v despentes
Foto: Sigrid Nygaard / Information / Ritzau Scanpix

Virginie Despentes

cand.mag. Johanne Luise Boesdal, Bureauet, december 2019.
Top image group
v despentes
Foto: Sigrid Nygaard / Information / Ritzau Scanpix

Indledning

Franske Virginie Despentes debuterede i 1993 med ”Baise-moi”, der som en roadmovie trækker læseren igennem et Frankrig præget af uretfærdighed, selvdestruktion og vold. Sporene fortsætter i trilogien om den hjemløse Vernon Subutex, tidligere pladebutiksejer, der er skrevet som en tv-serie med få gennemgående karakterer og bipersoner, der træder ind og ud af fortællingen. En fortælling, som ikke er præget af handling, men tilfældige sammenstød. Tematisk er Virginie Despentes optaget af køn og vestens betydningstab.

46835395

Blå bog

Født: 13. juni 1969 i Nancy, Frankrig.

Uddannelse: Selvlært forfatter, manuskriptforfatter og filminstruktør.

Debut: Baise-moi. Grasset, 1993.

Litteraturpriser: Prix de Flore, 1998. Prix Saint-Valentin, 1999. Prix Renaudot, 2010. The Man Booker International Prize, 2018.

Seneste udgivelse: Vernon Subutex 2. Gyldendal, 2019. Oversat af Victoria Westzynthius.

Inspiration: Forfatterne Nick Hornby, Léonora Miano, Faïza Guène, Rokhaya Diallo og dokumentaristen Amanda Gay.

 

 

 

 

Interview med Virginie Despentes, Broadly, 2015-08-08.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Olga sad i sin krog og græd. ’Vi er for helvede ikke mennesker, hvis vi ikke bekymrer os om, hvad der sker for hinanden.’ Men så lagde hun det bag sig. Hun havde næppe noget valg.”

”Vernon Subutex 2”, s. 187.

Franske Virginie Despentes (f. 1969) har ingen formel uddannelse og arbejdede i sine ungdomsår som sexarbejder, ekspedient i en pladebutik og som anmelder af pornofilm. Hun begyndte at skrive fiktion om sit liv og det miljø, hun var en del af, i begyndelsen af 20’erne og udgav sin første bog som 23-årig.

Debuten ”Baise-Moi” fra 1993 (”Blodsøstre”, 1998) har en tidligere sexarbejder og en pornoskuespiller som de altoverskyggende hovedpersoner, der kaster sig ud i et langsomt selvmord sammen, mens de tager andre med i faldet. Romanen blev filmatiseret i 2000 med Despentes selv som instruktør og ægte pornoskuespillere i hovedrollerne. Filmen blev både bandlyst og fik kultstatus i Frankrig.

Despentes er fra Nancy i det nordøstlige Frankrig, og hun beskriver sig selv som et arbejderklassebarn af to postbude. I et interview i den engelske avis The Guardian betegnes hun som ”en rock’n roll Zola” og andre steder sammenlignes hun med Michel Houellebecq, der ligeledes skriver om Frankrig ud fra et yderst samfundskritisk udgangspunkt i sine romaner.

Selv siger hun i samme interview i The Guardian, at hun skriver for alle de kvinder, der føler sig mere som King Kong end Kate Moss. De mangler en stemme, og den vil hun gerne give dem. De fleste mænd skriver om smukke kvinder, de gerne vil have sex med, og kvinder har brug for litterære stemmer, der skriver om dem som mennesker – ikke som objekter, der skal se ud og være på en bestemt måde, fortæller hun. (Angelique Chrisafis: Virginie Despentes: ‘What is going on in men’s heads when women’s pleasure has become a problem?’. The Guardian, 2018-08-31. Egen oversættelse).

Despentes fortæller også, at hendes fortællinger i høj grad bygger på egne erfaringer med voldtægt, prostitution og alkoholisme. Hun er erklæret feminist, optaget af #metoo-bevægelsen og fortaler for at legalisere prostitution for at forbedre sexarbejderes arbejdsforhold.

I forbindelse med sit valg som 35-årig om at være feminist – og homoseksuel – siger hun: ”Det er nemmere at være feminist, når du er lesbisk. Du er ikke bange for at sige visse ting eller støde personen, du bor med, fordi du er for radikal. Dit liv står ikke i modsætning til dine ideer.” (Angelique Chrisafis: Virginie Despentes: ‘What is going on in men’s heads when women’s pleasure has become a problem?’. The Guardian, 2018-08-31. Egen oversættelse).

Blodsøstre

”- Der er tre ting, der ligger godt i hånden: en gun, en flaske og en pik. Sprutten slører alle skarpe kanter, så man får lyst til at le. Behageligt bedøvet. Helt hvidt solskin, alt for meget lys, det skærer i øjnene.”

”Blodsøstre”, s. 16.

I Virginie Despentes’ debutroman ”Baise-Moi” fra 1993 (”Blodsøstre”, 1998) møder Manu og Nadine hinanden tilfældigt et sted i livet, hvor de begge har givet op i forhold til at skabe sig en god tilværelse og blot forsøger at overleve én dag ad gangen i en parisisk underverden af sex, vold og stoffer. Som Manu udtrykker det, ender hun ”altid med at affinde sig med den tanke, at der er en del af befolkningen, der må gå til spilde. Og så er det bare ærgerligt for hende, at den del hører hun til.” (s. 15).

Efter at været blevet voldtaget af en gruppe mænd under en bro, drikker Manu sig fuld og ”kommer til” at skyde en mand, der har kastet svovlsyre i hovedet på hendes ven. ”Hun troede ikke, hun ville skyde. Det var det, hun kom for, men hun troede et eller andet ville forhindre hende i at gøre det.” (s. 63).

Efter det første mord er det én lang deroute. Hun samler Nadine op, de myrder en kvinde sammen, og det bliver begyndelsen på enden for de to omsorgssvigtede kvinder, hvis fremtid aldrig har været lys.

22036521

Racisme er blandt de temaer, Despentes tager op i romanen. Ikke som en befolkningsgruppes had mod en anden, men mere som en splittelse og manglende forståelse: ”De venstreorienterede betragter araberne som en flok reaktionære idioter med religiøse tilbøjeligheder, og araberne betragter de venstreorienterede som en flok helt igennem homoseksuelle og fordrukne bumser.” (s. 16).

Kvindeundertrykkelse er et andet gennemgående tema i ”Blodsøstre”, hvor bogens ene hovedperson, Nadine, gør op med at være underkuet af mænd. En kamp, hun symbolsk vinder, da hun afviser sin brors seksuelle tilnærmelser og går alene mod byen og oplever ”en næsten fysisk følelse af forløsning” (s. 212).

Synet på den kvindelige seksualitet er også et tema, der optager Despentes i romanen, hvor de to hovedpersoner løsriver sig fra de gængse normer, der hersker i en mandsdomineret pornoindustri, og dyrker deres egen seksualitet frit.

”Blodsøstre” er skrevet filmisk og kronologisk som en roadmovie. Sproget er som handlingen: lige på og hårdt. Replikkerne er rappe, tempoet højt og afgrunden dyb. Vi befinder os i undergrundsmiljøer, hvor alle kæmper mod alle, ingen er blevet tildelt en tilværelse, hvor der er overskud til andet end at overleve – og pengene tjenes på prostitution, porno og stoffer.