hans otto jørgensen
Foto: Morten Holtum

Hans Otto (børn og unge) Jørgensen

Artikel type
boern
cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
hans otto jørgensen
Foto: Morten Holtum
Main image
Jørgensen, Hans Otto
Foto: Morten Holtum / Gyldendal

Indledning

Med samme motivkreds og miljø som i mange af sine bøger for voksne fortæller Hans Otto Jørgensen om at være en nysgerrig og lidt uheldig dreng på landet i 1950’erne og 60'erne. Hans bøger for børn handler primært om en lille dreng, der altid kommer galt af sted, lidt på samme måde som Emil fra Lønneberg, der altid kommer til at lave ulykker uden at ville det. Livet som dreng på landet udgøres blandt andet af store høstakke, uudforskede vandhuller og en bedstefar, der kan fortælle gode historier.

 

28476825

Blå bog

Født: 23. august 1954 i Vile i Salling.

Uddannelse: Driftsleder og kvægbrugstekniker, Vejlby Landbrugsskole, 1987.

Debut: Tårnet: en kærlighedshistorie. Klim, 1989.

Litteraturpriser: Albert Dams Mindelegat, 2000. Radioens Romanpris, 2002. Marie Bregendahl Prisen, 2004. Statens Kunstfonds Livsvarig ydelse, 2004. Otto Gelsted Prisen, 2007. Kritikerprisen, 2008.

Seneste udgivelse: Strange days indeed. Gyldendal, 2012.

Inspiration: Hans Otto Jørgensen nævner om sin litterære horisont, at den ”spænder vidt, fra folkeviserne over salmedigterne til Leonora Kristina, St. St. Blicher og H.C. Andersen i den ene ende, og fra Arthur Rimbaud over Franz Kafka, Virginia Woolf og William Faulkner til Elfriede Jelinek og Hertha Müller i den anden ende.” (Vestjyllands Højskole, 2012).

 

Se også voksenportrættet af Hans Otto Jørgensen

 

Hans Otto Jørgensen læser op af ”Hjernens egen store hund

Baggrund

”De var alene hjemme, moren havde lavet saftevand til dem, de legede. De lavede perlekranse, snakkede med hunden, drak saftevand og spiste kiks. De vidste ikke, hvad der gik galt, men pludselig havde lillesøsteren bidt drengen i armen. Når hun blev vred, sagde hun, hun spyede ild. Som en drage.”
”De gule føl”, s. 26.

Hans Otto Jørgensen blev født 23. august 1954 og voksede op i Vile ved Limfjorden i Nordvestjylland. Hans far var landmand og indremissionsk, og kristendommen prægede hans opvækst med kærlighed og strenghed.

Som seksårig var Hans Otto Jørgensen ved at blive trampet ihjel af kvierne på gården. Hans far slæbte ham ud i staldgangen og reddede hans liv, men han måtte tilbringe to måneder på hospitalet, fordi skuldrene var knuste. Denne voldsomme oplevelse har sat sig spor i både forfatteren og hans bøger.

Det var under studierne på HF i Nørre Nissum, at Otto Jørgensen som 16-årig opdagede litteraturen, og at han havde ”det her særlige sprog-gen”, som han udtrykker det. Han siger ”Jeg opdagede det, da jeg gik på HF og læste Karen Blixens ”En herregårdshistorie”. Det var som at få en åbenbaring. [ ...] Da jeg havde læst første side af ”En herregårdshistorie”, vidste jeg, at jeg ville være forfatter, og vidste, at jeg ville blive det, men der var ingen at tale med det om. Det eneste, jeg havde forstand på, var at passe køer. Og det eneste, nogen havde værdsat, var arbejde og ansvarlighed over for køerne.” (Dorte Remar: Når jeg læser gode sætninger, så er jeg i live. Kristeligt Dagblad, 2007-11-16).

