Hanya Yanagihara
Foto: Politikens forlag

Hanya Yanagihara

Af journalist, cand.mag. Betty Frank Simonsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2016.
Top image group
Hanya Yanagihara
Foto: Politikens forlag

Indledning

Amerikanske Hanya Yanagiharas første roman ”The People in the Trees” udkom i 2013, men det var først med ”Et lille liv” fra 2015, at Yanagihara fik et internationalt gennembrud. Til sin egen og sin forlæggers store overraskelse blev murstensromanen om langt venskab mellem fire mænd i New York den roman, alle talte om i 2015.

52491797

Blå bog

Født: 1974 i Los Angeles, USA.

Uddannelse: Smith College.

Debut: The People in the Trees, 2013.

Litteraturpriser: Nomineret til Man Booker Prize og National Book Award, 2015.

Seneste udgivelse: Et lille liv. Politiken, 2016. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt.

Inspiration: Maleren Geoffrey Chadsey og fotografen Diane Arbus.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Men det var en del af aftalen, når man var venner med Jude. Han vidste det. Andy vidste det. De vidste det alle sammen. Man lod ting passere, som ens instinkter sagde, man ikke måtte. Man krabbede sig rundt langs randen af ens mistanker. Man forstod, at beviset på ens venskab lå i at holde afstand, i at acceptere, hvad man fik at vide, i at vende om og fjerne sig, når døren blev smækket i for næsen af én i stedet for at forsøge at presse den op igen.”
”Et lille liv”, s. 86.

Som Jude, hovedpersonen i hendes roman, ”Et lille liv”, blev også meget af Hanya Yanagiharas barndom tilbragt på motelværelser. Hendes far var læge og fik arbejde i forskellige dele af landet, så familien var ofte på farten og skulle starte et nyt liv op et helt nyt sted. Hun blev født i 1974 i Los Angeles, men så flyttede familien til Hawaii, så til New York, til Baltimore, til Californien, til Texas og til Hawaii igen. Hendes far var rastløs, har hun fortalt, og tog altid imod nye jobtilbud. Hendes mor er født i Seoul i Korea og dermed også langt væk fra det, der havde været et hjem. For Yanagihara er motelværelset blevet et stærkt billede på USA, det flygtige og forbigående, men også landets enorme vidde og alt det, der findes, som man ikke kender til. Det var tanken om alt det, der foregår bag hastigt forsvindende motelværelsesvinduer, der satte hende i gang med at skrive ”Et lille liv”.

Yanagiharas debutroman ”The People in the Trees” (2013) handlede om en anerkendt antropolog, der sent i livet anklages for sexmisbrug af en ung mand fra den stamme, som antropologen længe har nærstuderet og brugt i sin forskning. Temaet om mishandling og magtmisbrug er et, hun vendte tilbage til i sin anden roman.

Romanen ”A Little Life” (”Et lille liv”, 2016) blev skrevet i løbet af kun halvandet år, om aftenen, når hun kom hjem fra sit arbejde som redaktør på magasinet Condé Nast Traveler. I løbet af flere år havde hun samlet på fotos og kunst, blandt andet af Diane Arbus og Geoffrey Chadsey, hårde og meget fysiske billeder, som inspirerede hende til at skrive historien om de fire mandlige venner. Det var en nærmest feberagtig tilstand at være i, fordi hun levede så intenst med karaktererne fra bogen: ”Jeg havde længe gået rundt med personerne i mit hoved. Jeg skrev hver eneste aften og hele weekenden, og det er ikke nødvendigvis noget, jeg vil anbefale. Det var en berusende oplevelse, men det var samtidig virkelig fremmedgørende. I den første del af bogen taler JB om at male og hvordan det langsomt bliver mere virkeligt end livet selv. Den proces, jeg oplevede, er altopslugende og farlig. Det er sikkert en, jeg aldrig oplever igen, og jeg ønsker heller ikke at opleve det mere.” (Tim Adams: I wanted everything turned up a little too high. The Observer, 2015-07-26. Egen oversættelse).

Et lille liv

”Hvorfor var venskab ikke lige så godt som parforhold? Hvorfor var det egentlig ikke bedre? Det var to mennesker, der holdt sammen, dag efter dag, knyttet til hinanden ikke af sex eller fysisk tiltrækning, penge, børn eller ejendom, men udelukkende af en fælles beslutning om at holde sammen, af en gensidig forpligtelse over for et forhold, der aldrig kunne kodificeres.”
”Et lille liv”, s. 252.

Hanya Yanagiharas ”A Little Life” fra 2015 (”Et lille liv”, 2016) begynder som en kollektivroman, hvor vi følger de fire venner JB, Willem, Malcolm og Jude, fra de er midt i tyverne til de er i begyndelsen af halvtredserne, mens de hver især, og sammen, forsøger at skabe sig en tilværelse i New York. Bogen begynder lige efter college, hvor JB kæmper med at skabe sig et navn som kunstner, Willem forsøger at blive skuespiller og som de fleste up and coming skuespillere arbejder som tjener, Malcolm læser arkitektur og bor hjemme hos sine velhavende forældre, og Jude læser jura. Fyrene hænger ud sammen med New Yorks kreative klasse – alle drømmer om at blive til noget, skabe sig et navn, og vi er med vennerne til fester og ferniseringer.

Med tiden er det Jude, der bliver bogens fokus – Jude, der bliver en blændende dygtig advokat, men som trods nærheden med vennerne og en dagligdag med samboen Willem aldrig fortæller særlig meget om sig selv. Ind imellem har han forfærdelige smerter, og de tre venner forsøger at hjælpe, men de opdager hurtigt, at Jude vil ikke have hjælp og ikke vil fortælle om, hvordan han har pådraget sig de smerter i benene, der plager ham mere og mere. I stedet skærer han i al hemmelighed i sig selv, gemmer arrene under lange ærmer og bukseben, men skærer ind imellem så dybt, at Willem må tage ham med til lægen Andy, der på en måde bliver Judes medsammensvorne i et livslangt forsøg på selvdestruktion.

52491797

”Et lille liv” handler om, hvordan man lever med smertelige og traumatiske erindringer. Efterhånden som bogen skrider frem, får vi brudstykker fra Judes barndom – de frygtelige år hos sadistiske munke, der gav ham navnet Jude St. Francis og som misbrugte ham seksuelt, den korte lykke hos en af munkene, der tager Jude med derfra og som senere viser sig også at misbruge ham, og Judes konstante følelse af at være uelsket og uønsket. På den måde handler romanen også om en måske især amerikansk besættelse af lykke, ved at kredse om et menneske, der på trods af alles gode intentioner, og de nære venner, der holder af ham, er så ødelagt af sine oplevelser, at han aldrig rigtig får det bedre.

Men det er også en roman om venskab. Om nogle liv, der ikke drejer sig om at finde den eneste ene og stifte familie, men i stedet blive ved at værne om venskaberne, være vidne til hinandens liv, til hinandens kampe og sorger og lejlighedsvise succeser.