Lars Frost

Lars Frost er født og opvokset i et københavnerhjem uden bøger og drømte som barn om at blive arkitekt og bygge store, olympiske tagkonstruktioner. Han gik i børnehave på Strødamsvej og i skole på Bryggervangens Skole, Sankt Joseph Søstrenes Skole og Niels Steensens Gymnasium, hvorfra han blev student i 1992. Herefter fulgte en periode med forskellige studier, jobs og mangel på jobs i forskellige byer. Han læste litteraturvidenskab på Odense Universitet, fik efter to år mulighed for at skifte til universitetet i Stockholm, hørte samtidigt om Forfatterskolen, kom ind og gik på skolen i fire år i perioden 1994 til 1998. Inden da nåede han også at arbejde som lærervikar et par år, være ekstrapost, gå arbejdsløs en periode, rejse til Spanien og lave tv i New York. Herefter – efter Forfatterskolen – levede han af arbejdslegater fra Statens Kunstfond og småjobs, samt hvad han nu har kunnet tjene ind på sine bøger. Han har blandt andet undervist på Forfatterskolen og Testrup Højskole.

Med romanen “Smukke biler efter krigen” fra 2004 blev han en kritikerdarling og var begejstret for de muligheder, der er for at skrive i Danmark: “Det er fedt at være ung forfatter i Danmark,” udtalte han til Politiken (2004-05-22).

Siden meldte en anden virkelighed sig. “Jeg tror, jeg altid har været deprim. Jeg har faktisk tænkt lidt over, om det bare er, fordi jeg har opdaget, at jeg personligt nok er længere end midtvejs i livet og absolut ingen succes har i kærlighedslivet og er blevet fyret to gange inden for de seneste par år fra de eneste nogenlunde fornuftige job, der findes i den branche, jeg færdes i, hvilket vil sige job i den såkaldte kreative skriveskoleverden”, sagde han – igen til Politiken – efter at romanen “Skønvirke” udkom i 2011.

Efter den såkaldte Velfærdstrilogi bestående af ”Smukke biler efter krigen”, ”Ubevidst rødgang” og ”Skønvirke” har Lars Frost udgivet komedien ”Kongskilde NS 5100” (2013) og den fantasifulde skipperskrøne ”Havet” i 2020.

Fascination af de store modernister har sit naturlige korrelat i afskyen for det overfladiske, flygtige, forsimplede, forenklede etc. Men efter at have prøvet det af i de to første romaner er Lars Frost klar til at give det et udtryk, så lidt flere kan forstå budskabet i den tredje roman, “Smukke biler efter krigen” fra 2004. På omslaget har han skrevet knaldroman, og selv om det stadig er mere roman end knald, så er der ikke tvivl om, at han prøver at skabe et mere imødekommende udtryk. 

Hovedpersonen er en ung københavner, som hedder Lasse. En af Lasses venner skal giftes. Det foregår i Island. Lasse ankommer nogle dage tidligere med lidt flere penge på lommen, end normalt er, og indlogerer sig på et vandrerhjem. Under en tur ud i vildmarken forliser han en firhjulstrækker sammen med en gruppe turister, og spørgsmålet om, hvem der skal betale for den dyre vogn, får nu al den plads, som erfaringerne i lavamarken skulle have haft. Lasse og hans medturister gør alt for at forklare sig selv og hinanden, at de er uden ansvar. Midt i hele miseren dukker den mærkelige Tobias op. Tobias er på Island som plejer for den lamme Pelle. Et eller andet stedet i baggrunden spøger Lasses gamle kæreste, Sigrid. Begivenheder tager en fatal drejning. Et makabert drab er de gamle sagaer værdig, men som sådan er det den moderne popmytologi, “Smukke biler efter krigen” interesserer sig for.

25221915

Reykjavik er på det tidspunkt, hvor romanen forfattes, hip og happening, en lille hovedstad, der har trukket centrum for verdens opmærksomhed ud i periferien, som har fået alverdens popikoner til at tage rejsen op i Nordatlanten og feste på den berømte Kaffibarin. Islændingene er selv de første til at fyre op under myten – glade som de jo er for historier, især om sig selv. Men Reykjavik er ikke “verdens mindste storby”, som islændingen bryster sig af, den er bare en lille by, konstaterer Lasse tørt. Han redder sig hjem til København, og romanen munder ud i samtaler med Tobias’ bror om samfundet og forandringer i det halve sekel, der er forløbet siden krigen. 

