Sammen med forfatter og instruktør Christian Lollike m.fl. har Peter-Clement Woetmann, udover de allerede nævnte skuespil, skrevet ”68 – Et øjeblik var en anden verden mulig” (2018) og bidraget med tekstfragmenter til ”Familien der kunne tale om alt” (2016). Ligesom Woetmann bruger Lollike sit forfatterskab som talerør for samfundskritik, men Lollike gør det på en mere direkte, absurd humoristisk og meget ofte provokerende måde, blandt ved at tage tabubelagte emner med ind på scenen. Det så man f.eks. i skuespillet om en gruppevoldtægt, ”Dom over skrig” (2004), der skabte så massiv politisk debat, at Dansk Folkeparti bad den daværende kulturminister forklare, hvorfor den slags skulle modtage økonomisk støtte. Man så det også i skuespillene ”Service Selvmord” (2006), som tog selvmordet som mulighed under behandling, ”Kødkarussellen” (2009), der handlede om prostitution, og senest i ”Skolekomedien” (2023), som udstillede vores allesammens folkeskole og derfor også os selv.
Ligesom i Woetmanns forfatterskab har Afghanistan-krigen sat aftryk i den danske kultur og derfor også i andre forfatterskaber. Her kan nævnes skuespillet ”My Deer Hunter” fra 2020, der er skrevet af Tue Biering, og romaner som Lars Husums ”Jeg er en hær” fra 2010, ”Michael” fra 2014 af Dy Plambeck og ”Den første sten” fra 2015 af Carsten Jensen. Det er især romangenren, der har taget krigen under behandling, og de nævnte værker er derfor kun tematisk beslægtede med Woetmanns forfatterskab, der både på scenen og i selvstændige udgivelser er båret af poesiens udtryk.
Inden for poesien kan fremhæves forfatterskaber, som beskæftiger sig med flygtningekrisen, f.eks. Victor Boy Lindholms ”Hyklertrilogien” (2020), samt klimakrise og -sorg i for eksempel Lars Skinnebachs forfatterskab fra ”Øvelser og rituelle tekster” (2011) til ”Patriarken falder” (2022), i Theis Ørntofts ”Digte 2014” (2014), i Nanna Storr-Hansens ”Mimosa” (2018) og ”Bøgetid” (2022).
Derudover trækker Peter-Clement Woetmann på en lang tradition. Man møder for eksempel klagesangen, elegien, der er en form for lyrisk digtning i den græske og romerske litteratur, og i ”Blå koral: tys tys dollar” finder man en slet skjult reference til Samuel Becketts berømte, absurde skuespil ”Mens vi venter på Godot” (1952), men hvor det altså ikke er Godot, de venter på, men tværtimod en servicemand – nej, servicekvinde.