Genrer og tematikker

Der findes i Emil Aarestrups lyrik et spænd fra det uskyldige og enkle til det mere komplekse og sammensatte. Det meste af forfatterskabets digte er dog især præget af netop disse modsætninger og dobbeltheder. Tematisk kobles det erotiske og sanselige blandt andet sammen med livets forgængelighed og den adskillelse, der følger med døden. Det spaltede i menneskets personlighed er en anden typisk figur i forfatterskabet, ligesom kunsten fremstilles som dét, der for altid eksisterer, mens det levende forgår.

Aarestrups digtning placeres ofte inden for en særlig strømning i den danske romantik, som går under betegnelsen romantismen. I en dansk sammenhæng er romantismen en vigtig litterær strømning fra cirka 1830 og frem, og den tæller blandt andet forfattere som H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Interessen gælder ikke så meget metafysiske emner men snarere psykologisk splittelse samt erotiske og sociale konflikter. Andre yndede motiver inden for denne særlige gren af romantikken er dobbeltgænger- eller skyggemotivet, ironi, dæmoni, spaltning af individet, menneskets skjulte sider og den æstetiske skønhedsdyrkelse som det sted, hvor det transcendente søges. Især det erotiske, skønhedsdyrkelsen og det smerteligt splittede ses hos Aarestrup: “Mit Vee og Vel, jeg kan ei andet sige/ som Nat og Dag, er knyttet yndigt sammen/ Som Liv og Død, saa uadskillelige”, som det hedder i slutningen af digtet “Jeg er ulykkelig, når Dagen hælder” i “Digte” side 74. 

Romantismen står med sin tvivlende eller ligefrem ikke-religiøse tilgang i modsætning til den ubetingede tro, der kendetegner en anden strømning inden for romantikken, biedermeier, som er kendetegnet ved en højromantisk idealisme i en kristen-moralsk variant. Som det hedder i efterskriftet til Emil Aarestrup: “Udvalgte digte”: “Romantismen er desillusioneret romantik og disharmonisk biedermeier. Idealismen hverken gentages eller modereres, den negeres og fører til tab af mening. Romantismen er eksileret, eksotisk, passioneret og ironisk, hvor biedermeier er hjemlig, kultiveret og tilstræbt naiv”. (Emil Aarestrup: “Udvalgte digte” side 262). 

Erkendelse og refleksion over, at døden indtræder som en igenkaldelig ende på livet, ses også i høj grad hos Aarestrup. Forfatterens digtning indeholder flere af de nævnte træk fra romantismen. Men derudover har han et særpræg, der unddrager sig afgrænsning i tid og periode. Hans digtning har en nerve og et nærvær, der ofte føles nutidig, og på flere måder peger hans digtning da også frem mod mere moderne litteratur. Måske især den dobbelthed, hvormed hans digtning formår at spænde fra det uskyldigt erotiske til det foruroligende seksuelle, giver forfatterskabet en moderne tone. Mange har ligeledes påpeget, at betagelsen af enkeltheden og de fragmenterede detaljer i Aarestrups digtning indeholder en tidlig modernistisk tilbøjelighed til at anskue verden i brudstykker og se det æstetiske og skønne i disse fragmenter. Aarestrups mange digte om netop det at digte er også i sig selv et moderne træk.