Tiden er en mor

Citat
”Fatter du, hvor mange timer jeg har spildt på at se heterodrenge spille computerspil?

Nok.

Tiden er en mor.

Vi må ikke glemme at et lighus også er et forsamlingshus.

Op mit sprog, det som jeg kun kan huske nu ved at lukke mine øjne, oversættes kærlighed til Yêu.

og svaghed oversættes til Yêu.

Måden du siger det på, forandrer hvad du siger.”
”Tiden er en mor”, s. 61-62.

”Time is a Mother” (2021. ”Tiden er en mor”, 2022) er Ocean Vuongs anden digtsamling. Han begyndte at skrive digtene, umiddelbart efter hans mor døde i 2021. De fleste af digtene varierer i længde mellem 1-5 sider, mens enkelte er 10. Et af de længere er et brev til moren, ligesom Vuongs roman var det. Og ligesom romanen begynder digtet med at begynde forfra: ”Lad mig begynde forfra nu/ hvor du er borte mor” (”Tiden er en mor”, s. 104).

Tematisk lægger bogen sig også i forlængelse af resten af Vuongs forfatterskab. Det handler om nære relationer, men også om krig og strukturel vold. Måske kan man pege på, at der har sneget sig noget mere temperament ind, at der er en anden vrede i digtene. Eller når det nogle gange bliver helt lakonisk og morsomt, samtidig med at vreden også er der: ”Fatter du hvor mange timer jeg har spildt på at se heterodrenge spille computerspil?// Nok.” (s. 61). Nogle af digtene har karakter af løsere optegnelser, som det netop citerede, der har titlen ”Ikke engang”. Her er der oplagt sammenhæng mellem nogle af linjerne, selvom der er dobbelte linjebrud, mens andre linjebrud kan betyde, at digtet springer til helt nye situationer.

134109092

I et andet digt med den tørre titel ”Amazon-historik fra en tidligere neglesalon-arbejder” er der tilsyneladende tale om et portræt af den nu afdøde mor igennem et readymade af hendes indkøb på Amazon. De to ting, hun køber meget af, er smertestillende håndkøbsmedicin og negleprodukter, men hun køber også kondenseret mælk, tyggegummi og et: ”Fødselsdagskort – Søn – Pop-up Mor og Søn-effekt” (s. 65). Listerne er tidsangivne med måned, men ikke med år, så som læser ved man ikke, om hun nogensinde fik givet fødselsdagskortet til ham. Til gengæld må man tage det for gode varer, når det sidste, hun køber, er et par grå uldsokker. Banalt og rørende.

Der er også mere klassisk lyriske digte i bogen, hvor billedtætheden skaber intense billeder, som kan være anderledes svære at forstå. Spændvidden er med andre ord bred.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Tiden er en mor"