Min krop er korngule marker og den milde vind
i træerne i en lysning i skoven
Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten
Min krop er ikke den ukendte mor der
druknede ud for grækenlands kyst med sine otte
børn”
Peter-Clement Woetmann er født i 1985 i København. På sin hjemmeside ”peter-clement.net” beskriver han sig selv som far, digter, dramatiker, redaktør, urbanist und so weiter. Man kan hertil tilføje, at han er uddannet på Forfatterskolen i 2006, at han har en Bachelor of Science i Landskabsarkitektur og Bydesign fra 2012, og at han er en del af redaktionen på forlaget Kronstork, der blandt andet udgiver ny dansk poesi.
Woetmann debuterede selv som digter som 20-årig, året inden han blev færdig på Forfatterskolen. Det gjorde han med digtsamlingen ”Heldigvis er skoven blevet væk” (2005) på det nu hedengangne forlag Borgen. Med debutsamlingen, der er fyldt med stemninger, erindringsglimt, kærlighed og humor, slog han sprogligt overlegent tonen an i et forfatterskab, der allerede er omfattende. Det tæller digtsamlinger, teaterprojekter, ikke mindst fra hans tid som husdramatiker på Aarhus Teater (fra 2015 til 2018), og øvrige tekster, også i mere eksperimenterende genrer, former og formater.
Siden debuten er forfatterskabet i tiltagende grad begyndt at beskæftige sig med aktuelle samfundsdebatter. Sammen med dramatikerne Christian Lollike og Solveig Gade og i samarbejde med medvirkende har han for eksempel skrevet skuespillene ”I Føling – En krigsballet” (2014) om Afghanistan-krigen og ”Uropa – En asylballet” (2016) om flygtningesituationen. Han har selv skrevet om Afghanistan-krigen i skuespillet ”Til mine brødre” (2016), som sammen med skuespillene ”Den sidste bølge” (2017) om rumrejse og ”Lav sol” (2018) om kunstig intelligens udkom på forlaget Arena i 2019. Han har også skrevet om flygtningesituationen i digtsamlingen ”Bag bakkerne, kysten. En klagesang” (2017), der udkom på Forlaget Kronstork. Senest har han skrevet om klimakrise og -sorg i teaterstykket ”Blå koral: tys tys dollar”, der blev opført i 2023, samme år udgivet på forlaget Arena, og som blev nomineret til Montanaprisen.
En anmeldelse af Peter-Clement Woetmanns debutdigtsamling fremhæver hans Laudrupske ordfinter, og det billede er rammende for hele forfatterskabet. Woetmann skriver nemlig så ubesværet godt, at man får fornemmelsen af, at han, hver gang han får bolden, kan drible fra midtercirklen og score.