I 2020 udkom Mich Vraas roman ”Vaniljehuset”, der er en fortælling om den fiktive handelsmand Dusinius Dick. Vi møder ham på Hareskov Kuranstalt i 1929, hvor han er indlagt med et dårligt hjerte. Ikke gammel, men hårdt mærket af et travlt liv, som han nu ser tilbage på.
Dusinius fødes som tolvte barn af en skomager i Odense. Meget tidligt i livet viser han et enestående talent for at skabe profit – i første omgang ved at sælge kravlenisser på gaden som otteårig. Dusinius bliver med tiden en dygtig sælger. Blandt andet af ægte vanilje – det kostbare krydderi, der kommer til at lægge navn til hans forretning i Odense. En aften på et hotel i København falder han i snak med en tysk handelsmand, der har specialiseret sig i fremstilling af uundværlige råvarer, der kan laves for meget små penge. Da tyskeren får et hjerteslag for fødderne af Dusinius, stjæler han en liste i den dødes lomme: Gulvfernis, pølsefarve og fodpulver – det er det, Dusinius bliver rig på.
48004156
Han gifter sig med Jonna, som kedes ved at gå hjemme, mens Dusinius arbejder sig halvt ihjel. Som årene går, bliver det klart for dem begge, at de kunne have truffet andre og muligvis lykkeligere valg i livet. For Dusinius blev det en stjålet liste i en hotelsalon, der viste vejen. Det er på selv samme hotel, historien ender. Dusinius lader sig udskrive fra Hareskov og rejser et par dage til hovedstaden. Her kollapser han i hotelvestibulen og er død på stedet, præcis som tyskeren mange år tidligere.
Undervejs i romanen får vi også fortællingen om Jonna, der måske, måske ikke nedstammer fra en spansk soldat i Napoleons hær. Samtidig er romanen en fortælling om, hvordan Danmarks rolle i krige og konflikter i 1800- og 1900-tallet påvirkede livet som erhvervsdrivende.
Romanen er baseret på fortællingen om Mich Vraas egen morfar, der drev en forretning svarende til Dusinius’ i Odense. Historiske begivenheder såvel som mundtligt overleverede familiemyter er afsæt for den opdigtede fortælling. ”Vaniljehuset” falder i tre spor: breve og dagbogsblade fra 1929, beretningen om Dusinius’ liv fra dreng til tidlig død og en kursiveret fortælling om den spanske soldat, der ligger begravet ved Sankt Hans kirke i Odense.