“Smukke biler efter krigen” blev fulgt op af digtsamlingen “Et par dage” fra 2006. Med sine små prosastykker og digte fra rejser i USA og Europa blev den modtaget som en charmerende parentes i forfatterskabet.

“Smukke biler efter krigen” er tænkt som første del af en 'velfærdstrilogi'. Andet bind kom i 2008 under titlen “Ubevidst rødgang”. Begrebet ’ubevidst rødgang’ er angiveligt politijargon for at gå over for rødt uden at tænke over det og i videre forstand udtryk for en lemmingeadfærd, som får os til at slå automatpiloten til og følge dem lige foran.

Denne gang er der ikke tale om en knaldroman, men om en “ingeniørromanen”, og det skal forstås helt bogstaveligt; det er en ingeniør, som fortæller om en ingeniør. Stilen er justeret derefter, et nøk mere kontrolleret og stram. 

Vi er i Danmark i 1970'erne, nærmere bestemt i København. Det går ikke så fremragende i Eriks liv. Hans lillebror er netop død, hans storbror har brændt nallerne på et ferieboligprojekt, Erik selv er gået rabundus med et ingeniørfirma og han har ikke rigtigt de redskaber, der skal til at fordøje elendigheden. I stedet lægger han alle kræfterne i at starte et nyt firma op. Derfor må det blive meget værre. 

27434746

Erik er en typisk teknokrat, med “et ansigt man glemmer” (side 65). Hans tankegang er gennemsyret af sund fornuft og praktisk sans. Vi besøger ham i parcelhuset i forstæderne til København, vi er med nede hos broren på den fædrene gård på Lolland, vi kommer inden om de venstreorienterede universitetsmiljøer, hvor sønnen Arne færdes. Men Erik virker ikke veltilpas nogle af stederne. Han undrer sig over konen, som lige pludselig vil have en grill, selv om hun aldrig har kunnet lide grill, men nu har det stået i Mad&Gæster, at det er blevet moderne. Han ærgrer sig over de evindelige, selskabelige engagementer, de har i weekenderne. Han synes, det er irriterende, at han hele tiden skal med, når hans ven og gamle kompagnon skal mødes med sin søn. Men han gør, hvad man forventer af ham, indtil hans egen søn Arne dør i en ubevidst rødgang. Herefter ændres alt.

I bogens anden halvdel træder fortælleren frem og formidler Eriks forbløffende forvandling til intet mindre end revolutionsromantiker. Konstruktionsmetaforerne er hele tiden fremtrædende, sådan som det må være i en ingeniørroman, og Arnes død har fået hans øjne op for de sociale, kulturelle og politiske konstruktioner i hans egen tilværelse: “De udskifter et sæt regler for samlivet og familien med et andet og lige så rigidt, de udskifter én underholdningsindustri med en ny, de udskifter ét misbrug med et andet, én døs med en anden, én religion med en anden, en fortrængning med en anden (…) de ser slet ikke hvor tåbeligt, de reproducerer deres forældres verden (…)” (side 189). 

Arne døde i Rom. Erik er flyttet derned, og metaforikken udvikles, der elaboreres over konstruktionen af det gamle Italien og det moderne Danmark, der trækkes tråde mellem klassik og modernitet, mellem veje, bygninger og ikke mindst broer og samfundet i øvrigt.

Som stilretning var skønvirke opulent nationalromantik indsat i en svulstig europæisk dyrkelse af det ornamenterede, svungne og stiliserede naturbillede kendt som belle epoque, art nouveau, jugend m.m. Som titel på en roman er “Skønvirke” fra 2011 det tredje bind i Lars Frosts overhaling af Danmark efter moderniteten. Fra nutid (“Smukke biler efter krigen”) og nær fortid (“Ubevidst rødgang”) befinder vi os nu i en ikke alt for fjern fremtid. Forbrydelsens element, som havde en vis betydning i de foregående romaner med mord og terror, er nu helt dominerende. 

