Ditte Wiese

Ditte Wiese Winther-Rasmussen er født i Silkeborg i 1978, men efter et par år flyttede familien til Ejby på Fyn. Hun voksede op i en familie, hvor litteratur og samfundsdebat fyldte meget. Moren var folkeskolelærer, mens faren arbejdede som murer. Den lille provinsby udgjorde en tryg ramme for Ditte Wiese Winther-Rasmussen som barn, men i ungdomsårene begyndte de trygge bånd at snære, og hun savnede udfordringer og større armbevægelser. Hendes forældre blev skilt, da hun var 11, og da hun var 15, flyttede hun med moren tilbage til fødebyen Silkeborg.

Ditte Wiese Winther-Rasmussen har skrevet både digte og noveller, siden hun var barn, og hun har altid vidst, at hun ville arbejde med ord. Hun er uddannet inden for kommunikation og markedsføring ved bl.a. Aalborg Universitet og DMJX og har arbejdet som kommunikationskonsulent hos Verdensarv Stevns. Hendes litterære karriere begyndte, da hun deltog med ”Provinspis” i forlaget Carlsens Young Adult-konkurrence Nye Stemmer i foråret 2016. Hendes bidrag vandt ikke, men Carlsen kontaktede hende efterfølgende og sagde, at de gerne ville udgive bogen.

Inspirationen til debutbogen fandt Ditte Wiese Winther-Rasmussen i sin barndomsby: ”Efter et par arbejdsdage i det jyske kørte min kollega og jeg gennem Ejby på Fyn. Jeg legede guide, mens vi sad i bilen. Pegede på børnehaven og skolen og cykelskuret, hvor min veninde og jeg røg i smug. Og mens vi kørte der, så dukkede idéen om en kantet pige i provinsen op. En pige, som ikke følte sig hjemme, og som drømte om, at der måtte være meget mere i livet end det her,” fortæller hun. (Eva Lucia – Reviews and literature: Forfatterinterview # 50 – Ditte Wiese. evaluciamusicandliterature.wordpress.com, 2017-05-26).

Hverken i skrivestil eller emnevalg er Ditte Wiese Winther-Rasmussen bange for det svære og det grimme. Så når hun skriver om eksempelvis stoffer og sex, lægger hun ikke fingre imellem: ”Det må være grimt. Rigtig grimt. Men det handler i virkeligheden ikke om, hvor grimt det kan blive eller må være. Det handler om, at det skal være ærligt. Læserne kan godt mærke, om man skjuler noget, uanset om det er upassende detaljer eller ens egen moralprædiken. Glem det og kom med det ærlige. For lige netop her tror jeg på, at man kan flytte noget,” siger hun. (Ditte Wiese: Mere langfinger end pegefinger - Hvor ondt må det gøre, når man skriver til unge? Camillawandahl.blogspot.dk, maj 2017).

I Ditte Wiese Winther-Rasmussens debut ”Provinspis” fra 2017 ser vi det sløve liv i den lille jyske flække Ansager gennem den næsten-voksne Idas kritiske øjne. Ida tæller dagene og sparer hver en krone fra fritidsjobbet i Brugsen sammen til at kunne rejse ud i verden, når hun bliver student. Ida kan lide at løbe langt og stærkt og drikke sig fuld for at skabe lidt udsving i den fodslæbende hverdag som 3.g’er. Hun er dygtig i skolen, men er på nippet til at blive udvist på grund af for meget fravær og manglende afleveringer.

Hun er hård i filten, men under overfladen lurer sårbarheden og tvivlen. Nogle få udvalgte går under Idas ‘irritationsradar’: Semiveninden Julie, Helge med rollatoren og ikke mindst barndomsvennen Jon og hans harmoniske familie. Idas egen familiehistorie rummer et stort svigt – hendes franske mor rejste en dag uden forklaring, da Ida var barn. Nu bor Ida med faren, hans nye kæreste og hendes søn, og deres samliv er præget af distance og skænderier. Jon bor lidt længere nede af vejen, og Ida overnatter ofte i hans seng, når hun har fået for meget at drikke, eller når skænderierne hjemme hos hende selv bliver for højlydte.

Jon har egentlig noget kørende med Idas veninde Julie, men en dag har Jon og Ida sex, hvilket bliver starten på en forvirret og lidenskabelig affære. Ida tør ikke stå ved sin forelskelse i Jon – hun er både bange for at blive svigtet og for, at et kæresteforhold vil forhindre hende i at udleve sine drømme om at rejse ud i verden. Ida begynder at hænge ud med Daniel og hans pusher-ven Sander. En dag kommer hun til at drikke en øl med amfetamin i, og det bliver starten på en selvdestruktiv nedtur, hvor Idas drøm om at forlade Ansager og finde hendes forsvundne mor for alvor bliver sat på prøve.

Igennem romanen reflekterer Ida med referencer til den franske filosof Jean-Paul Sartre over, om hun er fri til at skabe sit eget liv, eller om hun er bundet af enten arv (moren) eller miljø (provinsen). Provinslivet er i Idas øjne lig med at lade sig nøje, hvilket personificeres af Idas far, der har et kedeligt job og et konfliktfyldt forhold til sin kæreste. Men provinslivet viser sig også at rumme dystre sider, som Ida må vælge fra for at blive sig selv.