ditte wiese
Foto: Thomas Sjørup

Ditte Wiese

cand.mag. Pauline Bendsen, Bureauet, april 2018. Opdateret af cand.theol. Charlotte Hitzner, Bureauet, juni 2019.
Top image group
ditte wiese
Foto: Thomas Sjørup
Main image
ditte wiese
Foto: Thomas Sjørup

Indledning

Ditte Wiese skriver uden berøringsfrygt om ungdommens lyster og laster. Tempoet i hendes prosa holdes oppe af masser af vittig dialog og hyppige sceneskift. Stofmisbrug, seksualitet og følelsen af ikke at høre til er hovedtematikker i debutromanen ”Provinspis”, der beskriver 18-årige Idas deroute, mens det i hendes anden roman ”Og så drukner jeg ” er præstationspres og omgivelsernes forventninger til hovedpersonen, Josephine, der er i centrum. Ditte Wiese skildrer med stor empati og indlevelse sine karakterers kamp for at finde deres fodfæste og identitet på tærsklen til voksenlivet.  

46607236

Blå bog

Født: 18. marts 1978, Silkeborg.

Uddannelse: Uddannet inden for kommunikation og markedsføring ved bl.a. Aalborg Universitet, CPH Business og DMJX.

Debut: Provinspis. CarlsenPuls, 2017.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelser: Og så drukner jeg. CarlsenPuls, 2019.

Inspiration: Sarah Engell, Sandra Schwartz, Naja Marie Aidt, Gunnars Wille og Ernest Hemingway.

Artikel type
boern

Baggrund

”Daniel kysser mig, mens Sander tager sin stribe. Han rækker røret til Daniel, som hurtigt sniffer sin portion ind og griber mig om livet. Oh. My. God. Hans tunge er varm, og hans hænder sender bitte-små eksplosioner rundt i min krop. ”Hey, pornhubdotcom, skal I lige have fem minutter, eller kom-mer I med ind?” griner Sander.”

”Provinspis”, s. 315.

Ditte Wiese Winther-Rasmussen er født i Silkeborg i 1978, men efter et par år flyttede familien til Ejby på Fyn. Hun voksede op i en familie, hvor litteratur og samfundsdebat fyldte meget. Moren var folkeskolelærer, mens faren arbejdede som murer. Den lille provinsby udgjorde en tryg ramme for Ditte Wiese Winther-Rasmussen som barn, men i ungdomsårene begyndte de trygge bånd at snære, og hun savnede udfordringer og større armbevægelser. Hendes forældre blev skilt, da hun var 11, og da hun var 15, flyttede hun med moren tilbage til fødebyen Silkeborg.

Ditte Wiese Winther-Rasmussen har skrevet både digte og noveller, siden hun var barn, og hun har altid vidst, at hun ville arbejde med ord. Hun er uddannet inden for kommunikation og markedsføring ved bl.a. Aalborg Universitet og DMJX og har arbejdet som kommunikationskonsulent hos Verdensarv Stevns. Hendes litterære karriere begyndte, da hun deltog med ”Provinspis” i forlaget Carlsens Young Adult-konkurrence Nye Stemmer i foråret 2016. Hendes bidrag vandt ikke, men Carlsen kontaktede hende efterfølgende og sagde, at de gerne ville udgive bogen.

Inspirationen til debutbogen fandt Ditte Wiese Winther-Rasmussen i sin barndomsby: ”Efter et par arbejdsdage i det jyske kørte min kollega og jeg gennem Ejby på Fyn. Jeg legede guide, mens vi sad i bilen. Pegede på børnehaven og skolen og cykelskuret, hvor min veninde og jeg røg i smug. Og mens vi kørte der, så dukkede idéen om en kantet pige i provinsen op. En pige, som ikke følte sig hjemme, og som drømte om, at der måtte være meget mere i livet end det her,” fortæller hun. (Eva Lucia – Reviews and literature: Forfatterinterview # 50 – Ditte Wiese. evaluciamusicandliterature.wordpress.com, 2017-05-26).

