakteren Patrice, en fraskilt ven af Subutex, oplever vi hustruvold på tæt hold. Tonen er ikke fordømmende, snarere forstående: ”Folk, der aldrig slår på nogen, ved ikke, hvordan det fungerer. Det er et dyr, der ligger på lur inde i maven – det er hurtigere end tanken. Og når først dyret er sluppet ud, er det ligesom en bølge – man kan ikke stoppe den, hvor gerne man end ville.” (s. 278).

Persongalleriet er stort, tempoet højt og skæbnefortællingerne intense i Despentes’ første bind af trilogien om den franske pladesælger, hvis skæbne er overladt til tilfældigheder. Men ved siden af forbandelserne, fornemmer man en kærlighed til og forståelse for mennesker, der af forskellige årsager ikke passer ind i den gængse samfundsorden.

Vernon Subutex 2

”Vi drømte os til det liv, vi gerne ville have, og der var ingen lyseslukker til at fortælle os, at vi til sidst ville give op. Da jeg var 16 år, var der ingen, der kunne have fået mig til at tro på, at jeg ikke var lige præcis dér, hvor jeg skulle være. I en Peugeot J7-varevogn sammen med seks venner.”


”Vernon Subutex 2”, s. 129.

Den tidligere pladebutiksejer og dj Vernon Subutex fortsætter frivilligt livet i en park, men får jævnligt selskab af venner fra fortiden, der alle søger noget, de ikke har fundet. Selvom de har tag over hovedet og udadtil virker velfungerende, fremstår de desillusionerede og fortabte på et plan, som Subutex er frigjort fra.

I ”Vernon Subutex 2” fra 2015 (”Vernon Subutex 2”, 2019) møder vi de gamle rivaler Patrice og Xavier, der med alderen er begyndt at ligne hinanden fysisk: ”Det er alkoholen, der løber af med sejren. Ansigtstrækkene svulmer op, og udtrykkene stivner. De bliver brødre i substansen.” (s. 64). Vi møder den muslimske pige Aisha, datter af en af Subutex’ venner, i jagten efter den person, der var skyld i morens narkorelaterede død. Og vi møder ”Hyænen”, der i sin tid blev hyret af filmproducenten Dopalet til at skaffe videobåndene med den afdøde rockstjerne Alex Bleach, men som igennem fortællingen udvikler sig fra at være nådesløs privatdetektiv til en mere samvittighedsfuld figur.

46835395

Ikke tilfældigt er det den tidligere pornostjerne Pamela Kant og den hjemløse dj Subutex, der finder en vej ud af labyrinten – og tænder et håb for hele vennegruppen.

Virginie Despentes’ ”Vernon Subutex 2” er en hyldest til det selvstændigt tænkende menneske – og en kollektiv lede ved det moderne liv, hvor ensomheden og grådigheden dominerer. Det er også en ulykkelig kærlighedserklæring til Paris og storbyens diversitet: ”En dag vil folk tænke på denne kosmopolitiske by i starten af det tredje årtusind som et vanvittigt Babylon, og man vil have svært ved at forestille sig, hvordan det lykkedes så mange mennesker at leve så fredeligt sammen, som de faktisk gør.” (s. 272).

Virginie Despentes skriver sig ind i kategorien af store fortællinger, hvor menneskeskæbner krydses, og ideologier tages op og forkastes igen. Bogen er et samfundskritisk opråb, en kollektiv lede, fra en position, der nægter at lade sig bestemme som andet end en outsiders blik på det etablerede, kapitalstyrede og fanatiske.

Stilen er filmisk med (rolle)liste over de optrædende personer, skarpe dialoger og interessante intriger. Forfatteren giver den afdøde Alex Bleach en stemme midtvejs, men forholder sig ellers i en alvidende position.

Genrer og tematikker

Virginie Despentes skriver fragmentarisk som en tv-serie. Nære miljøbeskrivelser, detaljeret personkarakteristik af 8-10 karakterer, der har haft en fortid sammen, og nedslag, hvor der er noget på spil. Scene for scene. Despentes vender berettermodellen ryggen og lader virkelighedens tilfældigheder, og ofte mangel på sammenhæng, drive handlingen frem.

