Vernon Subutex 2

Citat
”Vi drømte os til det liv, vi gerne ville have, og der var ingen lyseslukker til at fortælle os, at vi til sidst ville give op. Da jeg var 16 år, var der ingen, der kunne have fået mig til at tro på, at jeg ikke var lige præcis dér, hvor jeg skulle være. I en Peugeot J7-varevogn sammen med seks venner.”


”Vernon Subutex 2”, s. 129.

Den tidligere pladebutiksejer og dj Vernon Subutex fortsætter frivilligt livet i en park, men får jævnligt selskab af venner fra fortiden, der alle søger noget, de ikke har fundet. Selvom de har tag over hovedet og udadtil virker velfungerende, fremstår de desillusionerede og fortabte på et plan, som Subutex er frigjort fra.

I ”Vernon Subutex 2” fra 2015 (”Vernon Subutex 2”, 2019) møder vi de gamle rivaler Patrice og Xavier, der med alderen er begyndt at ligne hinanden fysisk: ”Det er alkoholen, der løber af med sejren. Ansigtstrækkene svulmer op, og udtrykkene stivner. De bliver brødre i substansen.” (s. 64). Vi møder den muslimske pige Aisha, datter af en af Subutex’ venner, i jagten efter den person, der var skyld i morens narkorelaterede død. Og vi møder ”Hyænen”, der i sin tid blev hyret af filmproducenten Dopalet til at skaffe videobåndene med den afdøde rockstjerne Alex Bleach, men som igennem fortællingen udvikler sig fra at være nådesløs privatdetektiv til en mere samvittighedsfuld figur.

46835395

Ikke tilfældigt er det den tidligere pornostjerne Pamela Kant og den hjemløse dj Subutex, der finder en vej ud af labyrinten – og tænder et håb for hele vennegruppen.

Virginie Despentes’ ”Vernon Subutex 2” er en hyldest til det selvstændigt tænkende menneske – og en kollektiv lede ved det moderne liv, hvor ensomheden og grådigheden dominerer. Det er også en ulykkelig kærlighedserklæring til Paris og storbyens diversitet: ”En dag vil folk tænke på denne kosmopolitiske by i starten af det tredje årtusind som et vanvittigt Babylon, og man vil have svært ved at forestille sig, hvordan det lykkedes så mange mennesker at leve så fredeligt sammen, som de faktisk gør.” (s. 272).

Virginie Despentes skriver sig ind i kategorien af store fortællinger, hvor menneskeskæbner krydses, og ideologier tages op og forkastes igen. Bogen er et samfundskritisk opråb, en kollektiv lede, fra en position, der nægter at lade sig bestemme som andet end en outsiders blik på det etablerede, kapitalstyrede og fanatiske.

Stilen er filmisk med (rolle)liste over de optrædende personer, skarpe dialoger og interessante intriger. Forfatteren giver den afdøde Alex Bleach en stemme midtvejs, men forholder sig ellers i en alvidende position.