Hverken i skrivestil eller emnevalg er Ditte Wiese Winther-Rasmussen bange for det svære og det grimme. Så når hun skriver om eksempelvis stoffer og sex, lægger hun ikke fingre imellem: ”Det må være grimt. Rigtig grimt. Men det handler i virkeligheden ikke om, hvor grimt det kan blive eller må være. Det handler om, at det skal være ærligt. Læserne kan godt mærke, om man skjuler noget, uanset om det er upassende detaljer eller ens egen moralprædiken. Glem det og kom med det ærlige. For lige netop her tror jeg på, at man kan flytte noget,” siger hun. (Ditte Wiese: Mere langfinger end pegefinger - Hvor ondt må det gøre, når man skriver til unge? Camillawandahl.blogspot.dk, maj 2017).

Provinspis

Citat
”Jeg er altså ikke depressiv. I klinisk forstand. Jeg er indebrændt og afbrændt, og jeg keder mig. Og så har jeg svært ved at se meningen med at være her. Men kun fordi jeg tror, at meningen med livet er at være andre steder. Steder, jeg ikke kan være. Nu. Det må det være. Jeg skal bare finde på no-get for at få tiden til at gå.”

”Provinspis”, s. 24.

I Ditte Wiese Winther-Rasmussens debut ”Provinspis” fra 2017 ser vi det sløve liv i den lille jyske flække Ansager gennem den næsten-voksne Idas kritiske øjne. Ida tæller dagene og sparer hver en krone fra fritidsjobbet i Brugsen sammen til at kunne rejse ud i verden, når hun bliver student. Ida kan lide at løbe langt og stærkt og drikke sig fuld for at skabe lidt udsving i den fodslæbende hverdag som 3.g’er. Hun er dygtig i skolen, men er på nippet til at blive udvist på grund af for meget fravær og manglende afleveringer.

Hun er hård i filten, men under overfladen lurer sårbarheden og tvivlen. Nogle få udvalgte går under Idas ‘irritationsradar’: Semiveninden Julie, Helge med rollatoren og ikke mindst barndomsvennen Jon og hans harmoniske familie. Idas egen familiehistorie rummer et stort svigt – hendes franske mor rejste en dag uden forklaring, da Ida var barn. Nu bor Ida med faren, hans nye kæreste og hendes søn, og deres samliv er præget af distance og skænderier. Jon bor lidt længere nede af vejen, og Ida overnatter ofte i hans seng, når hun har fået for meget at drikke, eller når skænderierne hjemme hos hende selv bliver for højlydte.

Jon har egentlig noget kørende med Idas veninde Julie, men en dag har Jon og Ida sex, hvilket bliver starten på en forvirret og lidenskabelig affære. Ida tør ikke stå ved sin forelskelse i Jon – hun er både bange for at blive svigtet og for, at et kæresteforhold vil forhindre hende i at udleve sine drømme om at rejse ud i verden. Ida begynder at hænge ud med Daniel og hans pusher-ven Sander. En dag kommer hun til at drikke en øl med amfetamin i, og det bliver starten på en selvdestruktiv nedtur, hvor Idas drøm om at forlade Ansager og finde hendes forsvundne mor for alvor bliver sat på prøve.

Igennem romanen reflekterer Ida med referencer til den franske filosof Jean-Paul Sartre over, om hun er fri til at skabe sit eget liv, eller om hun er bundet af enten arv (moren) eller miljø (provinsen). Provinslivet er i Idas øjne lig med at lade sig nøje, hvilket personificeres af Idas far, der har et kedeligt job og et konfliktfyldt forhold til sin kæreste. Men provinslivet viser sig også at rumme dystre sider, som Ida må vælge fra for at blive sig selv.

Og så drukner jeg …

”Mine tanker flimrer rundt i en hvirvlende strøm, og det føles, som om der er for lidt blod i mine årer. Som om jeg kan besvime, hvert øjeblik det skal være. Det er noget rod. Alt er rod. Og jeg smiler og smiler, for så længe jeg smiler, ser ingen rodet.”

