hans otto jørgensen
Foto: Morten Holtum

Hans Otto (børn og unge) Jørgensen

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
hans otto jørgensen
Foto: Morten Holtum
Main image
Jørgensen, Hans Otto
Foto: Morten Holtum / Gyldendal

Indledning

Med samme motivkreds og miljø som i mange af sine bøger for voksne fortæller Hans Otto Jørgensen om at være en nysgerrig og lidt uheldig dreng på landet i 1950’erne og 60'erne. Hans bøger for børn handler primært om en lille dreng, der altid kommer galt af sted, lidt på samme måde som Emil fra Lønneberg, der altid kommer til at lave ulykker uden at ville det. Livet som dreng på landet udgøres blandt andet af store høstakke, uudforskede vandhuller og en bedstefar, der kan fortælle gode historier.

 

28476825

Blå bog

Født: 23. august 1954 i Vile i Salling.

Uddannelse: Driftsleder og kvægbrugstekniker, Vejlby Landbrugsskole, 1987.

Debut: Tårnet: en kærlighedshistorie. Klim, 1989.

Litteraturpriser: Albert Dams Mindelegat, 2000. Radioens Romanpris, 2002. Marie Bregendahl Prisen, 2004. Statens Kunstfonds Livsvarig ydelse, 2004. Otto Gelsted Prisen, 2007. Kritikerprisen, 2008.

Seneste udgivelse: Strange days indeed. Gyldendal, 2012.

Inspiration: Hans Otto Jørgensen nævner om sin litterære horisont, at den ”spænder vidt, fra folkeviserne over salmedigterne til Leonora Kristina, St. St. Blicher og H.C. Andersen i den ene ende, og fra Arthur Rimbaud over Franz Kafka, Virginia Woolf og William Faulkner til Elfriede Jelinek og Hertha Müller i den anden ende.” (Vestjyllands Højskole, 2012).

 

Se også voksenportrættet af Hans Otto Jørgensen

 

Hans Otto Jørgensen læser op af ”Hjernens egen store hund

Artikel type
boern

Baggrund

”De var alene hjemme, moren havde lavet saftevand til dem, de legede. De lavede perlekranse, snakkede med hunden, drak saftevand og spiste kiks. De vidste ikke, hvad der gik galt, men pludselig havde lillesøsteren bidt drengen i armen. Når hun blev vred, sagde hun, hun spyede ild. Som en drage.”
”De gule føl”, s. 26.

Hans Otto Jørgensen blev født 23. august 1954 og voksede op i Vile ved Limfjorden i Nordvestjylland. Hans far var landmand og indremissionsk, og kristendommen prægede hans opvækst med kærlighed og strenghed.

Som seksårig var Hans Otto Jørgensen ved at blive trampet ihjel af kvierne på gården. Hans far slæbte ham ud i staldgangen og reddede hans liv, men han måtte tilbringe to måneder på hospitalet, fordi skuldrene var knuste. Denne voldsomme oplevelse har sat sig spor i både forfatteren og hans bøger.

Det var under studierne på HF i Nørre Nissum, at Otto Jørgensen som 16-årig opdagede litteraturen, og at han havde ”det her særlige sprog-gen”, som han udtrykker det. Han siger ”Jeg opdagede det, da jeg gik på HF og læste Karen Blixens ”En herregårdshistorie”. Det var som at få en åbenbaring. [ ...] Da jeg havde læst første side af ”En herregårdshistorie”, vidste jeg, at jeg ville være forfatter, og vidste, at jeg ville blive det, men der var ingen at tale med det om. Det eneste, jeg havde forstand på, var at passe køer. Og det eneste, nogen havde værdsat, var arbejde og ansvarlighed over for køerne.” (Dorte Remar: Når jeg læser gode sætninger, så er jeg i live. Kristeligt Dagblad, 2007-11-16).

Landmandsliv og litteratur har byttet plads flere gange i hans liv. Efter at have læst dansk på Københavns Universitet, blev han i 1987 uddannet driftsleder og kvægbrugstekniker fra Vejlby Landbrugsskole. Han begyndte at arbejde med økologisk landbrug, men han ville hellere skrive, og kompromiset blev, at han passede naboens køer, mens han skrev. Som 35-årig debuterede han i 1989 med romanen ”Tårnet”, hvor de eneste oplysninger, man finder om forfatteren, er, at han er ”bondefødt og kvajet opdraget”.

Udover forfattergerningen har Hans Otto Jørgensen arbejdet som anmelder ved Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad fra 1994-1998, og fra 1998-2000 var han højskolelærer ved Testrup Højskole. Mellem 2002 og 2009 var Hans Otto Jørgensen rektor for Forfatterskolen. Hans Otto Jørgensen underviser til daglig på forfatterlinjen på Vestjyllands Højskole.

