Ocean Vuong skriver om store emner: krig, racisme, migration, queer begær, død, stofafhængighed. Alle temaer er til stede i alle hans bøger. De er foldet ind i de levende og virkelige menneskers liv, som befolker hans bøger. Og det er netop i de nuancer, i de levede liv, at Vuongs interesser befinder sig: ”Det er en historie om amerikansk vold. En historie om, hvordan vold er grundlaget for Amerikas fremtid. Men i alt det stiller den spørgsmålet: Hvordan lever vi i det? Hvordan lever vi meningsfulde liv inden for den forestillingsverden? Jeg ved ikke, om romanen kan besvare det. Men den kan stille spørgsmålet.” (Sebastian Wittrock: Alle på min alder kender nogen, der er døde af en overdosis. Politiken, 2020-05-20).
Vuong skriver sig på en måde op ad traditionen om ”the great american novel”. Men fra immigrantens perspektiv. Fra de fattige arbejdere ude i landområdernes perspektiv. Det er en coming-of-age-historie fra et queer perspektiv.
Han skriver heller ikke udelukkende fra en litteraturtradition fra Vesten. Han fortæller i et interview om at være meget inspireret af kinesisk litteratur, hvor man ikke arbejder dramaturgisk, ligesom man gør i Vesten, med begyndelse, knudepunkt, klimaks og slutning. I stedet arbejder man med ideen om nærhed som det, der giver spænding. At nærme sig sine karakterer og nærme sig deres liv og omgivelser, og i stedet for at udvikle dem skal man komme tættere på dem. Det er det, der skaber udviklingen. Den dobbelthed er meget Vuong-agtig, det er helt klassisk og samtidig nyskabende.
Brevromanen som genre arbejder også med nærhed, men på en anden måde. Henvendelsen er intim, men brevet peger også på distance. Det er et brev til moren, som hun aldrig kommer til at læse. Fordi hun ikke kan engelsk, og fordi litteraturen er hans billet væk fra den fattige underklassetilværelse. Samtidig er hun vævet helt ind i hans fortælling, og ved at fortælle om sig selv fortæller han også med ømhed hendes historie.