”Og så drukner jeg …”, s. 242.

I 2019 udkom Ditte Wieses anden roman ”Og så drukner jeg ”. Romanen følger 18-årige Josephine i de sidste hektiske uger op til studentereksamen. Josephine har en plan. En plan, der skal sikre, at hun bliver til noget. Lige som alle regner med. Hun skal være en god elev, der får 12-taller, hun skal se godt ud og træne, hun skal spise sundt, være sexet uden at være billig, komme ind på jurastudiet, hun skal like, poste og posere, være løssluppen og feste, have den rigtige kæreste og være en god datter.

Derfor har Josephine planlagt sin dag ned til mindste detalje, fra hun vågner, til hun går i seng. Evighedskalenderen på telefonen hjælper hende med at holde styr på det hele. Den er Josephines faste holdepunkt og den sikrer, at hun ikke spilder sin tid, men hele tiden er fokuseret på at præstere optimalt og være den bedste udgave af sig selv. Til at fuldende billedet har hun, med veninden Miriams hjælp, udset sig den helt rigtige kæreste, Oliver. Han ser godt ud, ved hvad han vil og er charmerende. Han passer med andre ord perfekt ind i planen.

46607236

Men der er noget galt, for Josephine har svært ved at trække vejret, hun glemmer ting, dumper næsten en eksamen og spiser betablokkere, en slags beroligende piller, for at få styr på den angst, hun konstant føler indeni, og som er tæt forbundet med en drukneoplevelse, hun havde som 15-årig. Da hun af sin bror Elliot får et gavekort til kajakundervisning, møder hun Simon. Simon provokerer Josephine og sætter spørgsmålstegn ved hendes måde at leve sit liv på. Han får hende til at tænke på, hvad hun har lyst til og ikke hvad hun bør og hvad andre forventer. Simon er et irritationsmoment og ikke en del af Josephines plan. Ligesom det heller ikke er en del af planen, at hendes far har en affære med naboen og at hendes mor vil skilles. Alle de sikre og trygge rammer, som Josephine kender og har bygget op omkring sig selv, falder med ét fra hinanden og Josephine falder med. 

Tematisk kredser ”Og så drukner jeg …” om præstationspres og perfekthedskultur. Josephine prøver at skabe den bedste version af sig selv og betragter hele tiden sig selv med andres øjne. Hun er optaget af, hvad lærerne forventer, hvad forældrene forventer og hvad samfundet forventer, men har ingen ide om, hvad hun selv har lyst til eller hvad hun kan lide.

Genrer og tematikker

Ditte Wiese Winther-Rasmussen skriver inden for den realistiske Young Adult-genre. Som det ofte er tilfældet for denne genre, drejer hovedtematikken sig om identitet – hvordan finder man som ung ud af, hvem man er, og hvad man vil i livet? Dette spørgsmål behandler Ditte Wiese Winther-Rasmussen i i begge sine romaner. I ”Og så drukner jeg …” har hovedpersonen Josephine struktureret sit liv og sit selvbillede efter hvad andre mennesker forventer af hende, og hun ved derfor ikke hvem hun selv er. Da hendes verden ramler sammen, prøver hun at opretholde facaden udadtil og skjule det kaos, der raser indeni hende, men uden held.

I ”Provinspis” er fokus på outsiderens forsøg på at finde sig selv og en plads i verden. Hovedkarakteren Ida kæmper med at balancere sin udlængsel med en længsel efter kærlighed, tryghed og rødder. Ida forsøger at finde ud af, om det er arven fra den franske mor, der forlod hende som 8-årig, eller provinsmiljøet, som hun afskyr, der bestemmer, hvem hun er? Eller kan hun selv vælge og skabe sit eget liv? På den ene side truer provinslivets magelighed og middelmådighed, mens Idas vrede, selvdestruktivitet og tiltagende stofmisbrug truer på den anden.

