Eileen Myles er en amerikansk forfatter, som på mange måder også skriver sig op imod den amerikanske fortælling. Eileen Myles bruger i dag de som pronomen, men skrev romanen ”Chelsea Girls” (1994) årtier før det skifte, og om en periode i sit liv, hvor de identificerede sig som kvinde. Bogen handler om en ung pige fra en irsk-katolsk arbejderfamilie fra Boston, ikke langt fra det prestigiøse Harvard University. Og så handler den om at blive sig selv, som en queer digter i New York i 1970’erne og 80’erne. Myles skriver ikke den samme billedmættede prosa som Vuong, men mere skramlet og energisk, fræsende.
Vuong taler selv om at være inspireret af forfattere som Theresa Hak Kyung Cha og Bhanu Kapil. Cha skrev den kultfænomenale bog ”Dictée” (1982), et dokumentarisk, flerstemmigt og flersprogligt poesiværk om immigranterfaring, Koreakrigen, traumer og forældreskab. Bhanu Kapil er en britisk forfatter af indisk afstamning. Hun har bl.a. skrevet bogen ”Humanimal” (2009), et dokumentarisk poesiværk om to piger i Indien, som voksede op blandt ulve. I ”Ban en Banlieue” (2015) skriver hun om en pige i Indien, som blev voldtaget i en bus, mens den kørte. Hun har modtaget T.S. Eliot Prize for sin seneste digtsamling ”How to Wash a Heart” (2020).
I den forbindelse kan også nævnes Cathy Park Hong, som er digter og har skrevet en essayistisk og selvbiografisk bog om immigranterfaring som koreansk-amerikansk.
Skal man kigge på danske forfattere, kan man kigge mod Vuongs to danske oversættere, Caspar Eric og Niels Henning Krag Jensby. Eric har bl.a. med sine bøger ”Nike” (2015) og ”Nye balancer” (2023) fremskrevet en politisk digtning, som, ikke ulig Vuong, tager udgangspunkt i det konkret levede liv. For Eric er det så som handicappet. Krag Jensby har med sin roman ”Techno” (2016) skrevet en milepæl inden for homolitteratur i Danmark, hvor introduktionen til grænseoverskridende og voldsom sex hænger tæt sammen med et kærlighedsforhold.