Kompositionen i Jesper Wung-Sungs roman ”Men” (2014) har en gedigen spændingsstruktur: i romanens anslag annonceres planen om et mord og et efterfølgende selvmord. Herefter følger romanen de to hovedfigurer Peter og Jon, der på skift optræder som historiens jeg-fortæller. Samtidig med dette vekslende fortællerperspektiv er romanen delt op i en række afsnit, der fra ’tolv uger før’ nærmer sig det afgørende tidspunkt, som anslagets planer om mord lægger op til. I kraft af denne komposition oppebæres romanen af en tydelig suspense-effekt, alt imens Peter og Jons fælles fortid og nuværende krisesituation bliver tydelig for læseren.
50904555
De to hovedkarakterer står begge midt i en livskrise. Jon har forladt sin kæreste og det velordnede liv som gymnasielærer i København og er vendt tilbage til sin fødeø Langeland for at give slip og tilsyneladende gå i hundene. Peter er kriseramt som tømrer, og hans kone Malene har forladt ham til fordel for en ny mand, og har taget sønnen Magnus med sig.
Peter og Jons historier er ikke bare flettet sammen i kraft af bogens komposition. De er også knyttet sammen i kraft af et barndoms- og ungdomsvenskab og et fælles traume. For de oprindeligt bedste venner mistede den fælles ven Christian, da de som et ungdommeligt ritual udfordrede hinanden til at forcere Langelandsbroen på det allerhøjeste punkt. Jon er hårdest ramt af ungdomsulykken, da han på den skæbnesvangre aften havde kysset med den pige, Christian havde set sig varm på. Han er plaget af skyld og ser ulykken som et bevidst selvmord, han er skyld i. Det er derfor, han er vendt tilbage; for ikke længere at flygte, men med en uklar forestilling om at få afklaring på alt det hengemte og smertende. Det betyder, at han får kontakt til Natasja, Christians lillesøster, hvis liv også på mange måder virker kuldsejlet oven på broderens død. Da Jon tager job som vicevært på en lokal skole, begynder han desuden at bruge tid med Peters søn Magnus.
Først til allersidst får man en afklaring på det mord og selvmord, som bebudes i romanens anslag. Her mødes de to gamle venner igen på Langelandsbroen i en højdramatisk afsluttende scene, og igen træder de på afgørende vis ind i hinandens liv.
Romanen binder de to mænds liv sammen i en dramatisk fælleshistorie, hvor tankerne om, hvad der giver et liv retning og sammenhæng, og om, hvad der fængsler os og frigør os som mennesker, ligger som genkommende elementer.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Men"