Bag bakkerne, kysten. En klagesang

Peter-Clement Woetmanns digtsamling ”Bag bakkerne, kysten. En klagesang” udkom i 2017 på forlaget Kronstork. Der står bagerst i samlingen, at det ”første udkast til dette digt blev skrevet til en performance på det Kgl. Teater 18. september 2016” (s. 34), og samlingen er netop ét digt, ét langdigt eller én klagesang over små 34 sider. Hver linje indledes med ”min krop er” eller ”min krop er ikke”, hvilket giver samlingen et næsten messende udtryk. Her er kroppen forbundet med landskabet, og bag bakkerne ligger kysten, og det hav, som kroppen ikke er.

På første linje møder man det gennem digtsamlingen tilbagevendende credo: ”Min krop er blå øjne hvid hud/ Min krop er korngule marker og den milde vind/ i træerne i en lysning i skoven/ Min krop er bakkerne og bag bakkerne/ kysten” (s. 5). Kroppen virker som den nationalromantiske ide om et skønt dansk landskab, der bugter sig i bakkedal – præcis som man kender det fra nationalsangen.

52995205

Kroppen er ikke havet, som ligger lige bag bakkerne: ”Min krop er ikke bølgerne/ min krop er ikke/ bølgernes krop” (s. 6). Den er ”ikke de store garn bådene slæber/ efter sig, ikke fiskerens krop … ikke containerskibets krop langt, ude i horisonten” (s. 8) og ”ikke redningsvesten, orange i det, lyst varme sand” (s. 12). Man fornemmer noget urovækkende, som der skrues op for: ”Min krop er ikke nomadens krop … den fattiges krop … krigenes krop” (s. 13). Den er ikke de kroppe, som risikerer liv og lemmer ved at flygte over havet: ”Min krop er ikke krop skyllet i land ved/ Grækenlands kyst” (s. 16) eller ved ”Spaniens kyst” (s. 16). Den er ”ikke 50 døde 4. marts … 300 døde i stormfuldt/ farvande i begyndelsen af februar … 54 kroppe døde af tørst i en/ båd på vej til Italien” (s. 24).

Mod slutningen bliver der sat navn på nogle af de mange kroppe, som digtkroppen altså ikke er: ”Min krop er ikke Kidane, ikke hende der så sin/ mor og sin 11-årige søster dø i sorte bølger … ikke Alain Hatungimana. Min krop/ er ikke den krop der begik selvmord i frygt for at/ blive udvist med sine to børn … Min krop er ikke Samia Yusuf Omars krop” (s. 31). De kroppe, digtkroppen ikke er, træder frem som mennesker med navn, mens digtkroppen står passivt tilbage med blå øjne og hvid hud og minder ikke så lidt om den danske befolkning, der stemte for lukkede grænser.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Bag bakkerne, kysten. En klagesang"