Og netop stofmisbrug er et andet væsenligt tema i ”Provinspis”. Ditte Wiese Winther-Rasmussen skildrer troværdigt og uden fordømmelse, hvordan kedsomhed, ensomhed og følelsesmæssige konflikter kan danne grobund for et stofmisbrug. Ved et tilfælde – og på et særligt sårbart tidspunkt – kommer Ida til at drikke en øl med amfetamin i og oplever, hvordan stofferne kan være et tilflugtssted. Rusens eufori og den efterfølgende nedtur beskrives i et sanseligt sprog, der i høj grad afspejler Idas sindstilstand.

Tempoet i bogen er højt fra start og accellererer yderligere, efterhånden som Idas nedtur tager fart. ”Provinspis” fortælles udelukkende fra Idas synsvinkel, men den flittige brug af dialog åbner bogen op for andre perspektiver end Idas. Udvekslinger af korte blikke, smil og sms’er optegner nuancerne i relationerne imellem karaktererne. Fokus er i høj grad på Idas indre liv – omgivelserne (det kunne være februarvejret, provinslandskabet eller klassekammeraterne) beskrives primært som enten billeder på – eller modbilleder til – hvordan Ida har det. Som fortæller har Ida en forkærlighed for bandeord og mere eller mindre videnskabelige fakta. Ida holder nemlig et nøje regnskab med verden; hun ved præcis, hvor mange dage, det er, siden hendes mor forlod hende; hvor mange skridt, der er hen til Jons hus; og hvor mange dage, der er, til hun bliver student. Når hun er forelsket, holder hun følelsen på afstand ved at referere til de kemiske reaktioner, der foregår i hendes hjerne. Denne forsvarsmekanisme ender med at blive årsag til en hel kæde af problemer og konflikter i Idas liv.

Beslægtede forfatterskaber

Med ”Provinspis” og ”Og så drukner jeg …” skriver Ditte Wiese Winther-Rasmussen sig ind i en generation af danske Young Adult-forfattere, der råt og realistisk skildrer det moderne teenageliv og dets udfordringer. Det gør f.eks. Sarah Engell i ”21 måder at dø” (2014) og ”Valget” (2017) lige som Sanne Munk Jensen gør det i ”Nærmest hinanden” (2002) og ”Dig og mig ved daggry” (2013).

I den amerikanske del af genren finder man et slægtskab hos forfattere som Patrick Ness (”Vi andre bor her bare”, 2016 og ”Release”, 2017) og John Green (”En flænge i himlen”, 2012 og ”Gåden om Alaska”, 2014). De skriver om marginaliserede unge, der kæmper med psykiske lidelser som OCD og selvskade. Ditte Wiese Winther-Rasmussen oplever, at der er sket et stort ryk i litteraturen, siden hun selv var ung: ”Der er ikke nogen berøringsangst. Nu kan vi læse åbent om selvmord, selvskade, psykiske lidelser, ulykker, handikap, seksuel orientering eller mangel på samme, misbrug af stoffer, sex eller mennesker. Det er jeg vild med. Det er med til at åbne for en forståelse af andre mennesker. Jeg tror ikke på, det skaber en forråelse,” skriver hun om samtidens ungdomslitteratur. (Ditte Wiese: Mere langfinger end pegefinger - Hvor ondt må det gøre, når man skriver til unge? Camillawandahl.blogspot.dk, maj 2017).

Bibliografi

Ungdomsromaner

Wiese Winther-Rasmussen, Ditte: Provinspis. CarlsenPuls, 2017.
Wiese Winther-Rasmussen, Ditte: Og så drukner jeg. CarlsenPuls, 2019.

Om forfatterskabet

Her kan du finde arrangementsoversigt, omtaler, interviews, baggrund og kontaktinfo.
Instagram: @dittewiese

Kilder citeret i portrættet

Ditte Wiese. evaluciamusicandliterature.wordpress.com, 2017-05-26.