Beslægtede forfatterskaber

”Et lille liv” er en af flere historier, der inden for de senere år har haft venskab som omdrejningspunkt. En anden er Napoli-serien af Elena Ferrante, der i løbet af fire romaner skildrer venskabet mellem Elena og Lila, fra de som børn vokser op ved siden af hinanden, til de som midaldrende mister forbindelsen. Ligesom med ”Et lille liv” er det i Elena Ferrantes tetralogi venskabet, der er det bærende element for historien, og parforhold, ægteskaber og børn glider i baggrunden. Genremæssigt kan man også sige, at Ferrante og Yanagihara minder om hinanden, i og med, at de begge læner sig ad melodramaet – det er de store følelser, der er på spil, det er hemmeligheder fra barndommen og skæbnesvangre ulykker.

Man kan også sammenligne ”Et lille liv” med en bog som ”Stillidsen” (2013) af Donna Tartt – endnu en stor, amerikansk mursten af en roman, som strækker sig over flere årtier og ridser en hel menneskeskæbne op.