Andrev Waldens roman ”Satans mænd” rammer ned i en bølge af romaner, hvor mænd gør op med fædre, de har oplevet som dårlige forbilleder. Opgørene med den giftige maskulinitet, med fravær og svigt er ofte både smertelige og komplicerede. Bl.a. har Glenn Bechs roman ”Farskibet” fra 2021 haft stor gennemslagskraft i Danmark. Ligesom ”Satans mænd” er det en insisterende, personlig fortælling, i dette tilfælde om konsekvenserne af forfatterens fars selvmord og den forkvaklede maskulinitetsopfattelse, som to nye stedfædre på skift udsætter drengen for. Den selv samme giftige maskulinitet, som gjorde, at faren tog livet af sig.
Også forfatteren Morten Pape gør op med tidligere generationers måder at være far på. I sine romaner ”Planen” fra 2015 og ”Nøglebarn” fra 2024 fortæller han om fædre, der i flere slægtled svigter deres børn, holder sig væk efter skilsmisser og har svært ved at tale om deres følelser. Pape taler ligefrem om en slags forbandelse, han bevidst forsøger at gøre sig fri af.
Men ingen af de forfattere skriver med samme på én gang rørende, medrivende og spiddende humor som Andrev Walden. Selv beskriver han den norske forfatter Erlend Loe som sit første og største litterære forbillede på det punkt. ”Jeg tror, at det var, da jeg læste ”Naiv. Super”, at jeg første gang tænkte, åh, jeg kan også blive forfatter, hvis man må opføre sig sådan, når man skriver,” har han sagt i et interview (Bjørn Berglund: ”Andrev Walden: Var inte dum i huvudet”. Bohusläningen, 2023-08-30. Egen oversættelse).
”Naiv. Super” fra 1996 er en morsom og tankevækkende dannelsesroman om en ung mand på 25 år, der ikke længere kan finde meningen med tilværelsen og derfor stopper på universitetet, siger alting op og flytter ind i sin brors lejlighed. I en naivt humoristisk tone filosoferer han over sin tvivl og angst, over tiden og verdensrummet på en måde, der både er genkendelig, sjov og medrivende. Ikke helt ulig den tone, Andrev Walden så gennemført bruger i sin egen roman.