I ”Demokratiske visioner” skriver Walt Whitman: ”Amerika kræver en digtning som er dristig, moderne, altomfattende og kosmisk, som landet selv. En digtning, som ikke på nogen måde må ignorere videnskaben eller det moderne, men derimod lade sig inspirere deraf.” (s. 81). Dette syn på poesi kan læses som en poetik, da Whitman netop i sin egen poesi arbejdede med at forene det romantiske natursyn med det moderne, industrialiserede USA.
Whitmans digte beskriver i en kærlig hyldest en holistisk relation mellem mennesket og den amerikanske natur, og hans digte tematiserer hermed den transcendentialistiske tanke. De såkaldte transcendentialister mente, at den enkelte skulle søge løsninger på livets store mysterier i sig selv. De vægtede individet, intuition og den enkeltes personlige forhold til Gud frem for kirkens dogmer. Industrialiseringen havde fjernet og distanceret menneskene fra den natur, de grundlæggende var forbundet til. For at bryde med snærende og begrænsende samfundsnormer og institutioner søgte man ud i naturen. Her ville man leve i nuet og nærme sig jorden. Sammen med Ralph Waldo Emerson og Henry David Thoreau betragtes Whitman som en af de primære repræsentanter for denne filosofiske retning.
Whitmans seksualitet har været centrum for manges nysgerrighed og er blevet debatteret heftigt – både i hans samtid og efter hans død. Selv affejede Whitman, at hans digte kunne læses som et udtryk for erotisk tiltrækning mellem mænd, men det til trods fylder seksualitet og kropskontakt meget i digtene. Et andet kontroversielt emne, som Whitman vender tilbage til i både sine digte og prosaen, er emancipation. I sine digte ønskede Whitman at favne bredt og give stemme til både kvinder, slaver, byboere, bønder og børn. Denne inkluderende og altomfavnende ambition beskriver han selv således i ”Leaves of Grass”: ”Jeg er legemets digter og jeg er sjælens digter./ Al himmeriges fryd er i mig, og al helvedes pine./ Jeg er kvindens digter og jeg er mandens digter,/ og jeg siger, at det er lige så stort at være kvinde som at være mand” (s. 36).