Blodsøstre

Citat
”- Der er tre ting, der ligger godt i hånden: en gun, en flaske og en pik. Sprutten slører alle skarpe kanter, så man får lyst til at le. Behageligt bedøvet. Helt hvidt solskin, alt for meget lys, det skærer i øjnene.”

”Blodsøstre”, s. 16.

I Virginie Despentes’ debutroman ”Baise-Moi” fra 1993 (”Blodsøstre”, 1998) møder Manu og Nadine hinanden tilfældigt et sted i livet, hvor de begge har givet op i forhold til at skabe sig en god tilværelse og blot forsøger at overleve én dag ad gangen i en parisisk underverden af sex, vold og stoffer. Som Manu udtrykker det, ender hun ”altid med at affinde sig med den tanke, at der er en del af befolkningen, der må gå til spilde. Og så er det bare ærgerligt for hende, at den del hører hun til.” (s. 15).

Efter at været blevet voldtaget af en gruppe mænd under en bro, drikker Manu sig fuld og ”kommer til” at skyde en mand, der har kastet svovlsyre i hovedet på hendes ven. ”Hun troede ikke, hun ville skyde. Det var det, hun kom for, men hun troede et eller andet ville forhindre hende i at gøre det.” (s. 63).

Efter det første mord er det én lang deroute. Hun samler Nadine op, de myrder en kvinde sammen, og det bliver begyndelsen på enden for de to omsorgssvigtede kvinder, hvis fremtid aldrig har været lys.

22036521

Racisme er blandt de temaer, Despentes tager op i romanen. Ikke som en befolkningsgruppes had mod en anden, men mere som en splittelse og manglende forståelse: ”De venstreorienterede betragter araberne som en flok reaktionære idioter med religiøse tilbøjeligheder, og araberne betragter de venstreorienterede som en flok helt igennem homoseksuelle og fordrukne bumser.” (s. 16).

Kvindeundertrykkelse er et andet gennemgående tema i ”Blodsøstre”, hvor bogens ene hovedperson, Nadine, gør op med at være underkuet af mænd. En kamp, hun symbolsk vinder, da hun afviser sin brors seksuelle tilnærmelser og går alene mod byen og oplever ”en næsten fysisk følelse af forløsning” (s. 212).

Synet på den kvindelige seksualitet er også et tema, der optager Despentes i romanen, hvor de to hovedpersoner løsriver sig fra de gængse normer, der hersker i en mandsdomineret pornoindustri, og dyrker deres egen seksualitet frit.

”Blodsøstre” er skrevet filmisk og kronologisk som en roadmovie. Sproget er som handlingen: lige på og hårdt. Replikkerne er rappe, tempoet højt og afgrunden dyb. Vi befinder os i undergrundsmiljøer, hvor alle kæmper mod alle, ingen er blevet tildelt en tilværelse, hvor der er overskud til andet end at overleve – og pengene tjenes på prostitution, porno og stoffer.