Størstedelen af forfatterskabet er bøger for voksne, men i 1998 udgav Jørgensen børnebogen ”Viggos hus”, der siden er blevet efterfulgt af to bøger om livet på landet, ”De gule føl” og ”Vand, blod, tis og maskiner”.

Hans Otto Jørgensen blev far første gang, da han var 27 år gammel, og han fik sit seneste barn, da han var 44. Det er blevet til tre døtre og en søn.

Se forfatterportræt om Hans Otto Jørgensens forfatterskab for voksne på forfatterweb.dk

 

Viggos hus

”Viggo vågner ved en lyd. Han går ud i køkkenet, og en muldvarp skyder op midt gennem gulvet.”
”Viggos hus”

Hans Otto Jørgensens første bogudgivelse for børn kom i 1998 og hedder ”Viggos hus”. Erik Sørensen har tegnet til de korte tekster, der på 18 luftige sider fortæller historien om Viggos hus.

”Viggos hus ligger under et stort træ. / Bag huset er en eng. / Og bag engen en skov.” Sådan lyder teksten på bogens første side og bogens høje format taget i betragtning (bogen er 34 cm høj), så fylder teksten forsvindende lidt på den store side, den store bogstavstørrelse iberegnet. På opslagets modsatte side er der en tegning i støvede farver af gavlen på et bindingsværkshus og en lille dreng, der står og kigger ud over engen med en græssende hest og skoven længst væk. Det må være Viggo, der står der med hænderne i lommerne. Billedet forestiller landet i gamle dage med toppede brosten og stråtag på huset.

Historien fortæller nu om skovens dyr, der hver nat går ”ind ad døren og tværs gennem huset”, som der står. Det er noget, Viggo forestiller sig om aftenen, inden han skal sove. Hans far siger, at det ikke passer, og hans mor siger, at han har en livlig fantasi. På de følgende sider kan man se en muldvarp skyde op gennem køkkengulvet, et rådyr vende ørerne i stuen, en grævling snuse rundt ved sofaen, ni svaler sidde på en stol og en ål i kælderen, den er på vej til sin gydeplads i Sargassohavet. Viggo kigger med på alle billederne, og inden han går i seng igen, kigger han ud af vinduet, hvor en engel sidder i det store træ og har set det hele. Viggo er altså ikke alene om at møde alle dyrene inde i huset om natten.

Tegningerne er holdt i douche farver og viser alle kun et udsnit af en situation, ofte med Viggo med ryggen til. Både tegner og fortæller følger Viggo og viser hans verden, som den er for ham. De grynede tegninger skyldes, at det er nat i historien, og det er kun på tegningen, hvor Viggo bliver puttet af sin mor, at lyset er varmt og blødt, som fra petroleumslampens skær.

Fortællingen foregår i gamle dage, kan man se på billederne, men historien om en dreng og hans livlige fantasi kunne foregå hvor-som-helst og når-som-helst. Det er en almengyldig historie om fantasi og om et slægtskab mellem børn og dyr, som de voksne ikke forstår. Drengen har fortællerens sympati, og for drengen er det helt naturligt, at dyrene går gennem huset om natten.


Vand, blod, tis og maskiner

”Det var dengang, drengen blev sparket i hovedet af en stud. Drengen og hans storesøster skulle ned til Bertel og se Cirkus Buster. De havde ikke selv fjernsyn og cyklede derfor hver lørdag hele vejen ned til Bertel for at se det. Men den dag kom de ikke afsted.”
”Vand, blod, tis og maskiner”, s. 26.

Alle fortællingerne i Hans Otto Jørgensens bog ”Vand, blod, tis og maskiner” fra 2010 begynder med ordene: ”Det var dengang, ...”. Det indikerer, at hver historie er en lille samlet fortælling om en enkelt episode fremkaldt fra en fjern fortid. Det spiller også på den kendte eventyrindledning ”Der var engang”, men disse såkaldte ulykkeshistorier er ikke i nærheden af at være eventyr. De er alle forankret i et tydeligt og konkret univers, som det har set ud på landet i Danmark i slutningen af 1950’erne.

Drengen, der er gennemgående figur i fortællingerne, bor på landet med sin familie, og det er om ham og hans familie, vi hører. Mest om drengen, der i bogen ikke har noget navn, og om bedstefaderen, som fylder meget i drengens liv.

Fælles for mange af historierne er beskrivelsen af de ulykker, drengen kommer ud for. De fleste er selvforskyldte, fordi han er lidt for nysgerrig eller lidt for dumdristig. Ofte ender det helt galt og han gemmer sig skamfuld hjemme i haven eller bag laden. Drengen ved godt, at han gør nogen dumme ting, men tør ikke sige det til de voksne.

