Yasmina Khadra

Yasmina Khadra er et ofte benyttet forfatterpseudonym af den algeriske forfatter Mohammed Moulessehoul. Han blev født i Kenadsa i den algeriske del af Sahara den 10. januar 1955. Hans far var officer, og som niårig blev Khadra optaget på militærskole. I 1978 afsluttede han sin uddannelse fra militærakademiet l’Académie Militaire Inter-armes de Cherchell, og frem til 2000 var han officer i Algeriets hær – i en periode med store interne uroligheder i landet.

Det var under sin uddannelse, han opdagede sin kærlighed til litteraturen, og som 11-årig forfattede han eventyr og fabler. I 1973 skrev han sin første novellesamling, som dog først blev udgivet i 1984 under titlen ”Houria”. Han skriver på fransk, dels fordi hans fransklærer i den grad opmuntrede hans kærlighed til litteraturen og skriften, og på grund af censuren fra de algeriske myndigheder. De første seks værker blev forfattet under eget navn, men da hæren i 1988 gav ham besked om, at hans værker fremover skulle godkendes af regimets censorer, var han ved at give op. Hans kone opmuntrede ham dog til at fortsætte, og i 1997 valgte han sin kones ungpigenavn som forfatterpseudonym. Da det blev stadig sværere for Khadra at forene sin militære karriere med forfatterlivet, stoppede han i 2000, hvor han og familien drog i landflygtighed i Aix-en-Provence i Frankrig.

Yasmina Khadra afslørede sin rigtige identitet i selvbiografien ”L’Ecrivain” i 2001. Her forklarede han, at han havde valgt sin hustrus efternavn som pseudonym dels som en hyldest til hende og dels som en cadeau til modige kvinder generelt. Han fortæller endvidere, at han selv bedst kan lide de værker, han har skrevet under pseudonym, fordi de er skrevet i frihed og uden censur – eller angsten for censur og repressalier. Således kan han behandle netop de emner, der ligger ham på sinde, og han kan være innovativ både i forhold til skrivestil og i sin behandling af tabuiserede og politiserede emner.

I 2007 blev Khadra direktør for det Algeriske Kulturcenter i Paris. I 2013 annoncerede han, at han stillede op som præsident i Algeriet, men pga. manglende stemmer måtte han opgive sit kandidatur.

Yasmina Khadras ”Les hirondelles de Kaboul” fra 2002 (”Svalerne i Kabul”, 2009) følger to familier i et krigshærget og sjælefattigt Afghanistan omkring årtusindskiftet, hvor piskeslag og offentlige hængninger er hverdagskost. Taleban styrer landet med hård hånd.

Mohsen Ramat er omkring de 40 og kommer fra en velstillet købmandsfamilie. Han er gift med den smukke Zuneira, som han elsker højt. Men det barske regime tærer på dem. Mohsen har mistet sin forretning og Zuneira sit arbejde, og de kan ikke spise sig mætte længere. Da Mohsen en dag griber sig selv i at kaste en sten ved en offentlig stening, bliver det startskuddet til et stenskred af enorme dimensioner.

27719244

Den anden hovedkarakter er 42-årige Atiq Shaukat, der er fangevogter. Hans kone Mussarat lider af en uhelbredelig sygdom, og han føler, han er ved at blive vanvittig af hendes jammer og klager og over ikke at kunne få hjælp til hende.

De to familiers veje krydser hinanden, da Zuneira bliver anklaget for mordet på sin mand og havner i fængslet, og Atiq forelsker sig hovedkulds i den dødsdømte kvinde. Da Mussarat opdager hans oprigtige følelser, bliver hun ikke vred, men derimod lettet over at se den barske mand udvise en sådan følsomhed, og en vanvittig plan folder sig ud i hendes hoved. De to kvinder kan jo bytte plads!

Romanen tematiserer et land tyranniseret af barbariske kræfter – og hvad det gør ved mennesker. Det er et klima gennemsyret af vold, destruktion og afstumpethed, og der er meget lidt forsoning at spore. Den eneste sympatiske mandlige karakter, der optræder i romanen, må lade livet. Atiq formår i momenter at appellere til læsernes medlidenhed – ikke mindst da han mod slutningen bliver fuldstændig vanvittig af sin kærlighed til Zuneira, ligesom hans kones opofrelse er smuk og frygtindgydende. Men det ændrer ikke ved, at man som læser bliver efterladt med en følelse af modløshed og afmagt. Romanens budskab synes at være, at de tyranniske talebanere ødelægger menneskers mulighed for at være medmenneskelige og drage omsorg for sig selv og hinanden. Det er nådesløst og helt igennem råt.