I 2017 udkom den eneste roman, som Jesper Wung-Sung ifølge eget udsagn hele sit liv har vidst, han skulle skrive. Det er den stort anlagte roman ”En anden gren” om forfatterens oldeforældre og deres dramatiske kærlighedshistorie i begyndelsen af 1900-tallet.
Forfatterens oldefar San Wung Sung fra den kinesiske handelsby Canton anløber København i 1902. Han er netop fyldt nitten og er en af de ’ægte’ kinesere, som københavnerne kan opleve i Tivolis nye eksotiske udstilling. På helt utrolig vis møder han den jævnaldrende Ingeborg Danielsen, og de to forelsker sig.
53369685
Romanens seks dele følger det unge par gennem svære og turbulente år fra 1902 til 1926 – først i København, siden i Frederikshavn og Berlin for til sidst at vende tilbage til København, hvor San dør af den tuberkulose, der længe har luret i kulissen. Undervejs får det unge par seks børn, hvoraf tre dør. Romanen slutter med en rørende scene, hvor Herbert, den ældste af Sans og Ingeborgs overlevende børn, på grund af smittefare må tage afsked med sin far gennem en lukket dør. Det er denne Herbert, der er forfatterens farfar.
Det, som særligt fascinerer i romanen, er dens to hovedpersoner. Og Wung-Sung lader læseren komme helt tæt på dem begge ved at lade det fortællermæssige fokus skifte gennem hele romanen. Den interessante mand San, der trods den fremmede og på mange måder uvenlige verden, han vandrer igennem, synes at rumme en uendelig besindighed og pli. Han forbliver en gådefuld og kompleks figur; på en og samme tid eksotisk sart og stoisk stærk og urokkelig.
Ingeborg er som figur ikke mindre interessant – i det ordløse møde med San ser hun på mærkværdigvis for første gang sit eget liv i klartekst. Og da hun satser på kærligheden til San, reagerer hendes familie ved at slå hånden af hende. Prisen for at vælge kærligheden til er for Ingeborg enorm.
På den måde bliver den over hundrede år gamle slægtshistorie også et interessant spejl på vor tids måde at forstå og forholde sig til mennesker, der for os er fremmede og anderledes.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "En anden gren"