Mich Vraa har været vidt omkring i genrer gennem årene, men nogle træk går alligevel igen på tværs af værkerne. Den historiske bevidsthed står stærkt i forfatterskabet. Vraa skriver både om fjern fortid og fremtid, og i flere værker ligger fokus på den ondskab, der kan bryde frem i os alle, når normaliteten i dagligdagen sættes til side.
Flere af Vraas fortællinger foregår i en verden i undtagelsestilstand: Om bord på et slaveskib, der har ligget for svaj i en uge, i et krigs- og kriseramt Danmark, hvor ingen ved, hvem de bør alliere sig med for at sikre sig overlevelse og levebrød eller i et politisk højspændt Vietnam i årene op til og under en af det 20. århundredes mest omtalte krige på verdensplan. Når normaliteten hører op, må Vraas nøglepersoner finde en ny normalitet. Kampene udspiller sig ikke kun mellem gode og onde mennesker, men også mellem det gode og det onde i hvert enkelt menneske.
Kolonimagter i opbrud er et tema, der går igen i forfatterskabet. Tydeligst i trilogien om De Dansk Vestindiske Øer, men også ret tydeligt i ”Under en anden himmel”, hvor Ritous familie må forlade Vietnam, da Fransk Indokina (fransk koloni bestående af Vietnam, Laos og Cambodja) bryder sammen. Senere deltager Ritou i Algierkrigen, der gik forud for Algeriets selvstændighed i 1962 efter i mange år at have været fransk koloni.
Mich Vraa skriver ligefremt, letlæseligt og med mange beskrivende og faktuelle detaljer. I ”Haabet” er slavernes forhold under transporten fra Guinea til De Dansk Vestindiske Øer beskrevet detaljeret og gruopvækkende, for selvom det er fiktion, skal læseren kunne fornemme, hvordan det kan have foregået dengang omkring år 1800. Det har Vraa selv understreget både i sit efterskrift til romanen og i interviews, for som han siger: ”Man vil gerne finde en forklaring på ondskab.” (Annette Hyllested: Vores pinlige og pinefulde fortid. Fyens.dk, 2016-09-12). Nøglen til denne forklaring er i Vraas bøger detaljerne. Han maler fortiden og fremtiden frem og gør den begribelig og grufuld i læserens nutid.