”Det var fra første færd så indlysende at jeg, den kulørte kvinde hvis bedstemor selv havde været en ufri, passede langt dårligere her på de sortes torv end den hvide generalguvernør der sad sammen med dem. Men Peter rykkede sig på bænken og vinkede mig nærmere, og jeg satte mig ved hans side. Jeg så mig rundt i kredsen, og deres øjne sagde det hele: De så på en mand de havde tillid til, en mand de elskede. Og han elskede dem. Han var deres ”Massa Peter”.”
Mich Vraas brevroman ”Peters kærlighed” fra 2017 er en selvstændig fortsættelse til ”Haabet”. Til forskel fra Vraas første roman om slaveriet i Vestindien er hovedpersonen denne gang en virkelig, historisk person, nemlig Peter von Scholten, manden, der satte slaverne fri på De Dansk Vestindiske Øer.
En vinterdag i 1814 strander en skibsbesætning på Sprogø. Blandt dem er den unge kaptajn Scholten og den danske kong Frederik d. 6. Kongen lover Scholten en post som vejer- og postmester i Vestindien, hvis mandskabet overlever de kolde døgn på Sprogø. Løftet er ikke uden bagtanker. Kongen har nemlig planer om at alliere sig med en embedsmand, der kan smugle indtægter fra sukkerindustrien hjem til kongens elskerinde og uægte børn. Som tak for at holde tæt om beløbene, der fragtes uden om statskassen, avancerer Scholten på kort tid til generalguvernør.
53372058
I Vestindien får Scholten mange venner, både blandt sorte og hvide. Han kæmper for at forberede slaverne bedst muligt på den frihed, han håber at kunne give dem en dag. Det samme gør Maria Eide, hovedperson fra ”Haabet”, der nu driver skole for de sorte på Skt. Thomas. Hun bliver Scholtens fortrolige. Fortrolig, og i høj grad også samarbejdspartner, bliver også Scholtens elskerinde Anna Heegaard. Hun er mulat og født fri. Scholten lever sammen med hende helt frem til 1848, hvor han, efter at have sat slaverne fri under tumultariske omstændigheder, rejser hjem til sin kone i København som en syg og nedbrudt mand.
Enkelte karakterer i ”Peters kærlighed” har virkelig levet, men Vraas fortælling om, hvordan de levede deres liv, er fiktion. Romanen består – ligesom ”Haabet” – af breve og dagbogsnotater, mange skrevet af romankarakteren Scholten selv. Størstedelen af breve og notater er fiktive, og samlet set giver de en plausibel forklaring på, hvordan Scholten kan have avanceret til generalguvernør så hurtigt, og hvorfor han fik så stor opbakning fra det danske kongehus. Romanen tegner et portræt af den mand, virkelighedens Peter von Scholten måske har været: en mand der var drevet af kærlighed – til kvinder, til venner, til øerne og til magt.