”Democratic Vistas” (”Demokratiske visioner”, 1991), der udkom i 1871, er et slags demokratisk manifest, som Walt Whitman skrev efter den amerikanske borgerkrigs afslutning. I en essayistisk stil fremlægger han både sine forhåbninger til fremtidens demokratiske Amerika og sin skuffelse over samtidens litteratur. Han beskriver efterkrigstidens Amerika som en stor krop uden sjæl, hvor politikere forfalder til korruption, og røveri og slyngelagtighed breder sig blandt befolkningen. Det får Whitman til at undre sig over, hvorfor man op til krigen havde så travlt med at annektere nye stater til unionen, når moralen ikke fulgte med. Som Abraham Lincoln understreger Whitman nødvendigheden i at holde sammen på unionen for enhver pris. Og det er demokratiets opgave at bidrage hertil. I forlængelse af oplysningstidens filosoffer fremhæver Whitman, at i et folkestyre vil den oplyste borger ikke kun handle og lede landet til sit eget bedste, men også med hensyn til andre individer og staten i sin helhed.
Litteraturen, særligt poesien, har ifølge Whitman et demokratisk og nationalistisk formål. Den kan skabe nationale og originale arketyper, som befolkningen kan identificere sig med og spejle sig i.
Hos Whitman har folket – uanset køn og klasse – en særlig værdi. Han fremhæver f.eks., at de blodige slag i krigen blev kæmpet af navnløse, ukendte, menige soldater. Flere steder bruger han naturmetaforik til at illustrere sine pointer. F.eks. når han sammenligner menneskets moral med et tørt og fladt Sahara. Et andet sprogligt særtræk ved Whitmans skrivestil er de mange opremsninger, f.eks. når han beskriver byen New York med ”de viftende flag, de utallige skibe, gadernes kaotiske liv, Broadway, den kraftige, dybe, musikalske larm, der så godt som aldrig hører op (…)” (s. 27-28). Han besynger bylivet og storbyens æstetik, og når derigennem frem til den erkendelse, at det ikke kun er naturen, der er storslået. Den industrialiserede storby er beviset på, at mennesket også kan skabe imponerende og pragtfulde værker.
”Demokratiske visioner” hylder USA som et foregangsland, og teksten er gennemsyret af patriotisme, idet Whitman gang på gang fremhæver sit fædreland som exceptionelt.