”Jeg er altså ikke depressiv. I klinisk forstand. Jeg er indebrændt og afbrændt, og jeg keder mig. Og så har jeg svært ved at se meningen med at være her. Men kun fordi jeg tror, at meningen med livet er at være andre steder. Steder, jeg ikke kan være. Nu. Det må det være. Jeg skal bare finde på no-get for at få tiden til at gå.”
I Ditte Wiese Winther-Rasmussens debut ”Provinspis” fra 2017 ser vi det sløve liv i den lille jyske flække Ansager gennem den næsten-voksne Idas kritiske øjne. Ida tæller dagene og sparer hver en krone fra fritidsjobbet i Brugsen sammen til at kunne rejse ud i verden, når hun bliver student. Ida kan lide at løbe langt og stærkt og drikke sig fuld for at skabe lidt udsving i den fodslæbende hverdag som 3.g’er. Hun er dygtig i skolen, men er på nippet til at blive udvist på grund af for meget fravær og manglende afleveringer.
Hun er hård i filten, men under overfladen lurer sårbarheden og tvivlen. Nogle få udvalgte går under Idas ‘irritationsradar’: Semiveninden Julie, Helge med rollatoren og ikke mindst barndomsvennen Jon og hans harmoniske familie. Idas egen familiehistorie rummer et stort svigt – hendes franske mor rejste en dag uden forklaring, da Ida var barn. Nu bor Ida med faren, hans nye kæreste og hendes søn, og deres samliv er præget af distance og skænderier. Jon bor lidt længere nede af vejen, og Ida overnatter ofte i hans seng, når hun har fået for meget at drikke, eller når skænderierne hjemme hos hende selv bliver for højlydte.
Jon har egentlig noget kørende med Idas veninde Julie, men en dag har Jon og Ida sex, hvilket bliver starten på en forvirret og lidenskabelig affære. Ida tør ikke stå ved sin forelskelse i Jon – hun er både bange for at blive svigtet og for, at et kæresteforhold vil forhindre hende i at udleve sine drømme om at rejse ud i verden. Ida begynder at hænge ud med Daniel og hans pusher-ven Sander. En dag kommer hun til at drikke en øl med amfetamin i, og det bliver starten på en selvdestruktiv nedtur, hvor Idas drøm om at forlade Ansager og finde hendes forsvundne mor for alvor bliver sat på prøve.
Igennem romanen reflekterer Ida med referencer til den franske filosof Jean-Paul Sartre over, om hun er fri til at skabe sit eget liv, eller om hun er bundet af enten arv (moren) eller miljø (provinsen). Provinslivet er i Idas øjne lig med at lade sig nøje, hvilket personificeres af Idas far, der har et kedeligt job og et konfliktfyldt forhold til sin kæreste. Men provinslivet viser sig også at rumme dystre sider, som Ida må vælge fra for at blive sig selv.