Mænd er fra Marstal

Citat
”Der sad stadig en neger i haven. Så tog han træsko på og gik ud. Han sagde: – Dette er privat grund. Han sagde: – Du kan ikke sidde her. Han sagde: – Forstår du hvad jeg siger? Negeren nikkede endelig. Der var forståelse.”


”Mænd er fra Marstal”, s. 34.

Jesper Wung-Sungs novellesamling “Mænd er fra Marstal” udkom i 2007. Som de to forudgående novellesamlinger rummer den 20 forholdsvis korte noveller, der kredser om de til tider kæphøje og selvhævdende, men også ynkelige og sympatiske mænd og deres måde at omgås hinanden.

Den realisme, der især præger Wung-Sungs første novellesamling og de fleste af hans romaner, er også til stede her, men i en mere sporadisk form. Novellerne svinger således ofte ud i det bizarre og ligefrem absurde, som det for eksempel er tilfældet i novellen ”Der sidder en neger i haven”, hvor små negere synes at poppe frem som ukrudt overalt i et ældre ægtepars have og hus akkompagneret af frasen ”We are the champions/ no time for losers/ ’cause we are the champions of the world” fra Queen-hittet med samme navn.

26583977

Novellen kan i høj grad læses som en grotesk og satirisk fremstilling af en selvgod og fjendsk indstilling over for det fremmede. Og den fungerer således som kommentar til en aktuel samfundstendens.

I modsætning til den første novellesamling er denne ikke præget af en specifik geografisk forankring. I stedet er vi med på en lytter, når diskussionen mellem et par på Vesterbro trænger gennem væggen, og vi følger en forfatter på hans tur til Thailand. "Mænd er fra Marstal" udmærker sig ved at sammenholde det konkrete og nærheden i den realistiske skildring med de hyppige udsving ud i det bizarre og rablende muntre.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mænd er fra Marstal"