Hun udtaler selv i et interview i The Guardian, at tv-serien som kunstform har taget over fra filmen – og måske er ved at overtage fra romanen. (Angelique Chrisafis: Virginie Despentes: ‘What is going on in men’s heads when women’s pleasure has become a problem?’. The Guardian, 2018-08-31).

Seksualitet og køn er overordnede temaer for Despentes igennem hele forfatterskabet. Derudover er hun de marginaliseredes stemme igennem alle sine fortællinger. Pornoskuespillere, sexarbejdere, voldsmænd, hjemløse, misbrugere, psykisk syge. Alle de grupperinger af mennesker, der på forskellig vis er blevet marginaliseret og forsøger at leve et liv udenfor nutidens normer for ikke at ”rådne op af middelmådighedsbitterhed” (”Vernon Subutex 2”, s. 65).

Beslægtede forfatterskaber

Michel Houellebecq, der ligeledes skriver romaner om en nutidig verden, hvor individet kæmper med tabet af den fælles vestlige følelse af overlegenhed. Desillusionen er stor – og svaret ligger hverken til højre eller venstre for midten, men i helt nye måder at anskue verden på. En forfaldsverden, hvor sex, vold og stoffer bliver brugt som forløsninger på frustrationer og eksistentiel ensomhed.

Hun udtaler selv i et interview om de tematikker, hun beskæftiger sig med: ”Vesteuropæere har været privilegerede fra fødslen, følt sig som den overlegne magtindehaver. Det handler også om et vist tab af virilitet, og hvordan man omstiller sig til det, mænd eller kvinder.” (Angelique Chrisafis: Virginie Despentes: ‘What is going on in men’s heads when women’s pleasure has become a problem?’. The Guardian, 2018-08-31. Egen oversættelse).

Édouard Louis (f. 1992) er en anden beslægtet fransk samtidsforfatter, der i sine selvbiografisk funderede romaner ”Færdig med Eddy Bellegueule” (2015) og ”Voldens historie” (2017) skriver med udgangspunkt i sin opvækst i Frankrigs arbejderklasse, hvor højredrejningen er markant og hjælpen langt væk. Begge har skrevet om vold, overgreb og seksualitet, og Louis tager endvidere fat om den ufaglærte arbejders vilkår i det moderne Frankrig.

Despentes nævner selv sin inspiration fra den engelske forfatter Nick Hornby, der i flere af sine romaner skriver på baggrund af sin kærlighed og kendskab til rockmusik – et miljø, som trilogien om Vernon Subutex, tager sit udgangspunkt i. Det er musikken, de har glemt, og musikken de genfinder. I flere betydninger.

Af danske beslægtede forfatterskaber er Svend Åge Madsens. Han har samme evne som forfatter til at flette karakterer ud og ind af fortællingerne med forskellig intensitet – og behandle en række grundlæggende temaer over flere årtier og igennem flere romaner.

Bibliografi

Romaner

Despentes, Virginie: Blodsøstre. Tiderne Skifter, 1998. (Baise-moi, 1993). Oversat af Mette Olesen.
Despentes, Virginie: Peepshow. Tiderne Skifter, 2000. (Les Chiennes savantes, 1997). Oversat af Astrid Juul Poulsen.
Despentes, Virginie: King Kong og Kvinden. Tiderne Skifter, 2007. (King Kong théorie, 2006). Oversat af Mette Olesen.
Despentes, Virginie: Vi ses i helvede. Tiderne Skifter, 2012. (APOCALYPSE BÉBÉ, 2010). Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt.
Despentes, Virginie: Vernon Subutex 1. Gyldendal, 2019. (Vernon Subutex 1, 2015). Oversat af Mette Olesen.
Despentes, Virginie: Vernon Subutex 2. Gyldendal, 2019. (Vernon Subutex 2, 2015). Oversat af Victoria Westzynthius.

Om forfatterskabet

Fyhn Christensen, Mikkel: Når det kvindelige køn dræber. Jyllands-Posten, 2012-06-06.
Syberg, Karen: Lesbiske smiler ikke. Information, 2012-06-08.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Viginie Despentes