Christopher Paolini har læst meget og bredt og er inspireret af blandt andet science fiction-forfatteren Octavia Butler og fantasy-forfatterne Raymond E. Feist og E. R. Eddison. Oftest er Paolinis bøger blevet sammenlignet med fantasy-serien “Dragonlance” af Margaret Weis og Tracy Hickman, med de berømte J.K. Rowlings “Harry Potter”-bøger og med J.R.R. Tolkiens “Ringenes Herre”, som Paolini da også er kraftigt inspireret af. Titlen såvel som “Eragon”s indhold leder tanken hen på Tolkiens figur Aragon, og universet med troldmænd, elverfolk, dværge og orker minder meget om Paolinis Urgaler.
“Eragon” deler både lethed i sproget og begyndelse med flere andre bøger i sin genre. Ligesom Harry Potter opdager, han er troldmandssøn og ligesom Sabriel i “Sabriel”-serien af Garth Nix opdager sit lod som vogter for, at de døde bliver i døden, således opdager Eragon også, at han er Dragerytter. Rejsen og uddannelsen mod at blive det, de er bestemt til, deles af hovedpersonerne i de nævnte bøger, men rejsens karakter og skildringer af karakterernes oplevelser er væsensforskellige.
Den type og form og det indhold, som “Arven”-bøgerne deler med mange andre fantasy-romaner, er et af mange nutidige bud på en moderne udviklingsroman. Læseren følger hovedpersonens bevægelse fra et sted i livet til et andet med alle de tanker, følelser og oplevelser, det indebærer. I modsætning til den traditionelle udviklingsroman foregår fantasy-udviklingsromanen i et fantastisk univers fyldt med overnaturlige væsner og en god del magi. Det ukomplicerede sprog og miljøet, hvor grænser er ophævet, og alt er muligt, gør, at tunge og eksistentielle problematikker serveres på en let og tilgængelig måde, så både børn og voksne kan være med.