Landmandsliv og litteratur har byttet plads flere gange i hans liv. Efter at have læst dansk på Københavns Universitet, blev han i 1987 uddannet driftsleder og kvægbrugstekniker fra Vejlby Landbrugsskole. Han begyndte at arbejde med økologisk landbrug, men han ville hellere skrive, og kompromiset blev, at han passede naboens køer, mens han skrev. Som 35-årig debuterede han i 1989 med romanen ”Tårnet”, hvor de eneste oplysninger, man finder om forfatteren, er, at han er ”bondefødt og kvajet opdraget”.

Udover forfattergerningen har Hans Otto Jørgensen arbejdet som anmelder ved Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad fra 1994-1998, og fra 1998-2000 var han højskolelærer ved Testrup Højskole. Mellem 2002 og 2009 var Hans Otto Jørgensen rektor for Forfatterskolen. Hans Otto Jørgensen underviser til daglig på forfatterlinjen på Vestjyllands Højskole.

Størstedelen af forfatterskabet er bøger for voksne, men i 1998 udgav Jørgensen børnebogen ”Viggos hus”, der siden er blevet efterfulgt af to bøger om livet på landet, ”De gule føl” og ”Vand, blod, tis og maskiner”.

Hans Otto Jørgensen blev far første gang, da han var 27 år gammel, og han fik sit seneste barn, da han var 44. Det er blevet til tre døtre og en søn.

Se forfatterportræt om Hans Otto Jørgensens forfatterskab for voksne på forfatterweb.dk

 

Viggos hus

”Viggo vågner ved en lyd. Han går ud i køkkenet, og en muldvarp skyder op midt gennem gulvet.”
”Viggos hus”

Hans Otto Jørgensens første bogudgivelse for børn kom i 1998 og hedder ”Viggos hus”. Erik Sørensen har tegnet til de korte tekster, der på 18 luftige sider fortæller historien om Viggos hus.

”Viggos hus ligger under et stort træ. / Bag huset er en eng. / Og bag engen en skov.” Sådan lyder teksten på bogens første side og bogens høje format taget i betragtning (bogen er 34 cm høj), så fylder teksten forsvindende lidt på den store side, den store bogstavstørrelse iberegnet. På opslagets modsatte side er der en tegning i støvede farver af gavlen på et bindingsværkshus og en lille dreng, der står og kigger ud over engen med en græssende hest og skoven længst væk. Det må være Viggo, der står der med hænderne i lommerne. Billedet forestiller landet i gamle dage med toppede brosten og stråtag på huset.

Historien fortæller nu om skovens dyr, der hver nat går ”ind ad døren og tværs gennem huset”, som der står. Det er noget, Viggo forestiller sig om aftenen, inden han skal sove. Hans far siger, at det ikke passer, og hans mor siger, at han har en livlig fantasi. På de følgende sider kan man se en muldvarp skyde op gennem køkkengulvet, et rådyr vende ørerne i stuen, en grævling snuse rundt ved sofaen, ni svaler sidde på en stol og en ål i kælderen, den er på vej til sin gydeplads i Sargassohavet. Viggo kigger med på alle billederne, og inden han går i seng igen, kigger han ud af vinduet, hvor en engel sidder i det store træ og har set det hele. Viggo er altså ikke alene om at møde alle dyrene inde i huset om natten.

Tegningerne er holdt i douche farver og viser alle kun et udsnit af en situation, ofte med Viggo med ryggen til. Både tegner og fortæller følger Viggo og viser hans verden, som den er for ham. De grynede tegninger skyldes, at det er nat i historien, og det er kun på tegningen, hvor Viggo bliver puttet af sin mor, at lyset er varmt og blødt, som fra petroleumslampens skær.

Fortællingen foregår i gamle dage, kan man se på billederne, men historien om en dreng og hans livlige fantasi kunne foregå hvor-som-helst og når-som-helst. Det er en almengyldig historie om fantasi og om et slægtskab mellem børn og dyr, som de voksne ikke forstår. Drengen har fortællerens sympati, og for drengen er det helt naturligt, at dyrene går gennem huset om natten.