Jesper Wung-Sung har med sit efterhånden omfattende forfatterskab vist, at han mestrer den korte novelleform, hvor den stramt skårede handling gøres levende af et mundret og kontant sprog, der lader læseren komme tæt på den brogede skare af kulørte figurer, der befolker fortællingerne. Men det stort anlagte episke forløb har han også opdyrket i en række digre romaner.
Humoren er et gennemgående træk ved Wung-Sungs fortællekunst. Mødet med alverdens typer fra et hverdagsligt og provinsielt miljø giver ofte læseren anledning til at trække på smilebåndet. Men der er også altid noget mere alvorligt eksistentielt på spil, noget der brænder på. I Wung-Sungs optik virker mennesket mest ærligt og autentisk, når det er kriseramt. For midt i det hele lugter det også af frihed – friheden til at blive klogere på sig selv og finde sin egen vej videre frem.
Det er også denne type udsatte og eksistentielt uafklarede figurer, der interesserer forfatteren i hans nyere biografiske og exofiktive værker – om det er hans egne oldeforældres historie som i ”Den anden gren” eller om det er i skildringen af Ida Hammershøi og hendes samliv med den berømte maler. Her udspiller de eksistentielle dramaer sig i større tableauer, hvor skildringen af historiske begivenheder og kulturelle og samfundsmæssige strømninger også får en væsentlig funktion i fortællingerne. Eller senest i skildringen af proletardrengen Hans Christians evne til at fortrylle både sig selv og sit publikum.