Christian Winther debuterede som skønlitterær forfatter i 1828 med digtsamlingen ”Digte”. Mange af bogens digte udspringer af små naturbilleder fra Winthers Sjælland. Den situationsbundne naturstemning bliver rammen om digtenes andre temaer som erotik og kærlighed. Der er også mindre idylliske toner i bogen som i digtet ”Jeg elskte Fogdens Datter” – en grum fortælling om kærlighedssvigt og dødelig jalousi. I digtet ”Sonet” bliver den lidenskabelige kærlighed ligeledes skildret som en dråbe, der indtil døden ”fortærer Livets Kraft, men trods sin Smerte/ Dog lader mig i hellig Vellyst glæde”. Det lystfulde er altså også ødelæggende og fuld af stor smerte.
Et af Christian Winthers mest kendte og citerede digte er også fra hans første digtsamling. ”Flyv, fugl! Flyv over Furesøens Vove” tager udgangspunkt i et konkret sted på et bestemt tidspunkt. Det digteriske jeg står ved Furesøens bred en aften ved solnedgang og retter sin monolog mod en fugl. Mens fuglen skal skynde sig hjem til sin mage og deres unger, kan jeget kun længes efter sin elskede. Jeget kan kun sukke og drømme – det er ”min Kjærligheds Frugt”, som det hedder. Jeget beder nu fuglen om at komme tilbage næste dag og fortælle alt, hvad den har set og ved om kvinden, som er langt væk. Fuglen bliver på denne vis en slags budbringer.
Det længselsfulde naturdigt er bygget op omkring det klassiske enderim abab, og naturen er skildret ved besjæling: ”Dagen lister sig væk” og ”Træerne hviske med ængstelig Susen”. Ligesom naturen er personificeret, bliver objektet for jegets længsel, kvinden der er langt borte og måske helt på vej væk, også skildret med elementer fra naturen. Hun er ”rask som et Axt” og ”Roser har Kinden”. Den besjælede natur og den afstands- og længselsstemning, som findes i dette digt, kom også siden til at præge Christians Winthers lyrik. Johan Peter Emilius Hartmann komponerede i 1838 en melodi til digtet ”Flyv, fugl! Flyv over Furesøens Vove”.