Hans Otto Jørgensen blev født 23. august 1954 og voksede op i Vile ved Limfjorden i Nordvestjylland. Hans far var landmand og indremissionsk, og kristendommen prægede hans opvækst med kærlighed og strenghed.
Som seksårig var Hans Otto Jørgensen ved at blive trampet ihjel af kvierne på gården. Hans far slæbte ham ud i staldgangen og reddede hans liv, men han måtte tilbringe to måneder på hospitalet, fordi skuldrene var knuste. Denne voldsomme oplevelse har sat sig spor i både forfatteren og hans bøger.
Det var under studierne på HF i Nørre Nissum, at Otto Jørgensen som 16-årig opdagede litteraturen, og at han havde ”det her særlige sprog-gen”, som han udtrykker det. Han siger ”Jeg opdagede det, da jeg gik på HF og læste Karen Blixens ”En herregårdshistorie”. Det var som at få en åbenbaring. [ ...] Da jeg havde læst første side af ”En herregårdshistorie”, vidste jeg, at jeg ville være forfatter, og vidste, at jeg ville blive det, men der var ingen at tale med det om. Det eneste, jeg havde forstand på, var at passe køer. Og det eneste, nogen havde værdsat, var arbejde og ansvarlighed over for køerne.” (Dorte Remar: Når jeg læser gode sætninger, så er jeg i live. Kristeligt Dagblad, 2007-11-16).
Landmandsliv og litteratur har byttet plads flere gange i hans liv. Efter at have læst dansk på Københavns Universitet, blev han i 1987 uddannet driftsleder og kvægbrugstekniker fra Vejlby Landbrugsskole. Han begyndte at arbejde med økologisk landbrug, men han ville hellere skrive, og kompromiset blev, at han passede naboens køer, mens han skrev. Som 35-årig debuterede han i 1989 med romanen ”Tårnet”, hvor de eneste oplysninger, man finder om forfatteren, er, at han er ”bondefødt og kvajet opdraget”.
Udover forfattergerningen har Hans Otto Jørgensen arbejdet som anmelder ved Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad fra 1994-1998, og fra 1998-2000 var han højskolelærer ved Testrup Højskole. Mellem 2002 og 2009 var Hans Otto Jørgensen rektor for Forfatterskolen. Hans Otto Jørgensen underviser til daglig på forfatterlinjen på Vestjyllands Højskole.
Størstedelen af forfatterskabet er bøger for voksne, men i 1998 udgav Jørgensen børnebogen ”Viggos hus”, der siden er blevet efterfulgt af to bøger om livet på landet, ”De gule føl” og ”Vand, blod, tis og maskiner”.
Hans Otto Jørgensen blev far første gang, da han var 27 år gammel, og han fik sit seneste barn, da han var 44. Det er blevet til tre døtre og en søn.
Se forfatterportræt om Hans Otto Jørgensens forfatterskab for voksne på forfatterweb.dk.