Romanen åbner med fundet af et lig på en strand og udvikler sig traditionelt med etablering af handling, miljø og personer. Hovedefterforskeren Mathilde er en kombination af Nynne og Sam Spade. Handlekraftig, hjælpeløs, overvægtig, ironisk, dedikeret. Hun jagter en voldtægtsforbryder, som myrder sine ofre. Udsynet hører til den hårdkogte del af genren. Tonen er mørk. Der er ikke nogen humanistisk skælven, når der ryger et liv. Der er ikke egentlige kapitler, men afsnitsinddelinger med titler hentet fra den katolske dødsmesse, Kyrie (Gud), Dies Irae (Vredens dag), Rex Tremandae (Strålende konge), Libera me (Frisæt mig) etc. Det er på ingen måde påfaldende i en genre, som har en lang tradition for lån fra mystikken.

28686021

Sproget er det første, som afslører, at forfatteren ikke er ude i en ny Sara Blædel – det er lakonisk og stramt. Fremtidens Velfærdsdanmark fremstår som et goldt matriarkat. Voldtægtsforbryderen er en kvinde og ofrene mænd, og alle lever dødssyge liv med ægteskaber og familier forstenet i tomme ritualer. Undervejs introduceres en illusionsløs finansarbejder og hendes lektor-mand og ikke mindst hendes bror, krigsveteranen. Han bliver den granat, forfatteren kaster ind i fortællingen. Krigsveteranen skyder 'opdager-Mathilde', brænder sin gamle kærestes hus ned og dolker eks-svigerfatter og fjerner den sidste rest af tvivl om, at det er ikke nogen gennemsnits femikrimi, der er gang i. Snarere er der tale om anti-femikrimi. Det udarter i en raptus, hvor et primitivt mandefællesskab langt oppe i Canadas skove står som det lutrende modbillede til østrogendunsten i Danmark.

Den traditionelle krimis klart definerede hovedperson afløses af et svært identificerbar 'han'. Formentlig er det krigsveteranen, måske er det bare en generisk størrelse, måske noget tredje. I den endelige frisættelse rammer opløsningen også fortælleren. Romanens tredjepersonsperspektiv går under, og et jeg dukker op, samtidig med at sproget flipper ud i bevidsthedsstrøm; “Skventræer. Skventræer? Pludselig en slags ballade! Hør!/E3 til F3. Kvinten?/Mollberg? Stor tack?/ Mollberg! Who Her?/ Aber. Det faller sig so at Hende kunne man savne. Drengehår! Svært boy'sk. Hende kunne man savne. Savner/ Osse hende. Og osse nu og da sengen varm. Kom tilbage!” … etc. (side 260). En modernistisk rebus, som litteraturforskningen vil få en del ud af. 

I et interview med Politiken får titlen denne kommentar med på vejen af forfatteren: “Der var en stor indre konflikt i ideerne omkring skønvirke. Dengang havde man kontakt med det engelske arts & crafts, som var en reaktion imod umenneskeliggørelsen i industrialiseringen. Det havde vi egentlig ikke set meget til i Danmark, men i England og Tyskland var man begyndt på produktionen, hvor arbejdere massefremstillede forbrugsgoder til arbejderne. I skønvirke kommer der så en modreaktion, hvor man går tilbage til noget bondsk, noget håndarbejde, og på samme tid skal det også være meget moderne. Det er jo et smukt billede på det, vi også oplever i dag. I hvert fald i de 10-20 år, hvor jeg selv har været bevidst om den verden, vi lever i. Her har man diskuteret, hvorvidt vi nu skulle gå frem eller tilbage. Vi vil gerne være innovative og fremtidssikrede og fremadrettede, og hvilke ord hele uddannelsessektoren ellers kan sætte på. Og samtidig prøver man at pådutte folk en masse grundværdier, som overhovedet ikke hører vores tid til. De siger, man skal tænke som i 1860’erne, men opføre os, som om vi var i 2020’erne.” (Carsten Andersen: Kommende krimimillionær har altid været deprimeret. Politiken, 2001-03-26). 

I 2013 udgav Lars Frost ”Kongskilde NS 5100”. Under genrebetegnelsen Komedier bruger den overskrifter og kapitelinddelinger fra Sigmund Freuds ”Tre afhandlinger om seksualteorien”, der altså tegner bogens rids.

