Genrer og tematikker

Det altoverskyggende tema i Don Winslows forfatterskab er stoffer – eller rettere krigen mod stoffer – som han beskriver fra forskellige perspektiver; fra narkokartellernes såvel som politiets. Gennem forskellige samfundslag beskriver han stoffernes omsiggribende konsekvenser. Typisk er både den nedslidte og desillusionerede politibetjent, de brutale narkohandlere og ofrene for stofferne repræsenteret i bøgerne, men på forskellig vis.

I ”I hundenes vold” møder vi den idealistiske politimand Art, der kæmper for en bedre verden, men løber panden mod en mur og slides mere og mere ned. I ”Styrken” er han skiftet ud med politibetjent Malone, der trods sin korrumperede karakter og sit moralske forfald starter ud med at have idealer om at ville være en god politibetjent. Winslows helte er fejlbarlige, men skal have, siger forfatteren selv, en eller anden form for ære.

Der er få kvindelige karakterer i Don Winslows persongalleri, hvilket måske hænger sammen med, at de i mindre grad end mænd er at se i politistyrker og blandt de hårdkogte narkohandlere. Når kvinderne indgår, repræsenterer de ofte (de indirekte) ofre for stoffer; måske er de selv blevet stofmisbrugere, måske er de blevet prostituerede og servicerer narkokartellerne, eller måske bliver de dræbt, fordi de har vidnet eller stukket en narkokonge. Eller måske er de ekskonen, der har måttet lade sig skille fra sin politimand, fordi arbejdet med at bekæmpe narkoen har kostet familielivet.

Don Winslow skriver inden for krimigenren, så plottene er altid arrangeret, så de leder frem til et klimaks. Winslow skriver enkelt og nøgternt med få miljøbeskrivelser, der til gengæld efterlader meget plads til dialog. Det er gennem dialogen, at man som læser får en fornemmelse af de forskellige karakterer. Det er ligeledes kendetegnende, at historien springer mellem de forskellige karakterer og skiftevis fortæller ud fra hver deres perspektiv.