Der kan ikke herske megen tvivl om, at den maskuline figur i alle dens faser fra barndom over ungdommen til voksenlivet står helt centralt i Jesper Wung-Sungs forfatterskab. Overalt i hans værker portrætteres de i deres sammensatte og konfliktfyldte natur, karske og skrøbelige, stupide og elskværdige. Og som sådan er Wung-Sung en litterær mandeforsker på linje med forfattere som Bent Vinn Nielsen, norske Erlend Loe og svenske Jonas Khemiri. Stilen er ofte realistisk med fokus på hverdagens helte, som de folder sig ud i deres provinsielle omgivelser. Jesper Wung-Sungs historier kan med deres realistiske tone give mindelser om forfatteren Helle Helle. Wung-Sungs univers er præget af en gennemgående humor, der til tider er vanvittig og rablende, men ofte også sart og underspillet. Sproget er stramt og mundret og leger med mellemrum med fraser fra populærkulturens kulørte mytologi. Med den allestedsnærværende og alsidige form for humor kan man finde ligheder mellem Jesper Wung-Sung og en lang række forfattere som bl.a. Ole Lund Kirkegaard, Villy Sørensen og Leif Panduro.
Wung-Sung har i de senere romaner arbejdet med det exofiktive greb, hvor fortællingen på en gang er forpligtet på et historisk forlæg og samtidig lægger farver på fortidens billeder i kraft af en fiktionaliserende indlevelse. En bestræbelse, der samtidig kredser om kunstens muligheder og omkostninger. Denne interesse deler Wung-Sung med en række samtidige forfattere, bl.a. Rakel Haslund-Gjerrild i romanen ”Adam i Paradis” (2021) om maleren Kristian Zahrtmann og med Hanne-Vibeke Holst i romanen ”Kriger uden maske” (2022) om kunstneren Sonja Ferlov Mancoba.