28097514

Flere gange er det drengen, der kommer ud for en ulykke. I fortællingen ”Såret engel” bliver han trampet ned af kvierne i stalden og får knust sine skulderblade. Han skal ligge på hospitalet i to måneder, og langsomt forsvinder hans hverdag på gården fra ham. Det er beskrevet helt nøgternt og uden følelser, hvilket står i skarp kontrast til både den voldsomme oplevelse, det må have været at blive trampet på af vilde kvier og at ligge helt stille på hospitalet i flere måneder, hvad der må svare til en evighed for en dreng på seks år. Den rørende og tragiske historie dramatiseres ikke.

Maria Wandels tegninger fremhæver det vigtigste fra hver fortælling og viser f.eks. drengen i en ulykkessituation eller et såret dyr. Farven rød er gennemgående i næsten alle tegninger, enten som blod eller som drengens røde læber, der giver ham et både meget barnligt og lidt uhyggeligt præg på samme tid.

De 20 ensideshistorier fungerer som et portræt af at være dreng med alt, hvad det indebærer af fantasi, overmod og underkendt behov for omsorg. Samtidig er de med deres præcise sprogbrug og tidstypiske markører et portræt af livet på landet, som det så ud i Danmark for 50-60 år siden, før de små gårde blev til store landbrug.

 

De gule føl

”Det var dengang, drengen faldt ned på remmen til kværnen. Han var oppe på kornloftet med sin hammer, han kunne lide at hamre. Så gav det én lyd, når det var på træ, når det var rækværket, han slog på, så gav det en anden, når det var på rørene fra kornblæseren, som var af metal.”
”De gule føl”, s. 8.

Hans Otto Jørgensens børnebog ”De gule føl” fra 2010 har i lighed med ”Vand, blod, tis og maskiner” undertitlen ”Ulykkeshistorier for børn” og er illustreret af Maria Wandel. De 20 historier, der alle kun fylder en side, handler om en unavngiven dreng, der blot benævnes ’drengen’. Hver historie er en afsluttet helhed, og de fleste fortæller en ulykkeshistorie, altså en historie, hvor enten drengen eller et af familiemedlemmerne kommer til skade. Drengen bor på landet med sine tre søskende og sine forældre på deres bondegård, hvor han hjælper til med alt det praktiske. Det ser ud til, at drengens bedstefader også bor i huset, og han spiller en vigtig rolle i drengens liv. 

Historierne fortæller om en hverdag på bondegården: drengen er med bedstefar oppe på taget for at smøre vejrhanen, han kommer galt af sted med boltpistolen forud for en svineslagtning, han samler mariehøns og ser sin far tømme en ko for materie.

28476825

Nuancerne i relationerne mellem drengen og hans familie er kun svagt antydede, men man får en tydelig fornemmelse af en streng far og en kærlig og omsorgsfuld mor. Omsorgen vender sig også fra drengen til moderen, som man kan se det i historien ”Ko nummer 21 sparker”, hvor moderen bliver sparket af en uregerlig ko: ”Hun faldt ikke, men den ramte hende hårdt på armen, der var gul og blå længe efter, og det sugede af forfærdelse i maven på drengen, når han så det.” (s. 16). Den lille dreng er et følsomt gemyt, der holder af sin familie og har mareridt om natten. Flere gange gemmer han sig fuld af skam og skyld over at have gjort noget dumt, som han ikke tør fortælle sine forældre.

Udover de voldsomme ulykkeshistorier er der flere meget poetiske fortællinger om bedstefaderen, der skriver usynlige bogstaver, udpeger verdens ende oppe fra ladetaget og viser drengen, hvordan det er tyngdekraften, der udmåler tiden, når han hver aften trækker køkkenuret op.

Historierne er fortalt helt nøgternt og tilbageholdende. Selvom det er stærke følelser som skyld og skam, der fylder historierne, så er sproget om dem nedtonet og kortfattet, og fortælleren registrerer følelser og handlinger på samme måde.

 

Genrer og tematikker

Hans Otto Jørgensens børnebøger er førstehåndsberetninger om livet på landet i 1950’erne. De fungerer som tidsbilleder fra en nu svunden tid såvel som mere generelle fortællinger om at være barn, om at være en nysgerrig knægt, der kommer galt af sted uden at ville det. Drengen i bøgerne er drevet af virkelyst og en trang til at udforske, og ofte handler han, før han har nået at tænke sig om. Målgruppen er de seks til tiårige, men bøgerne kan også læses af større børn som en kulturel og historisk indføring i, hvordan det var at leve på landet i Danmark i ’de gamle dage’. De lidt barske historier kan virke skræmmende, men fordi fortælletonen er så nøgtern og med sympati skildrer drengen og hans skamfuldhed, så bliver de ikke uhyggelige og fremmede.