Indholdet stritter i mange retninger og består af lige dele erobringsdagbog, krimi, parforholdsbeskrivelser, generel samfundskritik og tanker om fortællerens hidtidige forfatterkarriere. Fortælleren vil undersøge, hvad ”der sker i samfundet og i litteraturen med det seksuelle” (s. 21), og hvad litteraturen og forfatteren kan og skal. Kongskilde NS 5100 er navnet på en serie af såmaskiner – måske et billede på den moderne mand, der af magtfulde og selvstændige kvinder er reduceret til såmaskine.

Fortælleren efterlyser temperament i kunsten, da han mener, at temperament er grundlag for al kunst. I en damebladsagtig beskrivelse af et oplæsningsarrangement på en højskole i Vestjylland anmeldes en række unge forfatteres værker – og deres tøj og hår. Han finder meget lidt temperament i denne unge litteratur, og det piner ham.

50718905

Selv skriver han i et energisk og fandenivoldsk sprog, der kan rumme udenlandske ord og fraser, fodnoter, der vokser sig længere end det kapitel, de indgår i, kapitaler, udbrud, citater og kursiveringer. Det er en fragmenteret skrift, læseren møder. Det, der holder teksten nogenlunde sammen, er fortællerens vedholdende optagethed af at have fejlet som menneske, at føle sig utilstrækkelig og ikke at have nogen at elske.

Mange passager handler om fortælleren, Lars Frost kaldet, og hans erobringer på københavnske barer. Der er mange ”rødkindede, forpustede piger” fra provinsen, der slår et smut forbi hans seng i lejligheden på Østerbro, men kæreste, børn og familie bliver det ikke til. Angiveligt på grund af det voldsomme selvhad, der afholder fortælleren fra at give sig hen til kærligheden.

I en anfægtet tone er romanen et portræt af en knap 40-årig mand, der har et hav af muligheder, men ikke formår at indfri de mest påtrængende drømme. Kvinderne får skylden for det meste og har på mange måder hovedrollen i bogen. Som mødre, elskerinder og de magtfulde kvinder, der ifølge fortælleren har sat sig på samfundet med deres skyhøje idealer om det perfekte liv med børn. De portrætterede mænd er temmelig vattede, og fædrene er ikke nogen, man kan se op til. Hvis de overhovedet er der. Som andet end såmaskiner.

Ikke lang tid efter Lars Frosts debut “Og så af sted til Wien” udkom, opstillede Weekendavisens Lars Bukdahl et signalement af forfattergenerationen som var født efter 1970. Han fandt ti særtræk: 1. Sødme, charme, venlighed. 2. Rod, digression, pludder, ævl. 3. Pyntethed, udsøgthed, filigranagtighed (gerne i metaforer). 4. Ideer. 5. Spøjse påfund, kække koncepter, fikse ideer. 6. Genbrug af tressertricks som meta, system, konkretisme og almindelig selvbevidsthed. 7. Citat, intertext, pastiche, parodi. 8. Privateri, bekendelse, intimitet, (hverdags-)banalitet. 9. Politik, samfundskritik, teori, filosofi. 10. Kissemisseri. (Weekendavisen, 2000-12-29).

Meget af det passer stadig på Lars Frost. Men man kan godt stryge sødmen. Den er det så som så med. I hvert fald indtil ”Havet” (2020), der er direkte sødmefuld i sin kokette lovprisning af livet og litteraturen. Til gengæld er han ikke alene. Lidt af den vrede og skuffelse, han giver udtryk for mærkes i forskellig omfang og form hos en række af hans generationskolleger som Lars Skinnebach, Mette Moestrup og Ursula Andkjær Olsen, og den understreger båndet til foregående generationer.

Med forherligelsen af ødemarkslivet og mandefællesskabet i slutningen af “Skønvirke” er vi durk tilbage hos Aksel Sandemose, som også var så ærgerlig over selvstændige madammer og snadren i andedammen, at han drømte om forløsningen i de store skove i Canada og gerne satte det op med et mord og en fabuleren som udartede sig i tungetale, syner og bevidsthedsstrømme.

I det hele taget har krimien og den seriøse litteratur kørt et tæt parløb. Steen Steensen Blicher tilskrives det første genreværk, “Præsten fra Vejlby”, og de fleste tungere forfatterskaber herefter rummer et mord eller to.

Som afsæt for et salonstudie af borgerskab og middelklasse er “Skønvirke” i sekvenser en ren Leif Panduro – og når Frost i interviews leger med tanken om at skrive en tv-serie kan man med netop Panduro in mente kun håbe, det bliver ført ud i livet.