Svalerne i Kabul

Citat
”Kabul er blevet forværelset til det hinsides. Et mørkt forværelse med forfalskede kendemærker; et skamfuldt martyrium; en uudholdelig ventetid, der iagttages i streng fortrolighed.”
”Svalerne i Kabul”, s. 10.

Yasmina Khadras ”Les hirondelles de Kaboul” fra 2002 (”Svalerne i Kabul”, 2009) følger to familier i et krigshærget og sjælefattigt Afghanistan omkring årtusindskiftet, hvor piskeslag og offentlige hængninger er hverdagskost. Taleban styrer landet med hård hånd.

Mohsen Ramat er omkring de 40 og kommer fra en velstillet købmandsfamilie. Han er gift med den smukke Zuneira, som han elsker højt. Men det barske regime tærer på dem. Mohsen har mistet sin forretning og Zuneira sit arbejde, og de kan ikke spise sig mætte længere. Da Mohsen en dag griber sig selv i at kaste en sten ved en offentlig stening, bliver det startskuddet til et stenskred af enorme dimensioner.

27719244

Den anden hovedkarakter er 42-årige Atiq Shaukat, der er fangevogter. Hans kone Mussarat lider af en uhelbredelig sygdom, og han føler, han er ved at blive vanvittig af hendes jammer og klager og over ikke at kunne få hjælp til hende.

De to familiers veje krydser hinanden, da Zuneira bliver anklaget for mordet på sin mand og havner i fængslet, og Atiq forelsker sig hovedkulds i den dødsdømte kvinde. Da Mussarat opdager hans oprigtige følelser, bliver hun ikke vred, men derimod lettet over at se den barske mand udvise en sådan følsomhed, og en vanvittig plan folder sig ud i hendes hoved. De to kvinder kan jo bytte plads!

Romanen tematiserer et land tyranniseret af barbariske kræfter – og hvad det gør ved mennesker. Det er et klima gennemsyret af vold, destruktion og afstumpethed, og der er meget lidt forsoning at spore. Den eneste sympatiske mandlige karakter, der optræder i romanen, må lade livet. Atiq formår i momenter at appellere til læsernes medlidenhed – ikke mindst da han mod slutningen bliver fuldstændig vanvittig af sin kærlighed til Zuneira, ligesom hans kones opofrelse er smuk og frygtindgydende. Men det ændrer ikke ved, at man som læser bliver efterladt med en følelse af modløshed og afmagt. Romanens budskab synes at være, at de tyranniske talebanere ødelægger menneskers mulighed for at være medmenneskelige og drage omsorg for sig selv og hinanden. Det er nådesløst og helt igennem råt.