Norma Klein

Bente Strand, 1991.
Main image
Klein, Norma
Foto: Tellerups Forlag

Amerikansk forfatter. Har hovedsageligt skrevet romaner for børn og unge. Norma Klein døde i 1989 kun 50 år gammel. Hun boede i New York, var gift og havde to døtre. Hun skrev en række bøger for unge, og en del af dem er oversat til dansk. 2-3 om året blev det til, og de fleste handler om kærlighed, sex og forskellige slags familieproblemer. Hendes bøger blev i USA ofte kritiseret for at være for direkte i deres beskrivelse af kærlighed og sex, men hun holdt fast ved sin skrivemåde, fordi hun ønskede at skrive om livet, som det er.

Artikel type
boern

Om Norma Klein

Norma Klein døde i 1989 kun 50 år gammel. Hun boede i New York, USA, var gift og havde to døtre. Hun skrev en række bøger for unge, og en del af dem er oversat til dansk. 2-3 om året blev det til, og de fleste handler om kærlighed, sex og forskellige slags familieproblemer.

Hendes bøger blev i USA ofte kritiseret for at være for direkte i deres beskrivelse af kærlighed og sex, men hun holdt fast ved sin skrivemåde, fordi hun ønskede at skrive om livet, som det er. Norma Klein skriver om det hun kender bedste, om unge fra sit eget miljø, der er jødisk, liberalt og præget af veluddannede mennesker med kunstnerisk eller akademisk baggrund.

Da den amerikanske forfatter Norma Klein skrev sin første bog i 1972 Mor og ulvemanden - og mig , havde hun problemer med at få den udgivet. I bogen er den 11-årige Bretts mor nemlig ikke gift, og ikke nok med det, både Brett og hendes mor har det helt fint med at undvære en far. De har jo hinanden! Det var ikke god tone at skildre noget sådant positivt - i USA - i 1972.

Da bogen kom på dansk i 1976, stødte den ikke ind i lignende forhindringer. Heldigvis, for det er en sjov og velskrevet historie om Brett, der slet ikke er interesseret i at få en ny far, selv om alle andre er meget optaget af, at hun mangler en. Da moderen en dag møder en skægget fyr med en ulvehund, kalder Brett ham ulvemanden for at drille ham.

Det ender alligevel med bryllup, og Brett lærer at acceptere ulvemanden, især da moderen lover, at hun ikke vil forandre sig, men blive ved at gå i cowboybukser og beholde sit arbejde som fotograf. Bogen slår tonen af i Norma Kleins forfatterskab, hvor hun på en varm og humoristisk måde skildrer det at være lidt anderledes.

Så kort et liv

Mere alvorlig er tonen i Så kort et liv , der som så mange af Norma Kleins bøger henvender sig til unge.

Kate er 19 år, da hun får at vide, at hun har en uhelbredelig form for kræft. Kates datter Jill er kun 1/2 år, og Kate er lige flyttet sammen med sin nye kæreste Sam. Da Kate vælger at sige nej til medicinsk behandling, lever hun kun ganske kort tid, mens hun indtaler sine tanker og følelser til en båndoptager, for at Jill, når hun er gammel nok, kan forstå, at hendes mor elskede hende og Sam.

Norma Klein skrev bogen på baggrund af autentiske lydbånd, som en ung mor har indtalt, lige inden hun døde. Det er en bevægende skildring om en ung og forelsket mor, der forsoner sig med døden.

I fortsættelsen Solskinsår er Jill blevet 5 år og bor alene sammen med Sam. Han er musiker og har mange venner, men føler sig ensom og prøver indimellem at finde en ny mor til Jill og en kæreste til sig selv. Det er lettere sagt end gjort, for pigerne, han møder, vil noget andet. Den ene vil binde sig, og den anden satser på sin egen karriere som sanger og musiker. De to bøger har i årevis været hits blandt ungdomsbøgerne. Ikke mærkeligt, for det er fine skildringer af at være forelsket og acceptere døden som en del af livet.