Der er noget anderledes på spil i Kristian Bang Foss’ ”Stormen i 99”, der udkom i 2008. Konkret er det en fækalist. Litterært er det en uovertruffen sans for detaljer og præcision koblet til en sjælden smag for det groteske.
”Stormen i 99” udspiller sig på InWears lager på Amager og løber over et halvt års tid med slutning ved den store decemberorkan i 1999. En fækalist sætter handlingen i gang: Nogen har oversmurt toilettet med lort. Hvem kan dog finde på det? Paranoiaen er klar, sladderen går og holder til slutningen. Romanens persongalleri er lige dele sørgeligt og grinagtigt: Ugidelige Anton, ’tøjplukkeren’ der bliver en slags hovedperson, kvabsede Nanna fra returafdelingen, der gik i folkeskole med Anton og nu bliver hans kæreste. Der er nævenyttige Flemming fra Flat Stock og friske Lulu fra design. Og Ib fra Shipping og så videre. Koncernlingo og genstridige lagerstyringssystemer former en forudsigelig hverdag, hvor stivnet hierarki og småbrok er dagens orden. Bedst som man tror, bunden er nået i den trøstesløse trummerum, hører vi om, hvordan den usympatiske og erotisk frustrerede kok boller frikadellefarsen ved en indskydelse og serverer den stegt næste dag. Og så videre.
27144942
Glimt fra Nannas og Antons folkeskoletid er et andet spor. For Nanna var skolegangen smertelig, hun slås stadig med prædikatet ’klassens tykke pige’. For Anton var den vist almindelig. Fælles for skolen og arbejdspladsen er, at de begge som centrale samfundsinstitutioner udfolder de magtstrukturer, der nærmest er naturlov. Enten er du ude eller inde, øverst eller nederst. Romanen er netop en kollektivroman, det er gruppedynamikken, der interesserer Foss. H.C. Branners ”Legetøj” er en nær slægtning.
Romanen rummer ingen let payoff, heller ikke da stormen rammer. I beskrivelsen af forholdet mellem Nanna og Anton er der forsonende træk, men ellers er fortællerens glimtvise solidaritet med karaktererne sjælden. Læseren mistænker, at stormen skal have en slags katarsisvirkning, men den udebliver lige som alle andre reelle behov for forløsning i den klaustrofobiske roman. En anmelder læser romanen som en kritik af velfærdsstaten, men den fungerer måske bedst uden denne allegoriske tvang. Selv afviser Foss at have en entydig pointe med bogen: ”Jeg ville skrive en roman om en arbejdsplads og om folkeskolen og se, hvor det bar mig hen. Jeg ville have en form, hvor også den store storm kom ind, men jeg havde intet decideret formål. Hvis jeg havde et formål, som jeg kunne udtrykke i en kronik, ville jeg have gjort det, svarer Kristian Bang Foss og citerer Humphrey Bogart: ”Filmfolk med et budskab skulle sende et telegram”. (Karen Syberg: Man bruger jo ikke en storm til noget. Information, 2008-03-14).
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Stormen i 99"