Ditte Wiese Winther-Rasmussen skriver inden for den realistiske Young Adult-genre. Som det ofte er tilfældet for denne genre, drejer hovedtematikken sig om identitet – hvordan finder man som ung ud af, hvem man er, og hvad man vil i livet? Dette spørgsmål behandler Ditte Wiese Winther-Rasmussen i i begge sine romaner. I ”Og så drukner jeg …” har hovedpersonen Josephine struktureret sit liv og sit selvbillede efter hvad andre mennesker forventer af hende, og hun ved derfor ikke hvem hun selv er. Da hendes verden ramler sammen, prøver hun at opretholde facaden udadtil og skjule det kaos, der raser indeni hende, men uden held.
I ”Provinspis” er fokus på outsiderens forsøg på at finde sig selv og en plads i verden. Hovedkarakteren Ida kæmper med at balancere sin udlængsel med en længsel efter kærlighed, tryghed og rødder. Ida forsøger at finde ud af, om det er arven fra den franske mor, der forlod hende som 8-årig, eller provinsmiljøet, som hun afskyr, der bestemmer, hvem hun er? Eller kan hun selv vælge og skabe sit eget liv? På den ene side truer provinslivets magelighed og middelmådighed, mens Idas vrede, selvdestruktivitet og tiltagende stofmisbrug truer på den anden.
Og netop stofmisbrug er et andet væsenligt tema i ”Provinspis”. Ditte Wiese Winther-Rasmussen skildrer troværdigt og uden fordømmelse, hvordan kedsomhed, ensomhed og følelsesmæssige konflikter kan danne grobund for et stofmisbrug. Ved et tilfælde – og på et særligt sårbart tidspunkt – kommer Ida til at drikke en øl med amfetamin i og oplever, hvordan stofferne kan være et tilflugtssted. Rusens eufori og den efterfølgende nedtur beskrives i et sanseligt sprog, der i høj grad afspejler Idas sindstilstand.
Tempoet i bogen er højt fra start og accellererer yderligere, efterhånden som Idas nedtur tager fart. ”Provinspis” fortælles udelukkende fra Idas synsvinkel, men den flittige brug af dialog åbner bogen op for andre perspektiver end Idas. Udvekslinger af korte blikke, smil og sms’er optegner nuancerne i relationerne imellem karaktererne. Fokus er i høj grad på Idas indre liv – omgivelserne (det kunne være februarvejret, provinslandskabet eller klassekammeraterne) beskrives primært som enten billeder på – eller modbilleder til – hvordan Ida har det. Som fortæller har Ida en forkærlighed for bandeord og mere eller mindre videnskabelige fakta. Ida holder nemlig et nøje regnskab med verden; hun ved præcis, hvor mange dage, det er, siden hendes mor forlod hende; hvor mange skridt, der er hen til Jons hus; og hvor mange dage, der er, til hun bliver student. Når hun er forelsket, holder hun følelsen på afstand ved at referere til de kemiske reaktioner, der foregår i hendes hjerne. Denne forsvarsmekanisme ender med at blive årsag til en hel kæde af problemer og konflikter i Idas liv.