Det er uden for romanerne, vi nemmest kommer ind på livet af forfatteren. Tre prosabøger kombinerer selvbiografi og fiktion: I vandenes dyb (1961), Tilbagerejsen (1973), Ravnen mod aften (1982). En passage i den sidste beskriver den stilstand, alle tre udspringer af og kredser om: ´Du er derhenne, i den ukendte reigon, hvor man mister orienteringen om sig selv og må søge den påny; og den, man finder, er ikke den , man hidtil troede at være´.
Jeg´et befinder sig i en dyb krise, konfronteres med ukendte, mørke egne af sit eget væsen, sprænger ved tilbagerejsen sine hidtidige grænser, finder igen - men under svære omkostninger - et ståsted. Erkendelsesudvidelsen sker på trods af al fornuft. De irrationelle kræfter råder - og fører gennem krisen. ´Du føres ad veje du ikke ved eller vil´ skriver Ørum i Tilbagerejsen. Men ´det vigtigste er at være på vej´ hedder det i bogen fra 1982, hvor krisen skyldes den knugende sorg over hustruens (Signe Ørum) død.
I bogen fra 1961 gælder titelordene jeg´ets tilstand,de er hentet fra en gammeltestamentlig klagesang: "Jeg er sunket i dybets dynd, jeg er kommet i vandenes dyb´. Men også her formuleres tilsidst en optimisme, trods alt: ´Når bunden er nået, er man usårlig´.
Nulpunktet, sit sinds mørke bund, nåede jeg jeg´et, dvs. Ørum, da det i selvforglemmende desperation satte sig op mod sin plageånd og overmand, den brutale skipper på skonnerten. Når mennesket for alvor trues, er det i stand til alt. Mennesket i opgør med overmagten er det værdige, frie menneske, ´Du ved med dig selv, at du har et andet ansigt af skjulte mørke muligheder. Jeg har vidst dette, lige siden jeg som dreng overvejede, ja, planlagde at slå en plageånd ihjel, en skipper som daglig tævede mig...Det kunne være blevet den fuldkomne forbrydelse´. Sådan formulerer Poul Ørum sig om grundoplevelsen i en kronik.
I to små bøger, Det lille lys (1959) og Tagdryp (1962), finder man Poul Ørums livsfilosofi i kortprosaform. Det er et udvalg af de skitser, han gennem 5 år skrev i ugebladet Hjemmet. Her belyses en række af de fænomener, som bliver til temaer i romanerne: Sladderen. Bøddelinstinktet. Vold og terror kommer af dumhed og avler modvold og modterror. Vort væsen er en gåde. Fornufttro er åndelig snæverhed. Mennesket er en potentiel forbryder, kun den moralsk forargede ved det ikke. Tilværelsen er irrationel, forunderligt og djævelsk sammensat.
Længst væk fra digtning, skønlitteratur, er forfatteren i Retssikkerhedens illusion (34.796) og Sorgens følelser (13.17). Den første - udarbejdet sammen med Signe Ørum (1980) - er et indlæg til fordel for et af samfundets stedbørn, anklaget og dømt for mord. Det søges påvist, at Jacob Brølling er offer for offentlighedens dømmesyge og politiets forhastede, éndimensionale effektivitet. Alle vidneudsagn passes in di mordaklagens tidsramme, der manipuleres med den svage på anklagebænken. Der er begået justitsmord i Egebæksvang-sagen, vil bogen demonstrere.
Poul Ørums indlæg i denne sag må ses i forlængelse af romanen Syndebuk (1972), hvor han har foregrebet Egebæksvang-mordets problemstilling: denoffentlige mening og ordensmagten i forening gør sinken Otto Bahnsen til offer. Mordet på den ca. 20 år ældre kvinde må sones; Otto er som skabt til at spille rollen som sonoffer. Den svage prisgives og bryder sammen. Så opklares sagens rette sammenhæng: den agtværdige toldforvalter har begået mordet. Han var den myrdedes selvbestaltede formynder og tålte ikke, at hun ´ uanstændigt kastede sig hed´ til mændene. Jalousien er det, som ligger livet øde.
Ligesom Ravnen mod aften er Sorgens følelser (1984) affødt af Signe Ørums død. Bogen er et personligt ´forsøg på at belyse sorgens psykologi hos voksne, der mister deres nærmeste´ . De stærke følelsesytringer, bl.a. sorgens og vredens, er et tabuområde i vort samfund. Men når stærke følelser spærres inde, sker der en forstening. Man overvinder kun en sorg ved at gennemgå den. Sorgen er en lidelsesfuld proces med en sund, lægende hensigt. Afmagtens yderpunkt er det afgørende vendepunkt for den sørgende, hvis vej går opad og fremad, når bunden er nået.
I hver sin ende af forfatterskabet ligger to digtsamlinger, nemlig Sommerens genfærd (1956) og Strandbilleder (1983). I begge grubles der over tilværelsens fundamentale gåder og mønstre, livet som skæbne og vilje. Tankerne sættes i gang af konkrete iagttagelser, i de sene digte af ilanddrevne genstande, strandbilleder (tegnet af Rina Sandström).
Poul Ørum indrømmer gerne, at han "har svært ved at få hold på og begrænse sig inden for de korte og antydende genrer": Det gælder både digtet og novellen. Novellesamlingerne Uskylds frugt (1964), Nattens gæster (1969) handler - ligesom senere enkeltbidrag til novellegenren - om mennesker i deres destruktive instinkters vold. Men Poul Ørums skildringer af ekstreme tilstande kommer bedre til deres ret indenfor romanens bredere rammer, hvor det ekstreme kan fremstilles i sammenhæng med den genkendelige, tilsyneladende banale hverdag.
