Da Frank Miller begyndte at tegne og skrive “Daredevil” fra og med nr. 168 i 1981, havde serien i årevis været bygget over den traditionelle superhelteskabelon: En grotesk superskurk i et kulørt kostume er ude på at erobre verdensherredømmet, men heldigvis når superhelten Daredevil at stoppe ham i sidste øjeblik. I virkeligheden er Daredevil den blinde advokat Matt Murdock, der som barn ved et uheld blev udsat for radioaktiv stråling. Det ødelagde hans syn men forstærkede til gengæld hans resterende sanser og gav ham en radarsans, så han kunne fornemme mennesker og genstande omkring sig. Han var en klassisk helt, der uproblematisk sørgede for, at retfærdigheden skete fyldest.
Millers historier er fundamentalt anderledes og baseret på en krimitradition med tydelig inspiration fra Will Eisners banebrydende værk “The Spirit” . Hos Miller er Daredevil en problemfyldt og frustreret helt, som dagligt må erkende, hvor svært det er at leve op til sine egne høje idealer. Desuden er superskurkene med få undtagelser skiftet ud med ganske almindelige kriminelle. Det er historier om et amerikansk samfund gennemsyret af korruption og organiseret kriminalitet.
På billedsiden lægger Miller sig i “Daredevil” tæt op ad Eisners ekspressionistiske indfaldsvinkel til beskrivelser af byens rum. Husene trænges sammen, gøres højere og tårner sig endnu mere op over byens fortrykte indbyggere. Kontorer og avisredaktioner fortaber sig i uendeligheden og skaber på den måde en illusion af trøstesløse arbejdspladser og ansattes magtesløshed. Indsatte i fængsler indkapsles totalt i forstemmende celler, hvis størrelse og mangel på indretning og faciliteter sætter sig langt ud over virkeligheden. Det nærmer sig næsten karikaturen, men den ekspressionistiske indfaldsvinkel er med til at understrege de agerendes opfattelse af storbyen og deres forhold til den.
Ligesom Eisners “Spirit” bliver Millers “Daredevil” til et storslået og underholdende epos om storbyen og dens konfliktfyldte borgere.