Selvom det ikke bliver uddybet i bøgerne, er der et psykologisk portræt af typiske familiestrukturer indlejret i fortællingerne. Drengen bruger meget tid sammen med sin bror og sin bedstefar, mens forældrene optræder mere perifert. Faderen er fjern og streng, og moderen omsorgsfuld og betænksom.

Bøgerne giver et meget præcist billede af livet på landet gennem sin nøjagtige sprogbrug, som Hans Otto Jørgensen må formodes at have stiftet bekendtskab med i sin egen barndom. Tingene omtales ved deres rette navne, og det er ikke sikkert, at børn i dag kender hverken navnene eller de ting de repræsenterer. Det giver bøgerne et lidt eksotisk præg, da de så tydeligt udspringer af en anden tid.

Genren ”ulykkeshistorier” er en gammel genre i børnelitteraturen. Tilbage i 1700-tallet og helt op i 1800-tallet blev der udgivet korte, moralske fortællinger, hvori børn kom ud for de forfærdeligste ulykker, ofte med døden til følge. Børnelæseren skulle belæres om at opføre sig ordentligt. Hans Otto Jørgensens ulykkeshistorier har dog ikke dette belærende element over sig. De er set fra barnets synsvinkel og kommer nærmere til at fungere som en forklaring på, hvorfor det går så galt.

Samtidig med, at bøgerne er fortalt fra barnets synsvinkel, så ligger den voksnes blik på historierne. Den lille dreng er nok bekymret for sin mor, men den ømhed og hengivenhed, der ligger i dette, ser kun den voksne. I Hans Otto Jørgensens forfatterskab står familie og slægtskab i centrum, og forfatteren mener selv, at han er flere aldre på samme tid: ”Altså jeg har den oplevelse, at jeg i mig både rummer min barndom, mit voksne liv og min alderdom. Og sådan ser jeg også på andre. Kvinder bliver hele tiden deres egen mor i og med, at de ser sig selv i deres barn. Men det skyldes måske, at jeg er opvokset sammen med min bedstefar. Sådan at jeg hele tiden både var barn og meget gammel, da jeg var barn. Jeg bærer tydeligvis ham i mig og er måske selv sådan en tusindårig.” (Rolf Sindø: På herrens mark med hver eneste sætning. Sindoe.dk, 2008-02-05.)


Beslægtede forfatterskaber

Den mest oplagte forfatter at drage en parallel til er Hans Otto Jørgensen selv. I hans eget voksenforfatterskab behandler han det samme miljø, de samme episoder og karakterer som i børnebøgerne. Det er oplagt, at bøgerne udspringer af hans egen opvækst på landet i 1950’erne og 60’erne.

En anden litterær karakter, der ofte kommer galt af sted, er Alfons Åberg. Svenske Gunilla Bergstrøms historier handler om den ensomme dreng Alfons, der laver ulykker og ikke tør sige det til de voksne. Bøgerne om Alfons er også funderet i et tydeligt miljø (her lidt trøstesløse etageejendomme i en svensk forstad) og med synsvinkel og sympati hos drengen.

Astrid Lindgrens fortællinger om Emil fra Lønneberg er på mange måder også ulykkeshistorier. Emil er måske den mest kendte opfinder og udfører af alskens ulykker – eller skarnsstreger –, og har lige som drengen i Hans Otto Jørgensens bøger også en streng far og en kærlig mor, samt en søster, der ofte er hans medsammensvorne. Livet på landet med de daglige gøremål og pligter ligger også til grund for Emils gøren og laden. Hos Astrid Lindgren er der til forskel fra Jørgensen dog en meget tydelig fortæller, der sætter historierne ind i en ramme og også fortæller til de voksne.

 

Bibliografi

Børnebøger

Jørgensen, Hans Otto:
Viggos hus. Klim, 1998.
Jørgensen, Hans Otto:
Vand, blod, tis og maskiner – ulykkeshistorier for børn. Gyldendal, 2010.
Jørgensen, Hans Otto:
De gule føl – ulykkeshistorier for børn. Gyldendal, 2010.

Om forfatterskabet

Interview

Sørensen, Rasmus Bo:
Taberne er dem, der bliver tilbage. Information, 2010-11-04.

Artikelsamling

Artikelsamling på information.dk. Her findes anmeldelser, interviews og diverse pristaler.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Hans Otto Jørgensen

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Remar, Dorte:
Når jeg læser gode sætninger, så er jeg i live. Kristeligt Dagblad, 2007-11-16.
Sindø, Rolf:
På herrens mark med hver eneste sætning. Sindoe.dk, 2008-02-05.
Gejl, Trisse:
'Det er, som om hovedet bliver yngre og yngre'. Information, 2008-04-10.