Lidt berømt, meget berygtet

Citat
”Dækket under smarte, voksopsatte frisurer er deres hoved et skruelåg, som medierne åbner og efterhånden kan slippe af sted med at tanke hvad som helst på, bare der er sukker i. De reagerer med en automatik, der sætter spørgsmålstegn ved nødvendigheden af overhovedet at videreudvikle robotter. En dag forbyder man dem at gå i skole, og de vil lystre.”

”Lidt berømt, meget berygtet”, s. 421.

”Lidt berømt, meget berygtet” hedder den mammutroman på 526 sider, som Jesper Wung-Sung udgav i 2006. Romanens hovedperson hedder Martin og er folkeskolelærer i den opdigtede sydfynske provinsby Belstrup. Han er lærer på den selv samme folkeskole, som begge hans forældre og i sin tid også hans morfar bedrev deres lærergerning på.

Den omfattende roman udfolder et væld af anekdotiske nedslag og erindringer fra Martins egen tid som elev på skolen og fra tiden da Martin som klasselærer fulgte sin første klasse fra 1. til 9. Disse forskellige erindringsspor flettes sammen med et nutidigt spor, hvor vi følger Jonas, der var elev i den klasse, som Martin var klasselærer for, da han lige var begyndt som lærer. Jonas fungerer som en spejlingsfigur for Martins egen barndom, og således får man som læser fornemmelsen af, hvordan skolen generation efter generation udgør rammen for nogle afgørende og dannende år med forelskelser, gruppepres, venskaber, sejre og nederlag.

26173183

Romanen kan ses i forlængelse af to andre klassikere inden for dansk litteratur, der kredser om skolen, nemlig Martin A. Hansens ”Løgneren” og Hans Scherfigs ”Det forsømte forår”. Og ligesom ”Løgneren” udspiller Wung-Sungs roman sig over fem dage, altså hvad der svarer til en skoleuge. Men hvor Scherfig i sin roman valgte elevernes optik, tager Wung-Sung udgangspunkt i læreren. ”Lidt berømt, meget berygtet” skal derfor forstås som et indlæg i den debat om folkeskolelærernes rolle, som har været aktuel i de senere år.

Romanens titel kan ses som en påpegning af den ændring, lærerrollen har undergået inden for de sidste par generationer. De er ikke længere så berømmede, men tvært imod berygtede. “Jeg mener, at man ikke kan hylde gode lærere nok. Men det er et paradoks, at selvom de har Danmarks vigtigste erhverv, nyder de ikke samme status i hjemmene, som de gjorde engang. (…) Da jeg gik i skole, var det sådan, at når læreren ringede hjem til mine forældre og fortalte, at jeg havde lavet ét eller andet, så tog de fat i ørerne på mig. Nu reagerer forældrene ofte med at forsvare deres barn og sige, dét kan ikke passe.” (Morten Mikkelsen: Til forsvar for skolelæreren. Interview i Kristeligt Dagblad, 2006-03-09).